Fourest om Ramadan

Læs hele artiklen her

Tariq Ramadans to ansigter

CAROLINE FOUREST forfatter, Paris

Prædikantens ideologi er ikke forenelig med en stilling som rådgiver i spørgsmål om integration.

Efter måneders tøven har bystyret i Rotterdam måttet se virkeligheden i øjnene.

Matth. 7:15

Matth. 7:15 *)

Tariq Ramadans ideologi er ikke forenelig med den stilling som rådgiver i spørgsmål om integration og multikulturalisme, som bystyret udnævnte ham til.

Udnævnelsen er blevet stedse mere problematisk, som tiden er gået. Især organisationer for bøsser og lesbiske har råbt vagt i gevær af bekymring over hans snerpethed og homofobi – som da Tariq Ramadan forklarede, at homoseksualitet set fra et islamisk synspunkt »åbenbarer en forstyrrelse, en dysfunktion, en uligevægt«.

Hidindtil har prædikanten knebet sig udenom og benægtet alt ved at tage et andet citat og bruge det uden for konteksten.

Som så ofte har journalister gengivet hans udtalelser uden at efterprøve dem. De har troet på hans ord om, at »det aldrig har kunnet bevises«, at han har udtalt sig som angivet om homoseksualitet.

Det er ikke rigtigt. Den sætning, som han er blevet kritiseret for, er citeret nøjagtigt og stammer fra en bog med titlen ”Peut-on vivre avec l’islam?” (Kan vi leve med islam), udgivet af det schweiziske forlag Favre, 2004, side 152.

I andre skrifter og taler har Tariq Ramadan vendt sig mod ægteskaber mellem muslimer og ikke-muslimer, forbudt sine tilhængere at bade sammen med det modsatte køn, hånet modernisering af islam som »billig islam, islam uden islam«, og hyldet sin morfar, Hassan al-Banna, der stiftede det totalitære Muslimske Broderskab, som et forbillede.

(* Matth. 7:15

Reklamer

Nu er det Londons tur

til at høre alt det gode om islam. Der afholdes stort islam-tam-tam d. 11-14 juli 2008.

Jeg har ikke kunnet finde frem til, hvor pengene til dette gigant-arrangement kommer fra – billigt er det i hvert fald ikke – alene websitet ligner noget i 1.000.000 kr.-klassen. “No expense was spared”, som grundlæggeren af Jurassic Park siger i Spielberg’s film, og vi ved jo nok hvordan den historie ender.

Husker jeg rigtigt fra den gang udstillingen var i København, havde EU’s Anna Lindh Foundation vist pungen fremme, ligesom der kom en del sponsering fra Saudi Arabien og et beløb fra Udenrigsministeriet. Hvis en læser skulle finde frem til fakta, hører jeg meget gerne nærmere. Jeg er i hvert fald sikker på, at seancen ikke financieres af billet-indtægterne.

Man skulle ellers tro at londonerne har islams velsignelser i frisk erindring. Hvis de brave londonere har fornuften i behold, bliver de væk fra dette arrangement.

Talerlisten omfatter upartiskheder som Tariq Ramadan, Yvonne Ridley, Ken Livingstone, “Yusuf Islam” og John Esposito foruden et væld af sheiker, eunukhandlere, venstreekstremister, mullah’er og konvertitter. Hele multi-kulti-lobbyen parat til at apologere, relativisere og propagandere. Et par prøver på debattens emner – det skal nok blive oplysende:

  • Sponsored by Aljazeera: Media: Propagating Information or Prejudice?
  • Sponsored by Ibn Jabal. Surah Yusuf: A guide to resisting temptation (Ja, det kunne behøves)
  • Do Muslim Women Need Liberating? (i panelet bl.a. det omvandrende stockholmsyndrom Yvonne Ridley)
  • Sponsored by Friends of Al Aqsa: Palestinian Nakbah: A 60-Year Catastophe
  • Supported by Demos: The Islamist Threat: Myth or Reality? (i panelet bl.a. John Esposito)
  • Supported by CagePrisoners: Guantanamo: From Cuba to Britain (!!!)
  • Supported by Conflicts Forum: Beyond Islamophobia: Towards a New Political Discourse
  • Supported by The Guardian: How to Understand the Quran (i panelet bl.a. Tariq Ramadan)

Ny bogudgivelse

Har modtaget den med posten i dag, og er allerede halvt igennem. Kan kraftigt anbefales.
Køb den her.

