“Center for Positiv Integration”

Enten er Jeppe Fogtmann blind, døv og stum, eller også taler han mod bedre vidende. Hvad ordet “ytringsfrihed” betyder – endda ifølge dansk sprognævn, som endnu ikke har redefineret udtrykket – er retten til at tænke, tro, tale og skrive hvad man vil, under ansvar overfor straffeloven.

Gad vide, om hans lille center får skatteyderpenge til driften?

Læs også Kathrine Winkel-Holms kommentar til Jeppe Fogtmann, som jeg er helt enig i.

Her følger en mening fra journalist Poul Erik Andersen i dagens JP:

Almindelig uvidenhed og et forbløffende ukendskab til de rent faktiske forhold om ytringsfrihed er åbenbart det dominerende varemærke for et foretagende, der kalder sig Center for Positiv Integration.

I hvert fald hvis man skal tro formanden, Jeppe Fogtmann, som i JP 17/4 var ude med den noget besynderlige melding om baggrunden for Muhammed-tegningerne, nemlig at »Det begyndte i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var truet. Det er vel noget pjat – dengang som nu«.

Den fikse idé må så være opstået i februar 1989, da den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie modtog en fatwa i form af en dødsdom for sin bog ”De sataniske Vers”. Ifølge Jeppe Fogtmann må det således også være noget pjat at sige, at ytringsfriheden er truet, blot fordi Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, i juli 1991 blev stukket ihjel, og at hans italienske oversætter, Ettoro Capulo, i samme måned blev hårdt såret efter et mordforsøg, mens Rushdies norske forlægger, William Nygaard, i oktober 1993 med nød og næppe overlevede et attentat.

Kun én overlevede mordbrand
De sarte muslimske følelser, som Jeppe Fogtmann mener, at vi skal forholde os positivt til, kom i juli 1993 for alvor til udtryk i den østtyrkiske by Sivas, hvor 37 tyrkiske intellektuelle var samlet til kongres på et hotel. Blandt dem var den tyrkiske forfatter Aziz Nesin, som havde oversat dele af Rushdies ”De sataniske Vers”.

Efter fredagsbønnen drog en rasende hob opfyldt af, hvad der i Fogtmanns univers må være retfærdig harme over al denne ikke-positive og ugudelige ytringsfrihed, hen til hotellet og satte ild på. Samtlige kongresdeltagere på nær Aziz Nesin indebrændte.

Det er vel overflødigt at nævne, at de tyrkiske myndigheder intet gjorde for at retsforfølge brandstifterne. Tværtimod blev Aziz Nesin hevet ind til forhør, hvor man bebrejdede ham, at han havde ophidset folk.

Aziz Nesin, der til sin død i 1995 levede med dødstrusler hængende over hovedet, var i øvrigt i december 1993 gæst hos Dansk PEN. Men det var altså inden, Dansk PEN blev politisk korrekt og besluttede, at ytringsfriheden skal underlægges religiøse følelser. Muslimske, vel at mærke.

Listen over ofre for de muslimske trusler mod den ytringsfrihed, som det ifølge Jeppe Fogtmann er noget pjat at tale om, er lang.

Menneskerettigheder iflg. UNHRC

180Grader

UNHCR – menneskerettigheds-organisationen, som for længst er blevet kuppet af OIC og Broderskabet, har nu – helt uden om Durban II – “afgjort”, at:

Ærekrænkelse af religion er et brud på menneskerettighederne, mener et flertal af landene i FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC).

FN’s Menneskerettighedsråd vedtog i går en resolution, der fordømmer ærekrænkelse af religion som et brud på menneskerettighederne, skriver tv2.dk. Resolutionen har ført til yderligere bekymring for, at FN-systemet er ved at blive kapret af lande, som vil retfærdiggøre censur og begrænsninger af ytringsfriheden i muslimske lande. I næste måned skal den såkaldte Durban II-konference, der også arrangeres af FN, således drøfte om religionskritik skal sidestilles med racisme.

Menneskerettighedsrådet vedtog den ikke-bindende resolution, som var foreslået af Pakistan på vegne af muslimske stater, med opbakning fra 23 lande, mens 11 stemte imod. 13 undlod at stemme. Vestlige regeringer og en bred alliance af aktivistgrupper har ud trykt skepsis over for initiativet.
Tidligere på ugen opfordrede 180 sekulære og religiøse grupper samt medieorganisationer fra hele verden til en forkastelse af resolutionen, som de mener vil blive misbrugt i nogle lande til at kvæle uafhængige stemmer, religiøse dissidenter og menneskerettighedsaktivister.

