København eller Teheran?

Mikael Jalving i dagens JP (mine emfaseringer):

De lømler, som politiet har haft travlt med og talent til at kontrollere under topmødet, er luksusdyr ligesom alle vi andre. De går klædt i modetøj, spraglet, hættetrøjer, vindjakker, sådan white trash-agtigt på den fede måde; deres mode er blot en anden end f.eks. min, dvs. de sørger for at passe ind i deres segment, gør brug af deres sociale kapital og mangler hverken tid eller penge.

Da de fleste af dem formentlig er på offentlig forsorg, kan de lege professionelle revolutionære, mens vi andre går på arbejde, så vi kan betale vores skat, der bl.a. går til disse luksuslømlers underhold. Alt i alt en snedig omfordeling af penge og tid til udelt fordel for lømlerne.

Det er derfor, disse luksuslømler har tid og råd til at rejse Europa tyndt efter den næste store begivenhed, hvor de kan propagandere for deres sag, som altid er noget med, at de Gode skal have retfærdighed, mens de Onde skal smage den.

Retfærdigheden skal ske fyldest NU, sådan lød det ligeledes under G8-topmødet i Genova og under EU’s topmøde i Gøteborg i 2001; ved den første lejlighed blev 500 betjente og aktivister alvorligt såret og en aktivist skudt, i Gøteborg røg 53 betjente og 90 aktivister på hospitalet efter voldelige sammenstød. I København fik nogle hundreder aktivister kolde balder. Det er den eneste forskel på dengang og nu. Klima, finanskrise, arbejdsløshed, ulandsgæld, Ungdomshus, Christiania, asylpolitik, nynazister, you name it, det kommer ud på ét, det er alt sammen den samme kamp.

Således fik en talskvinde udtalt, at politiets adfærd ude på Amager mindede om politiet i Teherans gader. Se, den er sjov. Amager er ligesom Teheran. Teheran: Hvor demonstranter risikerer deres og deres familiers liv ved at demonstrere mod landets tyran, præsident Ahmadinejad.

I virkeligheden var den eneste lighed mellem Teheran og Amager, at den iranske præsident i samme sekund blev modtaget med kyshånd på talerstolen i Bella Center og af Danmarks Radio forinden blev servilt interviewet af nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen, som bl.a. ville vide, hvor præsidenten dog finder sin inspiration og energi?

Han har nok været i færd med at høste brownie-points hos ayatollah’erne og cheferne i dDR, mon ikke?

Man tror, det er løgn, men det er det ikke. Danmarks Radio kan dagligt overgå sig selv i nye dumheder.

Men det er til gengæld ikke nogen nyhed…

Reklamer

Ayatollah Assahola – og Ahmadinnerjacket

Ikke særligt populære hos iranske flygtninge i Danmark. Her en stribe fotos fra dagens demonstration imod Ahmadinejad, og dermed ayatollaherne by proxy, som skal til middag med H.M. Dronning Margrethe.

Desværre kom han ikke forbi – om det så var fordi han var bange for at blive flået i småstykker, eller om det var fordi han spiste kosher-mad med sine jødiske slægtninge, må stå hen i det uvisse.

Fotos © Anna Lyttiger

Rape and torture

Rape, torture, executions - Remember Neda

Farshad Kholgi taler

Iranian Freedom Flag

Iranian Freedom Flag

Free Iran!

– og så, ganske a propos lidt varm luft fra klima-lobby’en (brrr, hvor var det koldt – godt vi ikke har global nedkøling):

Varmluftballoner gør godt i vinterkulden.

Europa revner igen

Jeg faldt lige over dette bloginlæg på Jyllandsposten. Og kernen er, at religion (læs: Fredens®) er ved at få styr på dagsordenen på grund af rygsøjle- og historieløse politikere og deres opportunistiske embedsmænd, som kun tænker på deres pensionsordninger.

Jette Elbæk Maressa

Guderne må forbarme sig over den måde, hvorpå religion er blevet et redskab i international politik.

Med tumulten omkring FN’s racismekonference, Durban II, oplever Europa for anden gang på kort tid, at spørgsmålet om hensynet til religion overskygger det, der egentlig burde være det naturlige værdifællesskab: ytringsfrihed og demokrati.

Først gjaldt det udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen til Nato’s generalsekretær. Nu gælder det slutdokumentet til racismekonferencen.

På kort sigt har de islamiske lande allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen i den offentlige debat.