Ramadan på Krogerup

Tariq RamadanTariq Ramadan er sønnesøn af stifteren af Det muslimske Broderskab, Hassan al-Banna, og forsøger at få indført noget, han kalder “euro-islam”. Her bliver han pillet i stykker af Tina Magaard:

Jeg er blevet opmærksom på, at mit navn er blevet del af polemikken omkring prædikanten Tariq Ramadans deltagelse i et debatmøde på Krogerup Højskole. Diskussionen omkring Højskolens formål vil jeg egentlig helst blandes udenom. Mit ærinde som forsker er begrebsudredning, og jeg kan se på de forrige indlæg i sagen, at jeg hellere må forklare, hvordan den begrebsudredning med fordel kan bruges af enhver, der ønsker at forholde sig til Tariq Ramadan. Da et avisindlægs beskedne plads ikke giver mulighed for metodiske overvejelser og detaljerede analyser, vil jeg henvise til min artikel: »Tariq Ramadans reform. Euroislam eller euroislamisme« i tidsskriftet Kritik, nr. 180 juli 2006. Her vil jeg nøjes med at kommentere problemstillinger, der er direkte forbundet med Ramadans oplæg på Krogerup.
Før man forholder sig til Ramadans udtalelser, må man være bevidst om hans kommunikationsstrategi. I interviews til pressen og oplæg til debatmøder à la Krogerups vil han typisk bruge plus-ord så som »reform af islam«, »kritik«, »rettigheder«, »dialog«, »demokrati« uden at forklare, hvad begreberne konkret betyder for ham. Denne strategi favoriserer i høj grad tilhørerens egne forestillinger af disse ords betydning. Men hvis man vil vide, hvad Ramadan mener med disse ord, kan det anbefales at lytte til hans kassettebånd. På båndet »Courants de la pensée musulmane contemporaine. Hassan al-Banna. 3« forklarer han, at man i stedet for at bruge islamiske begreber skal bruge vestlige begreber, men give dem et islamisk indhold. Derfor: Hvis vi ikke skal misforstå hinanden, må vi udrede, hvad vi præcist mener med de forskellige begreber.