Joint NGO Statement on Danger of U.N. “Defamation of Religions” Campaign

We, the undersigned non-governmental organizations,

Deeply concerned by the pervasive and mounting campaign by the Organization of the Islamic Conference (OIC) to produce U.N. resolutions, declarations, and world conferences that propagate the concept of “defamation of religions,” a concept having no basis in domestic or international law, and which would alter the very meaning of human rights, which protect individuals from harm, but not beliefs from critical inquiry;

Deeply concerned by the attempt to misuse the U.N. to legitimize blasphemy laws, thereby restricting freedom of religion, freedom of expression, and freedom of the press;

Deeply concerned that “defamation of religions” resolutions may be used in certain countries to silence and intimidate human rights activists, religious dissenters, and other independent voices;
Alarmed by the resolution on “defamation of religions” recently tabled at the current 10th session of the UN Human Rights Council;

Alarmed by the draft resolution on freedom of expression circulated by Egypt, whose amendments seek to restrict, not promote, protections for free speech;

Alarmed by the recently-announced initiative of the U.N. “Ad Hoc Committee on Complementary Standards” to amend the International Convention for the Elimination of Racial Discrimination (ICERD) by adding a protocol on “defamation of religions”;

Alarmed by provisions in the latest draft outcome document of the Durban Review Conference that, through coded language and veiled references, endorse and encourage these anti-democratic initiatives;

1. Call upon all governments to oppose the “defamation of religions” resolution currently tabled at the UN Human Rights Council, and the objectionable provisions of the freedom of expression resolution;

2. Call upon all governments to resist the efforts of the “Ad Hoc Committee on Complementary Standards” to alter the ICERD;

3. Call upon all governments not to accept or legitimize a Durban Review Conference outcome that directly or indirectly supports the “defamation of religions” campaign at the expense of basic freedoms and individual human rights.

Læs resten

Feje forlæggere boycottes

Se også her

Fra Berlingeren:

Jewel of Medina

Jewel of Medina

Random House besluttede sig til ikke at udgive Sherry Jones’ bog »The Jewel of Medina«. Nu har en amerikansk litterær pris-komité besluttet at boykotte udgivelser fra det store amerikanske forlag.
David Langum kalder forlaget fejt, og at dets beslutning vil lede til mere selvcensur: »Vi må bekæmpe denne fejhed for enhver pris.«

Den amerikanske litteraturpris Langum Charitable Trust har bandlyst forlaget Random House. Årsagen er forlagets »feje selvcensur«, da forlaget aflyste en kontrakt med forfatteren Sherry Jones, fordi man ikke vovede at udgive hendes bog om Muhammeds barnebrud, Aisha. Egentlig havde Random House, som er et af USAs største forlag, indgået en kontrakt på et større dollarbeløb, men da forlagets eksperter advarede mod radikale muslimers reaktioner, trak forlaget aftalen tilbage. Lige nu forhandler Sherry Jones om udgivelse af bogen, The Jewel of Medina«, med andre forlag, og Danmark er også blevet nævnt.

Læs resten

PEN, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks i Oslo

Fra min inbox:

Uwe Max Jensen
Norge siger nej til Muhammed-akvarel
Det er yderst sjældent, at et nystartet galleri siger nej til en udstiller på grund af frygt for massiv presseomtale. Det er imidlertid tilfældet i Norge, hvor galleriet Lautom Contemporary i Oslo har valgt at bortcensurere kunstneren Lars Vilks fra sin kommende udstilling.
Læs hele artiklen her

Samtidig kan vi oplyse, at Trykkefrihedsselskabet nu har overhalet PEN hvad angår medlemstal. Trykkefrihedsselskabet har i dag 389 medlemmer, PEN oplyser, at tallet ligger på omkring 380. Dermed er Trykkefrihedsselskabet Danmarks største forening til beskyttelse af ytringsfriheden.


Til lykke til Trykkefrihedsselskabet – godt gået!

Vejen til Damaskus

Fra Informations anmeldelse i dag:

Neden under konflikten løber der imidlertid også ifølge flere forskere en mere grundlæggende uenighed. Eller som én, der som flere andre helst ikke vil have sit navn frem i diskussionen, formulerer det: “Der findes to essentialistiske lejre: En, der mener, at koranen er rigid og gør muslimer disponible for fundamentalisme, og en, der mener, at koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet. Møller og Hedegaard tilhører den første gruppe, og nogen mener, Bæk Simonsen tilhører den anden”.

