PEN, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks i Oslo

Fra min inbox:

Uwe Max Jensen
Norge siger nej til Muhammed-akvarel
Det er yderst sjældent, at et nystartet galleri siger nej til en udstiller på grund af frygt for massiv presseomtale. Det er imidlertid tilfældet i Norge, hvor galleriet Lautom Contemporary i Oslo har valgt at bortcensurere kunstneren Lars Vilks fra sin kommende udstilling.
Læs hele artiklen her

Samtidig kan vi oplyse, at Trykkefrihedsselskabet nu har overhalet PEN hvad angår medlemstal. Trykkefrihedsselskabet har i dag 389 medlemmer, PEN oplyser, at tallet ligger på omkring 380. Dermed er Trykkefrihedsselskabet Danmarks største forening til beskyttelse af ytringsfriheden.


Til lykke til Trykkefrihedsselskabet – godt gået!

PEN’s kovending

Af Katrine Winkel Holm, Næstformand i Trykkefrihedsselskabet af 2004, Berlingske Tidende | 17.10.2007 (intet link)

Hirsi ali. I løbet af præcis en uge er det lykkedes Dansk PEN at foretage en kolossal kovending i Hirsi Ali-sagen. Hvor er det glædeligt, at PEN er blevet klogere. Og hvor er det tankevækkende: Først da kulturministeren bliver varm på ideen, bliver PEN også varm. Indtil da var Dansk PEN kølig, kritisk og apatisk over for forslaget.

I begyndelsen af oktober kom det frem, at den hollandske regering ikke længere vil betale udgifterne til det sikkerhedsopbud, den islamkritiske forfatter Ayaan Hirsi Ali har brug for på grund af de mange mordtrusler, hun har modtaget.

Hvor dybt kan Holland egentlig synke, var vi mange, der tænkte. Men der var andre, der gjorde mere end at tænke. Viceborgmesteren i Odense, Alex Ahrendtsen (DF) foreslog, at Odense skulle tilbyde at give husly til den mordtruede forfatter. Den såkaldte friby-ordning, foreslået af kulturministeren og integrationsministeren, giver nemlig mulighed for at hjælpe forfattere i Hirsi Alis situation. God idé, tænkte vi i Trykkefrihedsselskabet, som sammen med Dansk PEN har været med til at udforme lovforslaget om fribyordningen.

Stor var vores forundring, da Dansk PEN trådte frem i forskellige medier og vendte tommelfingeren nedad til viceborgmesterens idé. »Urealistisk«, lød det for eksempel i Jyllands-Posten 9. oktober fra daglig leder af Dansk PEN, Mille Rohde, for Ayaan Hirsi Ali er ifølge Dansk PEN slet ikke omfattet af ordningen. Hvad skal man med en fribyordning for truede forfattere, hvis den ikke omfatter en dødstruet forfatter som Hirsi Ali? Men Mille Rohde fastholdt sit synspunkt: »Ayaan Hirsi Ali står ikke på PENs liste over truede forfattere. Skulle afgørelsen falde i dag, ville jeg derfor sige, at hun ikke er kvalificeret«.

Nu er Mille Rohde slet ikke ene om at afgøre, om Hirsi Ali er kvalificeret til at være med i fribyordningen. Trykkefrihedsselskabets vurdering vejer lige så tungt som Dansk PENs, selv om Dansk PEN har en påfaldende tendens til at glemme at nævne sin samarbejdspartner over for pressen. Og i Trykkefrihedsselskabet var vi målløse over PENs apatiske forhold til Hirsi Ali-sagen. Som om en ligegyldig teknikalitet skulle diskvalificere hende fra at stå på listen over dødstruede forfattere. Står Hirsi Ali ikke på listen, er det listen, der er noget galt med. Det kunne PEN have sagt, men gjorde det ikke. Den eneste besked, Dansk PEN kom med, var, at det var som politiker og ikke som forfatter, Hirsi Ali var blevet kendt, og at det udelukkende er forfattere eller skribenter, der omfattes af fribyordningen (Jyllands-Posten 9/10).

PENs nedadvendte tommelfinger medførte, at Odenses borgmester rystede beklagende på hovedet over sin viceborgmesters forslag: Det duer desværre ikke.

Men selvfølgelig gør det det. Det eneste krav er, at Hirsi Ali kommer på ICORNs liste over truede forfattere. Derfor henvendte Trykkefrihedsselskabet sig den 10. oktober til ICORN og bad om at få Hirsi Ali optaget på listen. Dér står sagen nu. I øjeblikket vurderer ICORN i samarbejde med sin nære sam-arbejdspartner International PEN, om Hirsi Ali er kvalificeret. Man må gå ud fra, at det er en formssag.

