Durban II’s slutdokument blev formelt godkendt i dag

Fra UN Watch:

The final outcome document (PDF) of the Durban Review Conference was formally adopted at the U.N. today.

In general debate at the close of the conference, countries took the floor to congratulate one another for reaching Tuesday’s “consensus” on the text. A few states, though, had clarifications regarding their acceptance of it.

The United Kingdom said it could affirm the document only because it is “generic and does not single out any country.” Referring to paragraphs relating to freedom of speech and incitement to hatred, it said, “we have a long tradition of free speech and offensive opinions may be expressed,” as long as they are non-violent. The UK also stated that discrimination based on sexual orientation is no less important than discrimination on racial grounds.

Pakistan called on U.N. officials to “maintain balance” and “not judge any heads of state.” It also decried Islamophobia as a new form of racism. In closing, it chastised those who boycotted the conference or only participated at a low level.

South Africa expressed its concern about “the manner in which some expressed their opposition to a head of state.” Referring implicitly to the students in clown wigs who yelled at Iranian President Ahmadinejad, it decried the endangering of the “security of high dignitaries.”

Russia specifically thanked the Palestinian delegation, implicitly for its “flexibility” in permitting the text to exclude the singling out of the Palestinian cause, as did the 2001 Durban text.

Switzerland commended the text for mentioning freedom of expression, democracy, the Holocaust, the slave trade, women’s rights, and various forms of discrimination. (It neglected to mention that freedom of expression, the Holocaust and women’s rights were downplayed throughout the negotiation process and in the final text, as well as the document’s failure to mention discrimination on the basis of sexual orientation.)

Europa revner igen

Jeg faldt lige over dette bloginlæg på Jyllandsposten. Og kernen er, at religion (læs: Fredens®) er ved at få styr på dagsordenen på grund af rygsøjle- og historieløse politikere og deres opportunistiske embedsmænd, som kun tænker på deres pensionsordninger.

Jette Elbæk Maressa

Guderne må forbarme sig over den måde, hvorpå religion er blevet et redskab i international politik.

Med tumulten omkring FN’s racismekonference, Durban II, oplever Europa for anden gang på kort tid, at spørgsmålet om hensynet til religion overskygger det, der egentlig burde være det naturlige værdifællesskab: ytringsfrihed og demokrati.

Først gjaldt det udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen til Nato’s generalsekretær. Nu gælder det slutdokumentet til racismekonferencen.

På kort sigt har de islamiske lande allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen i den offentlige debat.

Under de hårde forhandlinger i Strasbourg om Anders Fogh Rasmussens udnævnelse, var det ikke spørgsmålet om at stå vagt om Nato’s grundværdier, der blev diskuteret. Bekymringen gik på Anders Fogh Rasmussens forhold til de islamiske lande.

Og når det gælder Durban II-konferencen, som i går blev indledt i Genève, er fokus flyttet fra konferencens egentlige formål, bekæmpelse af racisme og fremmedhad, til endnu en debat om religion.
Hvis nogen for godt 30 år siden havde spået, at religion igen skulle spille en så stor rolle i internationale relationer, ville de være blevet afvist med datidens dogmer om, at religion er en privatsag, og at religion og politik ikke skulle blandes sammen.

På den baggrund havde EU-landene oprindeligt lagt en god strategi, som netop gik ud på helt at afvise at tale om religion og i stedet få drejet FN-konferencen tilbage på hovedsporet, der burde handle om bekæmpelse af racisme.

Men enigheden holdt ikke frem til åbningen i går i Genève, og EU har dermed endnu engang frasagt sig muligheden for at stå som en samlet, vægtig udenrigspolitisk aktør.

At det ikke lykkedes EU at træffe en beslutning om enten at komme og kæmpe for sin sag eller blive væk for at demonstrere, at der er grænser for, hvad man vil deltage i, er så meget desto mere beklageligt, fordi Durban II-konferencen netop har udviklet sig til at handle om både den værdikamp, som trækkes kraftigere op som skillelinje, og om forholdet til Mellemøsten, der altid har været en kilde til uenighed blandt EU-landene.

Et tredje element, der gør splittelsen i EU beklagelig, er, at det ikke lykkedes at holde samme spor som USA.

Bundlinjen er med andre ord, at Europa og Vesten står splittet over for en samlet islamisk verden.

Heri tegnes desværre konturerne af en ny verdensorden. I efteråret udgav European Council on Foreign Relations en rapport, som afslørede, at EU og Vesten oftere og oftere stemmes ned i FN-regi. Baseret på en optælling af 10 års afstemninger i FN, konkluderede rapportens forfattere, at mens EU’s synspunkter om menneskerettigheder tidligere nød et bredt flertal på ca. 72 pct. af stemmerne i FN’s generalforsamling, så er det i dag kun omkring halvdelen af landene, som støtter EU.

Set i det lys havde de nordiske udenrigsministre, anført af Norges Jonas Gahr Støre, fået en god ide, da de før jul besluttede at arbejde aktivt for at dreje de afrikanske lande væk fra den religiøse dagsorden, som Organisationen af islamiske lande (OIC) ønskede at fremme, til i stedet at støtte Europa. Hvis manøvren var lykkedes, ville den kunne have sat sig positive spor i FN længere tid frem.