Muslim Brotherhood’s logo

I mit spørgsmål til Ramadan på Krogerup var min hensigt netop at forbinde det, han havde sagt i sit oplæg med det, han siger på båndene. Jeg forholdt mig meget præcist til hans egen opfordring: »things which are missing today: The first one is: Trust. Trust«. Jeg roste Ramadan for tillids-tanken, og gjorde ham opmærksom på, at der var en meget enkel, men vigtig ting, han selv kunne gøre for at styrke tilliden: nemlig at sige det samme i åbne debatfora som på kassettebåndene, så vi var klar over, hvor vi havde hinanden. Jeg foreslog, at vi diskuterede to eksempler fra kassettebåndet »L”identité musulmane: construire notre discours«. 1) Ramadan udtaler, at hvis man tager en kop kaffe under ramadanfasten, så er det udtryk for »holdninger som er forbundet med en perversitet«. 2) Han udtaler (i forbindelse med kritik af »ateistiske, verdslige og zionistiske ideologer«) at »intet sted i nogen menneskerettighedserklæring kan kræve, at en mand amputerer sig selv for at opnå statsborgerskab. Hvis det drejer sig om, at jeg skal amputere mit væsen for at få papir på mit statsborgerskab, så har det papir nogle skavanker.« Jeg opfordrede til, at vi sammen debatterede præmisserne for disse udsagn om perversitet og amputering og sluttede af med at sige: »Bring it out in fora like this and let us discuss it freely«. I det kvarters tid, Ramadans svar tog, forholdt han sig ikke på noget tidspunkt til de konkrete passager, jeg havde refereret til, men rettede anklager mod mig, såsom »the mistrust that you are spreading«
Hans reaktion tager jeg nu ikke personligt, da formålet med mit spørgsmål også var at se, om han følger samme kommunikationsstrategi som for ti år siden i Frankrig. Det gør han, med samme forudsigelighed som en velsmurt sodavandsautomat. Først taler han om tillid og opfordrer til at diskutere alle problemstillinger, og hvis nogen så gerne vil have en præcis diskussion af, hvordan han fortolker bestemte begreber, lukker han diskussionen ved at mistænkeliggøre spørgeren. Business as usual. Så vi fik aldrig at vide, ud fra hvilke præmisser, Ramadan forbinder menneskerettigheder med amputation af muslimer og kaffedrikning under ramadanfasten med en perversitet. Ramadan opfordrede mig gentagne gange til at komme med beviser, og det havde jeg hjertens gerne gjort, da jeg jo sad med dem foran mig. Ordstyreren nægtede desværre at lade mig komme til orde. Ordstyreren overhørte ligeledes et væsentligt spørgsmål fra en af de andre tilhørere. Han refererede til en konference afholdt i London i juni 2006, hvor Ramadan havde været en af hovedtalerne, sammen med bl.a. en repræsentant fra Hizb ut-Tahrir. Konferencen bar titlen »The future of Europe in Islam«, og tilhøreren ville gerne høre Ramadans mening om det emne. Ramadan lod, som om han ikke hørte spørgsmålet. Igen, der kunne vi have fået en væsentlig debat, så meget desto mere som der var Hizb ut-Tahrir folk til stede i salen. Har Ramadan samme opfattelse af spørgsmålet »The Future of Europe in Islam« som Hizb ut-Tahrir, eller divergerer det væsentligt? Ordstyreren havde ikke åndsnærværelse nok til at bede Ramadan om at forholde sig til spørgsmålet i stedet for at ignorere det.

Begrebsudredningen kan jo også komme Krogerup-forstander Erik Boel selv til gode. For eksempel skriver han i sin kronik: »Manipulerende angreb på Krogerup«, at »Tariq Ramadans holdning viste sig at være alt andet end antidemokratisk og islamistisk«. Også her vil jeg foreslå en tålmodig begrebsudredning for at være sikker på, at vi ikke misforstår hinanden i forhold til, hvad det betyder at være demokratisk/antidemokratisk. Jeg anbefaler her Ramadans kassettebånd »Critique de la démocratie«, hvor han er meget kritisk overfor det demokrati, der er udviklet i samspil med sekulariseringen i Europa, samtidig med at han udtaler sig positivt om den Islamiske Republik i Iran. Ud fra disse konkrete eksempler kunne vi have fået en god diskussion om, hvad vi hver især lægger i ordene »demokratisk/antidemokratisk«, i forhold til konkrete praksis i henholdsvis Iran og Europa.

Konkrete udtalelser
I stedet for at polemisere opfordrer jeg altså til, at vi forholder os til Ramadans konkrete udtalelser på kassettebåndene, og diskuterer dem åbent med ham. Det kræver naturligvis i første omgang, at han selv og hans tilhængere ønsker at engagere sig i den dialog, i stedet for at mistænkeliggøre enhver, der lægger op til den. Krogerup-forstander Erik Boel hævder for eksempel i sin kronik, at jeg kom med »beskyldninger« mod Ramadan. Men spørgsmålet er jo nok, hvilken side, beskyldningerne kommer fra. Jeg har ikke gjort andet end at forholde mig til, hvad en oplægsholder selv har sagt og så komme med følgende positive opfordring: »Let us discuss it freely«. Erik Boel gør det ikke nemt at føle sig velkommen, men jeg bærer ikke nag. Så jeg er stadig uforstyrret i min forhåbning om, at vi en dag vil kunne gå i dialog om en nøgtern og sober begrebsudredning.

koran-knife-kopi.gif