CePI igen

“Center for positiv integration”, hedder det. Det lyder da smukt, ikke sandt? Ikke mindre end tre værdiladede ord ud af 4. De må sandelig være dygtige og gode, men er de i virkeligheden ikke andet end et radikalt-socialistisk propaganda-apparat? Tidligere indlæg om dette “center”, som iøvrigt drives af Morten Kjærum’s proselytter……

Poul Erik Andersen, journalist, i JP:

Et bestyrelsesmedlem i den selvbestaltede smagsdommerforening, Center for Positiv Integration (CPI), Neil S. Bloem, kalder i JP 23/4 undertegnede for ekstremt usaglig, efter at jeg i JP 21/4 tilbageviste Jeppe Fogtmanns forrykte påstand i JP 17/4 om, at det var noget pjat at hævde, at ytringsfriheden er truet.

Jeg skrev ikke, at CPI nærede sympati for den muslimske vold, men fremhævede derimod det groteske i, at en forening, der stiller sig op som smagsdommer på ytringsfrihedens område, hidser sig op over en tegning af en mand med en bordbombe i turbanen og samtidig kalder morderiske angreb på ytringsfriheden for noget pjat at tale om.

Ytringsfriheden skal bruges med medfølelse, skriver Bloem. Medfølelse for hvem? For Indre Mission, Jehovas Vidner, Faderhuset, islam? For slet ikke at tale om katolikkerne og paven. Skal vi af ren og skær medfølelse holde op med at skrive sandheden og kommentere den, blot fordi den for nogle kan være ubehagelig og måske sårende?

Men lad os vise medfølelse og fortrænge sandheden. Holocaust, f.eks., for det er da total mangel på medfølelse at blive ved med at minde de arme tyskere om, hvad deres forfædre begik af uhyrligheder i en fortid et par generationer tilbage.

Tilbage står, at ytringsfriheden må og skal være kompromisløs, hvis den skal have mening og give stof til eftertanke. Alt andet er Holocaust-benægtelse, og det virker beklageligvis som om, det er det ærinde, CPI er ude i.

“Center for Positiv Integration”

Enten er Jeppe Fogtmann blind, døv og stum, eller også taler han mod bedre vidende. Hvad ordet “ytringsfrihed” betyder – endda ifølge dansk sprognævn, som endnu ikke har redefineret udtrykket – er retten til at tænke, tro, tale og skrive hvad man vil, under ansvar overfor straffeloven.

Gad vide, om hans lille center får skatteyderpenge til driften?

Læs også Kathrine Winkel-Holms kommentar til Jeppe Fogtmann, som jeg er helt enig i.

Her følger en mening fra journalist Poul Erik Andersen i dagens JP:

Almindelig uvidenhed og et forbløffende ukendskab til de rent faktiske forhold om ytringsfrihed er åbenbart det dominerende varemærke for et foretagende, der kalder sig Center for Positiv Integration.

I hvert fald hvis man skal tro formanden, Jeppe Fogtmann, som i JP 17/4 var ude med den noget besynderlige melding om baggrunden for Muhammed-tegningerne, nemlig at »Det begyndte i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var truet. Det er vel noget pjat – dengang som nu«.

Den fikse idé må så være opstået i februar 1989, da den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie modtog en fatwa i form af en dødsdom for sin bog ”De sataniske Vers”. Ifølge Jeppe Fogtmann må det således også være noget pjat at sige, at ytringsfriheden er truet, blot fordi Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, i juli 1991 blev stukket ihjel, og at hans italienske oversætter, Ettoro Capulo, i samme måned blev hårdt såret efter et mordforsøg, mens Rushdies norske forlægger, William Nygaard, i oktober 1993 med nød og næppe overlevede et attentat.

Kun én overlevede mordbrand
De sarte muslimske følelser, som Jeppe Fogtmann mener, at vi skal forholde os positivt til, kom i juli 1993 for alvor til udtryk i den østtyrkiske by Sivas, hvor 37 tyrkiske intellektuelle var samlet til kongres på et hotel. Blandt dem var den tyrkiske forfatter Aziz Nesin, som havde oversat dele af Rushdies ”De sataniske Vers”.

Efter fredagsbønnen drog en rasende hob opfyldt af, hvad der i Fogtmanns univers må være retfærdig harme over al denne ikke-positive og ugudelige ytringsfrihed, hen til hotellet og satte ild på. Samtlige kongresdeltagere på nær Aziz Nesin indebrændte.

Det er vel overflødigt at nævne, at de tyrkiske myndigheder intet gjorde for at retsforfølge brandstifterne. Tværtimod blev Aziz Nesin hevet ind til forhør, hvor man bebrejdede ham, at han havde ophidset folk.

Aziz Nesin, der til sin død i 1995 levede med dødstrusler hængende over hovedet, var i øvrigt i december 1993 gæst hos Dansk PEN. Men det var altså inden, Dansk PEN blev politisk korrekt og besluttede, at ytringsfriheden skal underlægges religiøse følelser. Muslimske, vel at mærke.

Listen over ofre for de muslimske trusler mod den ytringsfrihed, som det ifølge Jeppe Fogtmann er noget pjat at tale om, er lang.