I mellemtiden har kulturministeren opfordret kommunerne til at give Hirsi Ali friby-beskyttelse, og nu strømmer de kommunale invitationer ud til Ayaan Hirsi Ali.

Og vender Dansk PEN stadig tommelfingeren nedad? Nej, Dansk PEN er som forvandlet. Forslaget er ikke længere »urealistisk«. Nu er Dansk PEN pludselig varm fortaler for invitationen, ja at dømme ud fra artiklen i denne avis 16. oktober er Dansk PEN nærmest ophavsmand til ideen og skyld i, at Hirsi Ali nu står på ICORNS liste over truede forfattere, hvad hun i parentes bemærket ikke gør endnu. Alt i Dansk PENs attitude er ændret – ud over Rohdes vedholdende ulyst over at nævne Trykkefrihedsselskabets aktier i fribyordningen.

I løbet af præcis en uge er det lykkedes Dansk PEN at foretage en kolossal kovending i Hirsi Ali-sagen.

Hvor er det glædeligt, at PEN er blevet klogere. Og hvor er det tankevækkende: Først da kulturministeren bliver varm på ideen, bliver PEN også varm. Indtil da var Dansk PEN kølig, kritisk og apatisk over for forslaget.

Så det er ikke kun Dansk PEN, der er blevet klogere. Vi andre er også blevet klogere på Dansk PENs engagement i forsvaret for ytringsfriheden. Eller mangel på samme.

Thøgers hate-speech

seidenfaden_411_800.jpgLæserbrev i JP af Kirsten Sarauw

HVAD ER ”hate-speech”? Det er uunderbyggede, løgnagtige eller fordrejende postulater, som bliver fremsat under flittig brug af stærkt nedsættende adjektiver, beregnet på at dæmonisere andre mennesker og deres politiske eller religiøse overbevisninger, videnskabelige arbejder eller journalistiske praksis etc.

Tøger Seidenfadens indlæg på Trykkefrihedsselskabets solidaritetsmøde med den svenske kunstner Lars Vilks i forfatterforeningen 2/10, trykt i JP 5/10, er eksempel på sådan hate-speech af allerførste rang, som yderligere forstærkes ved, at TS forlod mødet umiddelbart efter endt udtømning (tøsedreng…).

Hvad er nu det værste ved TS’ performance? Er det alle skældsordene og den åbenlyse idiosynkrasi? Er det den foragtende sortie? Nej, dermed har han blot fået stemplet sig selv, så ”de onde” må le og ”de gode” græde. Det rigtigt alvorlige er den benægtelse eller det tab af virkelighed, som ligger bag chefredaktørens barnagtige udfald.

Da den islamkritiske bog ”I krigens hus” udkom i 2003, blev der råbt ”hate-speech” efter forfatterne, og medforfatteren Lars Hedegaards kandidatur til ”Pen-klubben” blev i den anledning beklikket. Ikke én af de forargede ulejligede sig dog med at efterprøve bogens dokumentation.

Typisk, ikke? Mange af de varmeste multikulturalister, for eksempel folk som Carsten Agger og Rune Engelbreth, afviser af de besynderligste grunde at sætte sig ind i værdigrundlaget for Islam – jeg har gentagne gange set fremsat, at man skam ikke gider at læse koranen, da teoretisk forståelse af islams fundament ifølge dette befolkningssegment er uden betydning for at forstå muhamedanernes handlemønstre og tankegang. Strudse-adfærd, i bedste fald – sandsynligvis angst for at save den holdningsmæssige gren over, man selv sidder på.

Nu har TS henvist til den gamle anklage, så det mindste man kan forvente er, at han også kommer op med en grundig dokumentation.

Er der i ”Krigens hus” tale om uunderbyggede, løgnagtige og frit-i-luften-svævende postulater uden hold i virkeligheden, som udelukkende er fremsat for at dæmonisere 1,3 milliarder muslimer? Eller er der tale om en veldokumenteret religionskritik, som man kan være enig eller uenig i, men som under alle omstændigheder er en stemme, der skal lyde til oplysning og nuancering af den virkelighed, som vi må kende for at kunne handle politisk adækvat?

Med dokumentation mener jeg ikke en opdyngen af ”afskyelige” citater, som det lanceres af TS, men en grundig undersøgelse af, om udsagn og fortolkning forholder sig sanddru til en underliggende historisk og nutidig virkelighed.

Viser virkeligheden sig at være ubehagelig, forsvinder den jo ikke af aldrig så mange skældsord og besværgelser. Eller ved at henrette budbringerne.

Jeg vil se frem til frugten af TS’ omhyggelige studeringer.

Du skal nok ikke holde vejret imens, Kirsten…