Under de hårde forhandlinger i Strasbourg om Anders Fogh Rasmussens udnævnelse, var det ikke spørgsmålet om at stå vagt om Nato’s grundværdier, der blev diskuteret. Bekymringen gik på Anders Fogh Rasmussens forhold til de islamiske lande.

Og når det gælder Durban II-konferencen, som i går blev indledt i Genève, er fokus flyttet fra konferencens egentlige formål, bekæmpelse af racisme og fremmedhad, til endnu en debat om religion.
Hvis nogen for godt 30 år siden havde spået, at religion igen skulle spille en så stor rolle i internationale relationer, ville de være blevet afvist med datidens dogmer om, at religion er en privatsag, og at religion og politik ikke skulle blandes sammen.

På den baggrund havde EU-landene oprindeligt lagt en god strategi, som netop gik ud på helt at afvise at tale om religion og i stedet få drejet FN-konferencen tilbage på hovedsporet, der burde handle om bekæmpelse af racisme.

Men enigheden holdt ikke frem til åbningen i går i Genève, og EU har dermed endnu engang frasagt sig muligheden for at stå som en samlet, vægtig udenrigspolitisk aktør.

At det ikke lykkedes EU at træffe en beslutning om enten at komme og kæmpe for sin sag eller blive væk for at demonstrere, at der er grænser for, hvad man vil deltage i, er så meget desto mere beklageligt, fordi Durban II-konferencen netop har udviklet sig til at handle om både den værdikamp, som trækkes kraftigere op som skillelinje, og om forholdet til Mellemøsten, der altid har været en kilde til uenighed blandt EU-landene.

Et tredje element, der gør splittelsen i EU beklagelig, er, at det ikke lykkedes at holde samme spor som USA.

Bundlinjen er med andre ord, at Europa og Vesten står splittet over for en samlet islamisk verden.

Heri tegnes desværre konturerne af en ny verdensorden. I efteråret udgav European Council on Foreign Relations en rapport, som afslørede, at EU og Vesten oftere og oftere stemmes ned i FN-regi. Baseret på en optælling af 10 års afstemninger i FN, konkluderede rapportens forfattere, at mens EU’s synspunkter om menneskerettigheder tidligere nød et bredt flertal på ca. 72 pct. af stemmerne i FN’s generalforsamling, så er det i dag kun omkring halvdelen af landene, som støtter EU.

Set i det lys havde de nordiske udenrigsministre, anført af Norges Jonas Gahr Støre, fået en god ide, da de før jul besluttede at arbejde aktivt for at dreje de afrikanske lande væk fra den religiøse dagsorden, som Organisationen af islamiske lande (OIC) ønskede at fremme, til i stedet at støtte Europa. Hvis manøvren var lykkedes, ville den kunne have sat sig positive spor i FN længere tid frem.

Status nu er, at det ser endnu sortere ud for FN, og at EU fremstår som en forpjusket fugl, som ikke kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Ikke nogen særlig køn optakt til den ofte højt besungne, fælles udenrigspolitik og evnen til selv at sætte en international dagsorden.

De islamiske lande har allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen.

Rapport fra Durban II

Fra Pajamas-gutterne (6 min.)

Ahmadinejad holder juletale i Great Bumf***ingstan

Man må næsten daglig undre sig over englændernes selv-destruktivitet. Fra kpn.dk.

Mere om sagen på Honest Reporting.

Den engelske tv-kanal Channel 4 sender hvert år den 25. december en juletale, der er tænkt som et alternativ til Dronning Elisabeths traditionsrige juletale. Tv-kanalen havde i år valgt Mahmoud Ahmadinejad som årets taler, og det har vakt vrede i England.

Flere menneskerettighedsorganisationer har kritiseret valget af Ahmadinejad, og den kontroversielle juletale har nu også fået den engelske regering på barrikaderne. Regeringen har således valgt at give Channel 4 en påtale for at vælge den iranske præsident til at sende årets julehilsen.

Ahmadinejad har de seneste år gjort sig bemærket internationalt ved at beskrive Holocaust som blot en myte og forlange, at Israel bliver slettet fra verdenskortet. Han skabte derudover overskrifter, da han i 2007 slog fast, at der ikke findes homoseksuelle i Iran (videoen).

Han fokuserede i årets juletale på medmenneskelighed, men rettede også et angreb mod de ”ødelæggende, onde og imperialistiske kræfter”, som han mener hersker i dag.

Læs resten