Venstreekstremisters forståelse for demokrati – Kim Møller overfaldet

De autognome demonstrerer her "alternativet til at rende rundt og heile".

Hvis man er uenig med sortskjorterne, skal man åbenbart bare ned at ligge og bløde på gaden. Fy for fanden nogle tøsedrenge – 10 mod 2, og selvfølgelig bagfra! Vold er det eneste argument de kender, men hvis de bliver kolde i røven af at sidde i futtog, stævner de og deres foldsnakkende advokater Politiet for mishandling!

Herfra en masse knus til Kim. Hvis ikke denne sag kommer helt op at ringe, betyder det, at man skal finde sig i at blive overfaldet, hvis ens mening afviger fra den gemene pøbels.

Men vi tier ikke om islam, hvor meget I end truer!

OPDATERING: Kim er hjemme igen!

OPDATERING: Sagen nævnes nu i Politiken. Ekstra Bladet har derimod lagt sig på sofaen og holder dyb fyraften.

PRESSEMEDDELELSE FRA TRYKKEFRIHEDSSELSKABET

6. februar 2010

Venstreekstremistisk attentat på Uriaspostens redaktør

I forbindelse med sin dækning af en såkaldt “antifascistisk” demonstration på Århus Rådhusplads lørdag den 6. februar kl. 14 blev Kim Møller, redaktør af den populære politiske blog Uriasposten, overfaldet af 8-10 maskerede demonstranter. Kim Møller og en kammerat, der ledsagede ham, blev bagfra slået ned med flasker og derefter overdænget med spark, da de var på vej væk efter at have taget billeder af demonstrationen.

Overfaldet skete i fuldt dagslys på åben gade og i overværelse af et stort antal tilskuere.

Selv om begge de overfaldne pådrog sig læsioner i hovedet og blødte kraftigt, synes de at være sluppet uden varige men.

Trykkefrihedsselskabet betragter attentatet som et skræmmende angreb på ytringsfriheden og specielt på pressens mulighed for at dække venstreekstremistiske optrin og andre aktiviteter. De “antifascistiske” voldsmænds aktion synes inspireret af den terror, som de nazistiske stormtropper udløste i den tyske Weimarrepubliks sidste år inden Hitlers magtovertagelse i 1933.

Attentatet er det hidtil alvorligste udslag af den fascistiske vold, der i disse år har fået lov at brede sig i det danske samfund, og hvis formål kun kan være at undertrykke pressefriheden, ytringsfriheden og dermed demokratiet.

På denne baggrund vil Trykkefrihedsselskabet allerede mandag tage kontakt til justitsminister Brian Mikkelsen og bede ham forklare, hvad han agter at foretage sig for at bekæmpe den fascistiske vold i vore gader.

Politiken er ikke helt á jour med begivenhederne, ser det ud til, men det kan ikke undre.

Vejen til Damaskus ifølge Kjeld Hybel og Morten Thomas Højsgaard

Endnu en gang i dag snupper jeg fra lader jeg mig inspirere af Hodja:

Journalist Kjeld Hybel citerer blandt andet Kim Møller for at sige: ‘Øh, jamen’ og i syv tilfælde (7!) lader journalist Kjeld Hybel udtalelserne være fulgt af ‘…’ for at understrege, at Kim Møllers udtalelser er uafsluttede.

Nu har jeg selv været på TV nogle gange (som musik-udøvende), og kan skrive under på, at hele registret af adrenale reaktioner står i kø for at komme til, hvis situationen er uvant. Det er muligt at dette faktum ikke er trængt ind i Kjeld’s hybel…

Når man som journalist interviewer folk, oplever man tit, at folk siger ‘Øh, jamen’ (f. eks. Ritt øhh.. Bjerrøh-gaard?) og ikke gør deres sætningerne færdige. Det udelader journalisten meget ofte på tryk (da aviserne ellers ville blive meget lange), og Politiken citerer da heller ikke andre end Kim Møller på en tilsvarende facon i avisens udgave 31. januar 2008.

Hvorfor journalist Kjeld Hybel citerer Kim Møller på denne måde, skal vi en tur omkring Danmarks Journalisthøjskole i Århus for at finde svaret på.