Kim Møller trækker selv skellet op i starten af bogen, når han kritiserer Jørgen Bæk Simonsen for ikke at at acceptere en universalisme og for ikke at forholde sig komparativt til muslimsk kultur. Spørgsmålet er ifølge Møller, hvad der fungerer bedst, når man skal forstå islam: Kulturchauvinisme eller kulturrelativisme. Er min bedst, eller er de lige gode? Der er nok ikke nogen tvivl om, hvilken vej Kim Møller, Lars Hedegaard og kompagni hælder – og nok heller ingen tvivl om, hvilken vej Jørgen Bæk Simonsen gør. Og de bliver næppe enige lige foreløbig.

Vejen til Damaskus – dansk islamforskning 1995-2005 udkommer 31. Januar

Trykkefrihedsselskabet afholder et debatmøde med deltagelse af bl.a Kim Møller og Jørgen Bæk Simonsen 19. februar.

Update: Se Kim Møllers kommentarer til “Ugens Bogdebat” på Informeren.

Køb bogen her

PEN’s kovending

Af Katrine Winkel Holm, Næstformand i Trykkefrihedsselskabet af 2004, Berlingske Tidende | 17.10.2007 (intet link)

Hirsi ali. I løbet af præcis en uge er det lykkedes Dansk PEN at foretage en kolossal kovending i Hirsi Ali-sagen. Hvor er det glædeligt, at PEN er blevet klogere. Og hvor er det tankevækkende: Først da kulturministeren bliver varm på ideen, bliver PEN også varm. Indtil da var Dansk PEN kølig, kritisk og apatisk over for forslaget.

I begyndelsen af oktober kom det frem, at den hollandske regering ikke længere vil betale udgifterne til det sikkerhedsopbud, den islamkritiske forfatter Ayaan Hirsi Ali har brug for på grund af de mange mordtrusler, hun har modtaget.

Hvor dybt kan Holland egentlig synke, var vi mange, der tænkte. Men der var andre, der gjorde mere end at tænke. Viceborgmesteren i Odense, Alex Ahrendtsen (DF) foreslog, at Odense skulle tilbyde at give husly til den mordtruede forfatter. Den såkaldte friby-ordning, foreslået af kulturministeren og integrationsministeren, giver nemlig mulighed for at hjælpe forfattere i Hirsi Alis situation. God idé, tænkte vi i Trykkefrihedsselskabet, som sammen med Dansk PEN har været med til at udforme lovforslaget om fribyordningen.

Stor var vores forundring, da Dansk PEN trådte frem i forskellige medier og vendte tommelfingeren nedad til viceborgmesterens idé. »Urealistisk«, lød det for eksempel i Jyllands-Posten 9. oktober fra daglig leder af Dansk PEN, Mille Rohde, for Ayaan Hirsi Ali er ifølge Dansk PEN slet ikke omfattet af ordningen. Hvad skal man med en fribyordning for truede forfattere, hvis den ikke omfatter en dødstruet forfatter som Hirsi Ali? Men Mille Rohde fastholdt sit synspunkt: »Ayaan Hirsi Ali står ikke på PENs liste over truede forfattere. Skulle afgørelsen falde i dag, ville jeg derfor sige, at hun ikke er kvalificeret«.

Nu er Mille Rohde slet ikke ene om at afgøre, om Hirsi Ali er kvalificeret til at være med i fribyordningen. Trykkefrihedsselskabets vurdering vejer lige så tungt som Dansk PENs, selv om Dansk PEN har en påfaldende tendens til at glemme at nævne sin samarbejdspartner over for pressen. Og i Trykkefrihedsselskabet var vi målløse over PENs apatiske forhold til Hirsi Ali-sagen. Som om en ligegyldig teknikalitet skulle diskvalificere hende fra at stå på listen over dødstruede forfattere. Står Hirsi Ali ikke på listen, er det listen, der er noget galt med. Det kunne PEN have sagt, men gjorde det ikke. Den eneste besked, Dansk PEN kom med, var, at det var som politiker og ikke som forfatter, Hirsi Ali var blevet kendt, og at det udelukkende er forfattere eller skribenter, der omfattes af fribyordningen (Jyllands-Posten 9/10).

PENs nedadvendte tommelfinger medførte, at Odenses borgmester rystede beklagende på hovedet over sin viceborgmesters forslag: Det duer desværre ikke.

Men selvfølgelig gør det det. Det eneste krav er, at Hirsi Ali kommer på ICORNs liste over truede forfattere. Derfor henvendte Trykkefrihedsselskabet sig den 10. oktober til ICORN og bad om at få Hirsi Ali optaget på listen. Dér står sagen nu. I øjeblikket vurderer ICORN i samarbejde med sin nære sam-arbejdspartner International PEN, om Hirsi Ali er kvalificeret. Man må gå ud fra, at det er en formssag.

