Free Roxana Saberi!

Roxanna Saberi

In September 1988, the Indian-born British writer Salman Rushdie published “The Satanic Verses,” a novel containing what some saw as an irreverent depiction of the prophet Mohamed. In February 1989 – exactly ten years after leading Iran’s Islamic Revolution- the Ayatollah Ruhollah Khomeini issued a fatwā calling the book “blasphemous” and offering a bounty for Rushdie’s murder.

One month later, Britain broke relations with Iran. But most other nations responded fecklessly, if at all. And in 1998, Britain restored relations with Iran after its rulers offered a meaningless promise: They would “neither support nor hinder assassination operations on Rushdie” undertaken in response to Khomeini’s decree. Seven years later, the fatwā was reaffirmed by Khomeini’s successor, Supreme Leader Ayatollah Ali Khamenei, in a message to Muslim pilgrims making the haj to Mecca. Since then, Iran’s Revolutionary Guards also have declared the death sentence valid.
…

In January, Roxana Saberi, a 32-year-old American journalist – she has reported for National Public Radio, the BBC and other media — was arrested in Tehran on patently bogus charges of espionage – the same charge, by the way, that was made against journalist Daniel Pearl by the militant Islamists who kidnapped and, eventually, slaughtered him in Pakistan.

Last month, Saberi was hastily tried – one day, behind closed doors — and sentenced to 8 years in prison. On April 21^st, she defiantly went on a hunger strike. She stayed on it for 15 days until this week when, according to her Iranian-born father, Reza Saberi, her health began to sharply deteriorate.

Læs resten her

UPDATE:

Den iransk-amerikanske journalist, Roxana Saberi, er her til formiddag blevet løsladt fra Teherans Evin-fængsel.

En kilde i det iranske justitsministerium har over for nyhedsbureauet Reuters forklaret, at Saberi kunne forlade fængslet kort tid efter, at en appeldomstol havde reduceret hendes dom ubetingede fængselsdom til en betinget dom på to års fængsel.

Den 32-årige Saberi, der har dobbelt statsborgerskab, blev den 18. april i år idømt otte års fængsel for spionage til fordel for USA.

“Center for Positiv Integration”

Enten er Jeppe Fogtmann blind, døv og stum, eller også taler han mod bedre vidende. Hvad ordet “ytringsfrihed” betyder – endda ifølge dansk sprognævn, som endnu ikke har redefineret udtrykket – er retten til at tænke, tro, tale og skrive hvad man vil, under ansvar overfor straffeloven.

Gad vide, om hans lille center får skatteyderpenge til driften?

Læs også Kathrine Winkel-Holms kommentar til Jeppe Fogtmann, som jeg er helt enig i.

Her følger en mening fra journalist Poul Erik Andersen i dagens JP:

Almindelig uvidenhed og et forbløffende ukendskab til de rent faktiske forhold om ytringsfrihed er åbenbart det dominerende varemærke for et foretagende, der kalder sig Center for Positiv Integration.

I hvert fald hvis man skal tro formanden, Jeppe Fogtmann, som i JP 17/4 var ude med den noget besynderlige melding om baggrunden for Muhammed-tegningerne, nemlig at »Det begyndte i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var truet. Det er vel noget pjat – dengang som nu«.

Den fikse idé må så være opstået i februar 1989, da den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie modtog en fatwa i form af en dødsdom for sin bog ”De sataniske Vers”. Ifølge Jeppe Fogtmann må det således også være noget pjat at sige, at ytringsfriheden er truet, blot fordi Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, i juli 1991 blev stukket ihjel, og at hans italienske oversætter, Ettoro Capulo, i samme måned blev hårdt såret efter et mordforsøg, mens Rushdies norske forlægger, William Nygaard, i oktober 1993 med nød og næppe overlevede et attentat.