På forløbet trykte medier lærer de journaliststuderende at citere folk komplet med lidet overbevisende indledninger som ‘Øh, jamen’, fortalelser og fremhævelse af deres uafsluttede sætninger. Det er en god måde at få kilden til at fremstå som utroværdig på, får de studerende at vide.

Tilegnelsen af denne citatskik indgår næppe i forløbets officielle undervisningsplan, og den hører vel snarere hjemme i afdelingen for beskidte tricks, som de studerende nødvendigvis også må stifte bekendtskab med. Men at det er et brugbart greb, demonstrerer Kjeld Hybel til fulde.

Hvorfor Kjeld Hybel lige vælger at anvende det i forbindelse med en omtale af Kim Møllers bog, bør han imidlertid præcisere.

Jamen det er vel et spørgsmål om holdninger. Hvis jeg skulle gætte, er Hr. Hybel både radikal (måske venstreorienteret, jeg kender ikke manden) og “humanist”.

Ligesom Morten Thomas Højsgaard, som i Kristeligt Dagblad nedlader sig til at skrive følgende:

… Den slags virkelighed (at “religionssociolog Lene Kühle har vist, hvordan visse moskeer i Danmark er meget tilbageholdende med at ”nyfortolke islam på dansk””) lader Møller ude af betragtning, for det vil jo tilsløre bogens sande hovedanliggende, nemlig afsløringen af Jørgen Bæk Simonsens hamskifte.

I næste sprogligt veloplagte bog af Møller kunne man passende forestille sig, at han beskrev dansk kirkehistorie fra 1885 til 2005 med særligt henblik på at afsløre, at den ene af bogens fire hoverpersoner, Søren Krarup (DF), engang var imod sognepræster som politikere.

Men spørgsmålet er så, om Trykkefrihedsselskabet også ukritisk ville udgive den rodebutik?

Jaja, ad-hominem DF-bashing, mistænkeliggørelse af folkelig modstand mod islamiseringen af Europa – så mangler vi bare Bush og jøderne og et specifikt spark til Pia Kjærsgaard. Og en lovprisning af Mao og Che og Ho.

Desuden ser jeg lige, at Helen Latifi, den iranske (!!!) sharia- og heejab-fortaler, kalder Vejen Til Damaskus for en “skod-bog”. Da hun ikke argumenterer, er dette at betragte som ren ad hominem (slå ordet op, Helen, brug evt. min ordbog),  og ikke værd at spilde yderligere tid på, indtil denne såre intelligente, frigjorte og moderate muhamedaner  stiller op med nogle konkrete kritikpunkter.

Vejen til Damaskus

Fra Informations anmeldelse i dag:

Neden under konflikten løber der imidlertid også ifølge flere forskere en mere grundlæggende uenighed. Eller som én, der som flere andre helst ikke vil have sit navn frem i diskussionen, formulerer det: “Der findes to essentialistiske lejre: En, der mener, at koranen er rigid og gør muslimer disponible for fundamentalisme, og en, der mener, at koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet. Møller og Hedegaard tilhører den første gruppe, og nogen mener, Bæk Simonsen tilhører den anden”.

Kim Møller trækker selv skellet op i starten af bogen, når han kritiserer Jørgen Bæk Simonsen for ikke at at acceptere en universalisme og for ikke at forholde sig komparativt til muslimsk kultur. Spørgsmålet er ifølge Møller, hvad der fungerer bedst, når man skal forstå islam: Kulturchauvinisme eller kulturrelativisme. Er min bedst, eller er de lige gode? Der er nok ikke nogen tvivl om, hvilken vej Kim Møller, Lars Hedegaard og kompagni hælder – og nok heller ingen tvivl om, hvilken vej Jørgen Bæk Simonsen gør. Og de bliver næppe enige lige foreløbig.

Vejen til Damaskus – dansk islamforskning 1995-2005 udkommer 31. Januar

Trykkefrihedsselskabet afholder et debatmøde med deltagelse af bl.a Kim Møller og Jørgen Bæk Simonsen 19. februar.

Update: Se Kim Møllers kommentarer til “Ugens Bogdebat” på Informeren.

Køb bogen her