Uffemand om Jacob Holdt!

Holdt i Ellemanns optik

Fra Politikens idealist-farce:

Han er utrættelig i sin stædige kamp for at skabe forståelse omkring minoriteter og udstødte mennesker, lige fra danske muslimer og sorte i USA til medlemmer af Ku Klux Klan.

Han lever op til sit ideal om at møde dem, vi ikke forstår, med kærlighed og tolerance, drevet som han er af troen på det gode i alle mennesker.

En gang imellem forekommer Jacob Holdt måske at være lidt fjernt fra virkeligheden, men han virker så ægte i sin idealisme, at det ikke svækker hans budskab.

Uffe Ellemann-Jensen har enten fået koldbrand i bylden, eller også køber han ikke sin tobak hos W. Ø. Larsen længere. Der var en gang jeg respekterede ham. Da var han speaker på TV-avisen. Siden er det kun gået ned ad bakke for herren, i hvert fald rent mentalt.

En mand, som tiden er løbet fra

Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen er bredt anerkendt for, at han i 1980’erne og 1990’erne stod i spidsen for en succesfuld forandring af Venstre fra bondeparti til et moderne parti med bred appel i befolkningen.

Og den politiske pensionist kan stadig både begejstre og provokere sine partifæller. Særligt når han bryder sit eget løfte om ikke at blande sig i den politiske debat. Også i Venstres top er der delte meninger om, hvorvidt Ellemann bidrager positivt til den offentlige debat eller i stedet bør holde mund.

Mens beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen stadig ser Ellemann som »en stjerne og en stor gevinst for partiet« (Ja, det tror jeg gerne, at det betonhovede synes), er dommen anderledes hård fra undervisningsminister Bertel Haarder:

»Uffe har overhovedet ingen betydning. Han er komplet ligegyldig. Ingen er mere afdøde på Christiansborg end tidligere politikere.«

Haarder fastslår, at hverken regeringen eller Venstre tillægger Ellemanns meninger større betydning end en hvilken som helst anden læserbrevsskribents.

»Jeg kan ikke forhindre aviserne i at skrive, at det betyder noget som helst, hvad Uffe måtte mene, men det har bare 0,000 betydning,« siger Bertel Haarder.

Uffe Ellemann-Jensen og Blekingegadebanden

Uffe Ellemann-Jensen, som har det åh, så svært med “tonen i debatten”, og som er en af de fremmeste til at give køb på ytringsfriheden, holdt sig passiv, selv om PFLP tilbød hjælp.

Det ser mere og mere ud som om Hr. Ellemann-Jensen har haft en “undercover”-agenda. En stinker af rang er det i alle tilfælde.

OPDATERING: Uffe Ellemann-Jensen siger, at oplysningerne blev givet videre. Hø hø. Det er aben så hermed også blevet.

Eks-udenrigsminister Ellemann er i dag eks-chef for DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, som iøvrigt kan bryste sig af et tæt samarbejde med Institut for Menneskerettigheder (IMR) i Dansk Center for Internationale Studier og Menneskeret­tigheder (DCISM) i form af fælles administration og bibliotek.

Kasper Krogh og Bent Blüdnikov skriver i dagens Berlinger:

PFLP-topleder tilbød daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at vidne i Blekingegade-sagen, hvor PFLP-lederen var mistænkt i bandens planer om at kidnappe en svensk milliardærsøn. Uffe Ellemann-Jensen forholdt sig passiv.

Kommentar til Tøger Seid-al-Fadins forsvar for sin logebroder

Debatindlæg af Henrik Ræder Clausen til Politikens leder den 14. januar – brilliant!

Se også denne artikel i Nyhedsavisen…

Tragisk at Politiken stadig ikke fatter en brik af hvad det vil sige at forsvare vores frihedsrettigheder. Det starter helt forkert med at nævne Jyllands-Posten som årsag til krisen. Det er helt forbi. JP og tegningerne var anledningen til krisen – årsagen var islamiske fundamentalister, der hader vores ret til at kritisere religion og tænke rationelt.

Men en ting har Politiken fattet – det var uforvarende. Jyllands-Postens redaktører ønskede ikke denne krise. Men pludselig stod vi i den, og så gjaldt det om at stå fast. Vi var under massivt internationalt pres, uden den forventede hjælp fra vores venner, men alligevel stod vi igennem takket været en usædvanlig principfasthed og mod fra de involverede.