Kun én overlevede mordbrand
De sarte muslimske følelser, som Jeppe Fogtmann mener, at vi skal forholde os positivt til, kom i juli 1993 for alvor til udtryk i den østtyrkiske by Sivas, hvor 37 tyrkiske intellektuelle var samlet til kongres på et hotel. Blandt dem var den tyrkiske forfatter Aziz Nesin, som havde oversat dele af Rushdies ”De sataniske Vers”.

Efter fredagsbønnen drog en rasende hob opfyldt af, hvad der i Fogtmanns univers må være retfærdig harme over al denne ikke-positive og ugudelige ytringsfrihed, hen til hotellet og satte ild på. Samtlige kongresdeltagere på nær Aziz Nesin indebrændte.

Det er vel overflødigt at nævne, at de tyrkiske myndigheder intet gjorde for at retsforfølge brandstifterne. Tværtimod blev Aziz Nesin hevet ind til forhør, hvor man bebrejdede ham, at han havde ophidset folk.

Aziz Nesin, der til sin død i 1995 levede med dødstrusler hængende over hovedet, var i øvrigt i december 1993 gæst hos Dansk PEN. Men det var altså inden, Dansk PEN blev politisk korrekt og besluttede, at ytringsfriheden skal underlægges religiøse følelser. Muslimske, vel at mærke.

Listen over ofre for de muslimske trusler mod den ytringsfrihed, som det ifølge Jeppe Fogtmann er noget pjat at tale om, er lang.

Khader inviterer Wilders

Geert Wilders

Den omstridte hollandske filminstruktør og politiker Geert Wilders får nu en invitation til regeringens kommende internationale konference mod ekstremisme. Geert Wilders navn står således på den ønskeliste, De Konservatives Naser Khader mandag afleverer til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

– Geert Wilders er ikke helt min kop te. Men i modsætning til vores modstandere – og i modsætning til eftergivenhedspolitikerne og meningsdannerne i Danmark og England – så tør vi godt invitere ham. Også selv om vi er meget, meget uenige med ham. Det kaldes ytringsfrihed, siger Naser Khader.
…

Senest har Storbritannien nægtet Geert Wilders indrejse, efter at Overhuset havde inviteret ham til en diskussion af hans stærkt islam-kritiske film “Fitna”. En film som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) også har taget afstand fra. Til gengæld har Dansk Folkeparti – ligesom nu De Konservative – krævet Geert Wilders navn på invitationslisten.

Konferencen – der er en del af finanslovaftalen for 2009 – har ellers levet en hensygnende tilværelse hos integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Hun har netop ventet på Naser Khaders ønskeliste, som desuden indeholder navne som den britiske forfatter Salman Rushdie og den hollandske menneskerettighedsforkæmper Hirsi Ali.

Hail to the knight!

Dronning Elizabeth slog i dag forfatteren Salman Rushdie til ridder. Den 61-årige britisk-indiske forfatter får denne udmærkelse for sine litterære fortjenester.

Da det britiske hof sidste sommer oplyste, at Rushdie ville blive slået til ridder, blev det mødt med protester rundt om i den muslimske verden (Ja, selvfølgelig. Den klassiske muhamedanske offerrolle. Og har de i det hele taget læst bogen, eller har de bare fået besked på at gå amok af deres mullah’er og mufti’er??? AL).

Det var den iranske ayatollah Khomeini, som i 1988 udstedte en såkaldt fatwa om at dræbe Rushdie. Han skulle straffes for sin roman “De sataniske vers”, som ifølge muslimske fundamentalister omtaler profeten Muhammed blasfemisk. (Det var vel ikke rart for Ayatollah Assahola at få blotlagt eksistensen af den hedenske månegud Allah’s tre døtre. Vi ved jo, hvordan muhamedanere har det med kvinder – kvinder er umælende, indpakkede brugsgenstande, ikke gudinder. AL)

En pakistansk minister mente, at æresbevisningen retfærdiggjorde selvmordsbomber. Terrornetværket al-Qaedas næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri, bebudede, at der blev forberedt et “præcist svar” på briternes beslutning om at gøre Rushdie til “sir Salman”.

Rushdie selv udtrykker taknemmelighed for anerkendelsen.