I mellemtiden har kulturministeren opfordret kommunerne til at give Hirsi Ali friby-beskyttelse, og nu strømmer de kommunale invitationer ud til Ayaan Hirsi Ali.

Og vender Dansk PEN stadig tommelfingeren nedad? Nej, Dansk PEN er som forvandlet. Forslaget er ikke længere »urealistisk«. Nu er Dansk PEN pludselig varm fortaler for invitationen, ja at dømme ud fra artiklen i denne avis 16. oktober er Dansk PEN nærmest ophavsmand til ideen og skyld i, at Hirsi Ali nu står på ICORNS liste over truede forfattere, hvad hun i parentes bemærket ikke gør endnu. Alt i Dansk PENs attitude er ændret – ud over Rohdes vedholdende ulyst over at nævne Trykkefrihedsselskabets aktier i fribyordningen.

I løbet af præcis en uge er det lykkedes Dansk PEN at foretage en kolossal kovending i Hirsi Ali-sagen.

Hvor er det glædeligt, at PEN er blevet klogere. Og hvor er det tankevækkende: Først da kulturministeren bliver varm på ideen, bliver PEN også varm. Indtil da var Dansk PEN kølig, kritisk og apatisk over for forslaget.

Så det er ikke kun Dansk PEN, der er blevet klogere. Vi andre er også blevet klogere på Dansk PENs engagement i forsvaret for ytringsfriheden. Eller mangel på samme.

Thøgers hate-speech

seidenfaden_411_800.jpgLæserbrev i JP af Kirsten Sarauw

HVAD ER ”hate-speech”? Det er uunderbyggede, løgnagtige eller fordrejende postulater, som bliver fremsat under flittig brug af stærkt nedsættende adjektiver, beregnet på at dæmonisere andre mennesker og deres politiske eller religiøse overbevisninger, videnskabelige arbejder eller journalistiske praksis etc.

Tøger Seidenfadens indlæg på Trykkefrihedsselskabets solidaritetsmøde med den svenske kunstner Lars Vilks i forfatterforeningen 2/10, trykt i JP 5/10, er eksempel på sådan hate-speech af allerførste rang, som yderligere forstærkes ved, at TS forlod mødet umiddelbart efter endt udtømning (tøsedreng…).

Hvad er nu det værste ved TS’ performance? Er det alle skældsordene og den åbenlyse idiosynkrasi? Er det den foragtende sortie? Nej, dermed har han blot fået stemplet sig selv, så ”de onde” må le og ”de gode” græde. Det rigtigt alvorlige er den benægtelse eller det tab af virkelighed, som ligger bag chefredaktørens barnagtige udfald.

Da den islamkritiske bog ”I krigens hus” udkom i 2003, blev der råbt ”hate-speech” efter forfatterne, og medforfatteren Lars Hedegaards kandidatur til ”Pen-klubben” blev i den anledning beklikket. Ikke én af de forargede ulejligede sig dog med at efterprøve bogens dokumentation.

Typisk, ikke? Mange af de varmeste multikulturalister, for eksempel folk som Carsten Agger og Rune Engelbreth, afviser af de besynderligste grunde at sætte sig ind i værdigrundlaget for Islam – jeg har gentagne gange set fremsat, at man skam ikke gider at læse koranen, da teoretisk forståelse af islams fundament ifølge dette befolkningssegment er uden betydning for at forstå muhamedanernes handlemønstre og tankegang. Strudse-adfærd, i bedste fald – sandsynligvis angst for at save den holdningsmæssige gren over, man selv sidder på.

Nu har TS henvist til den gamle anklage, så det mindste man kan forvente er, at han også kommer op med en grundig dokumentation.

Er der i ”Krigens hus” tale om uunderbyggede, løgnagtige og frit-i-luften-svævende postulater uden hold i virkeligheden, som udelukkende er fremsat for at dæmonisere 1,3 milliarder muslimer? Eller er der tale om en veldokumenteret religionskritik, som man kan være enig eller uenig i, men som under alle omstændigheder er en stemme, der skal lyde til oplysning og nuancering af den virkelighed, som vi må kende for at kunne handle politisk adækvat?

Med dokumentation mener jeg ikke en opdyngen af ”afskyelige” citater, som det lanceres af TS, men en grundig undersøgelse af, om udsagn og fortolkning forholder sig sanddru til en underliggende historisk og nutidig virkelighed.

Viser virkeligheden sig at være ubehagelig, forsvinder den jo ikke af aldrig så mange skældsord og besværgelser. Eller ved at henrette budbringerne.

Jeg vil se frem til frugten af TS’ omhyggelige studeringer.

Du skal nok ikke holde vejret imens, Kirsten…