Status nu er, at det ser endnu sortere ud for FN, og at EU fremstår som en forpjusket fugl, som ikke kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Ikke nogen særlig køn optakt til den ofte højt besungne, fælles udenrigspolitik og evnen til selv at sætte en international dagsorden.

De islamiske lande har allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen.

Rapport fra Durban II

Fra Pajamas-gutterne (6 min.)

Diktaturstater får på puklen i UNHRC

Ytringsfriheden er ukrænkelig

Dejlige Pat Condell:

Ytringsfrihed i Iran

Hvis Durban II gennemføres som planlagt af OIC, kan vi måske yde vort til globaliseringens paradis ved at lade danske bloggere rådne op i fængselet. Vi er jo allerede begyndt at sende danske statsborgere til Tyskland for at dømmes for noget, som ikke er ulovligt i Danmark (denne sag har man ikke hørt om længe – hvorfor ikke?).

Er der noget, som diktatorer af politisk eller religiøs overbevisning hader og frygter, er det ubegrænset ytringsfrihed.

blog_150x40

Kr.D.:

Den 29-årige iranske blogger Omid Mirsayafi, der er dømt for at have fornærmet religiøse ledere i Iran, er død,  rapporterer menneskeretsgruppen The International Campaign for Human Rights i landet, skriver BBC.

Omid Mirsayafi afsonede en dom på 30 måneder i Teherans berygtede Evin-fængsel for blandt andet at have fornærmet ayatollah Ali Khamenei.

Selvmord

Ifølge fængslets personale begik den unge blogger selvmord. Mirsayafis advokat, Mohammad Ali Dadkhah, har krævet en undersøgelse af omstændighederne. Advokaten har også citeret en af de andre indsatte med en sundhedsuddannelse for at have advaret fængselspersonalet om den unge bloggers tilstand. Ifølge menneskeretsgruppen led han af en alvorlig depression.

Der har ikke været nogen reaktion fra de iranske myndigheder.

Per Stig Møller og DurbanII

I går sagde en af mine venner glædesstrålende: “Har du læst det seneste om DurbanII? Danmark og EU vil boykotte mødet”. (Han havde læst MSM for et par dage siden).

Han tog fejl.

Per Stig Møller fortsætter uforfærdet hen imod Durban II-konferencens forsøg på at bringe menneskerettighederne til diskussion til fordel for diverse “religioner”.

Besøg links’ene i indlægget.

Fra 180Grader

Udenrigsminister Per Stig Møller modtog i går over 1.000 underskrifter fra en række kendisser, som alle ønsker, at Danmark boykotter FN’s racismekonference Durban II. Men udenrigsministeren står fast på sin holdning om at deltage.

1.106 underskrifter fra blandt andet Mikael Jalving, Kai Sørlander, Bent Blüdnikow, Jørgen Leth, Peter Øvig Knudsen, Manu Sareen, Kurt Westergaard, Farshad Kholghi, Ralf Pittelkow, Claes Kasthold Hansen og Ole Birk Olesen blev i går afleveret til udenrigsminister Per Stig Møller. Det fortæller Berlingske Tidende.

De mange underskrifter indsamlet på initiativ af gruppen Beskyt Menneskerettighederne fik dog ikke udenrigsministeren til ændre sin holdning til Durban II.

“Kan man nå i mål via forhandlinger, så er det min opfattelse, at det er bedre end at løbe væk og svigte ytringsfriheden. Hvis der er mulighed for at vinde slaget om ytringsfriheden, så skal man blive og kæmpe, dem der går i utide, kan i hvert fald ikke slå nogen,” sagde Per Stig Møller ifølge Berlingske Tidende.

Nej, Per Stig, men ved at udeblive sender man et kraftigt signal omkring konferencens legitimitet, hvilket man iøvrigt også gør ved at deltage (blot med diametralt modsat værdiladning).

“Der er allerede sket et ryk i forhandlingerne. FN er kommet med et udkast, hvor forslaget om at forbyde kritik af religion er væk, og punktet angående Israel er fjernet,” fortsatte han med henvisning til det reviderede udkast til et slutdokument som FN’s menneskerettighedsråd præsenterede tidligere i går.

Idéhistoriker Malene Busk, der var blandt de fire repræsentanter for Beskyt Menneskerettighederne, som afleverede underskrifterne, mener ikke, at Per Stig Møller forstår alvoren i at begynde at forhandle om menneskerettighederne.

“Processen har mangel på legitimitet. Der er flertal for en fuldstændig ureglementeret kapring af, hvad der skulle have været menneskerettigheder, men nu er blevet særrettigheder til religioner. Man må vise, at det er en fuldstændig illegitim proces ved at nægte at deltage,” sagde hun ifølge Berlingske Tidende.

Indtil videre har Canada, USA, Israel og Italien boykottet konferencen, mens EU har truet med boykot, hvis konferencen kommer til at handle om at gøre religionskritik ulovligt og køre hetz mod Israel.

De islamiske landes samarbejdsorganisation, OIC, har endnu ikke kommenteret det reviderede udkast til slutdokumentet til Durban II.