Hirsi Ali og “de gode”…

Uddrag af dagens leder i JP:

I det år, Ayaan Hirsi Ali har boet i USA, har den hollandske stat betalt for hendes beskyttelse, men det vil man ikke mere. Det hollandske justitsministerium henviser til, at man ifølge international praksis ikke er forpligtet til at sikre sine statsborgere uden for landets grænser. Udtalelserne er udtryk for en oprørende primitiv og følelseskold tankegang. Det er muligt, at juraen giver mulighed for svigt, men det bør moralen ikke gøre.

Den britiske forfatter Salman Rushdie, der om nogen kender til frihedens pris, beskylder i et indlæg i Los Angeles Times i særdeles krasse vendinger Holland for at svigte Ayaan Hirsi Ali, hvis skæbne dermed overlades i islamiske fanatikeres vold.
Således taler en moralsk og intellektuelt ubestikkelig hædersmand. Også andre har grebet pennen i forsvar for Ayaan Hirsi Ali, bl.a. forfatteren Leon de Winter, der i en kommentar, der er offentliggjort i Kristeligt Dagblad, har tilsagt hende sin fulde støtte.

Men hvor er Ayaan Hirsi Alis danske støtter henne? Som erklæret feminist kunne man forvente støtte fra danske feminister, men nej, fra den kant lider man åbenbart af berøringsangst over for et menneske, der på en og samme tid formår at kæmpe for kvinders vilkår og prise liberale dyder og frihedsrettigheder.
Ayaan Hirsi Ali er også forfatter, så man kunne forvente, at danske kolleger ville støtte hende. Men hvor er den gode tones selvbestaltede vogtere og men’ernes våbendragere henne? Ingen steder.
…

Hendes kamp som politiker, forfatter og menneske er blevet symbol på den kamp, der nødvendigvis må og skal kæmpes, hvis vi ønsker at fastholde og videreudvikle de normer og det menneskesyn, som vores værdier bygger på. Voldsfiksering og trusler må aldrig – aldrig – føre til fejhedens triumf. Friheden har sin pris, den kan være høj, men aldrig for høj i forsvar for menneskeliv og frihedens værdier.
Det må den hollandske regering sande, og det burde hver og en af os i den – stadig – frie verden sande.

Den hollandske regering har lukket så mange muhamedanere ind i landet, at de er skrækslagne for at støde dem på manchetterne. I stedet er det åbenbart bedre at stikke hovedet i ørkensandet (pun intended) og ofre en af de fremmeste fortalere for ytringsfrihed og imod totalitært diktatur.

Salman Rushdie og Sam Harris har følgende kommentar i Los Angeles Times (uddrag – hele artiklen her):

The Dutch Parliament will be debating Hirsi Ali’s case this week. As it stands, the government’s decision to protect her only within the borders of the Netherlands is genuinely perverse. While the Dutch have complained about the cost of protecting Hirsi Ali in the United States, it is actually far more expensive for them to protect her in the Netherlands, as the risk to her is greatest there.

There is also the matter of broken promises: Hirsi Ali was persuaded to run for parliament and to become the world’s most visible and imperiled spokeswoman for the rights of Muslim women, on the understanding that she would be provided security for as long as she needed it. Zalm, in his capacity as both the deputy prime minister and the minister of finance, promised her such security without qualification. Most shamefully, Jan Peter Balkenende, the Dutch prime minister, has recommended that Hirsi Ali simply quit the Netherlands and has refused to grant her even a week’s protection outside the country, during which she might raise funds to hire security of her own. Is this a craven attempt to placate local Muslim fanatics? A warning to other Dutch dissidents not to stir up trouble by speaking too frankly about Islam? Or just pure thoughtlessness?

The Dutch government should recognize a scandal in the making and rediscover its obligation to provide Hirsi Ali with the protection she was promised.

There is not a person alive more deserving of the freedoms of speech and conscience we take for granted in the West, nor is there anyone making a more courageous effort to defend them.