Læserbrev i JP: Fredsprisen er omgjort til en miljøpris – en politisk, populistisk uddeling i mediedebattens tegn.
FREDSPRISEN er i år gået til FN’s klimapanel og Al Gore pga. deres kamp for miljøet og deres utrættelige arbejde for at bekæmpe forurening af planeten Jorden og atmosfæren omkring den.
Dermed har fredsprisen spillet fallit. (Det gjorde den nu efter min mening allerede, da man gav den til Yassir Arafat.)
Det er drønærgerligt og dybt beskæmmende, at en hæderspris, som er indstiftet med et idealistisk formål, efterhånden er blevet devalueret til nul og nix.
Respekten for FN kan efterhånden ligge på et lille sted, og nu kommer så turen til Nobels Fredspris.
At Al Gore, Michael More og vores egen letvægter Guldbrandsen formår at producere manipulerede propagandafilm bør være deres sag, men at højt placerede videnskabsfolk lukker øjnene for bevidste politiske usandheder – præsenteret som dokumentar – er katastrofalt for troværdigheden af de informationer, som skulle være et ærligt grundlag for almindelige mennesker at forholde sig til verden på.
Det er tankevækkende at se, hvordan medierne påvirker denne afgørelse. Al Gore får fredsprisen, fordi han lever og ånder for at skade miljøet samtidig med, at han giver alle andre moralprædikener.
Manipulerer
Al Gore har skabt opmærksomhed om et alvorligt problem, men han både manipulerer og henleder opmærksomheden mod de mindst effektive løsninger.
Men fremover behøver medierne såmænd ikke gøre et stort nummer ud af overrækkelsen af Fredsprisen. Den er efterhånden blevet så fuldstændig ligegyldig.
FN’s klimapanels videnskabelige arbejde med at undersøge klimaforandringerne fortjener prisen, fordi det er et glimrende signal om, at miljø har at gøre med fred.
Miljøproblemer (vandmangel, territorial-konflikter) er i bund og grund årsag til adskillige krige og konflikter, der har kostet millioner af mennesker livet.
Samtidig kan man sige, at menneskeheden ved at fokusere på en ydre fælles fjende (global opvarmning) har alle tiders oplagte mulighed for at bygge bro imellem klodens særdeles forskellige mennesker og deres måder at leve på – bestemt ikke nogen let opgave, men fælles indsats for miljøet kunne måske hjælpe?
Jeg mener, at bekæmpelse af fattigdom er det vigtigste, som kan hjælpe med til at sikre fred på Jorden. Hvis det var et argument ved uddeling af fredsprisen, så var det acceptabelt.
Der er penge at hente, når det gælder miljø – og de, som tidligere ikke har haft så store menneskelige følelser, vil vide, hvordan det skal udnyttes. Allerede nu ser vi, hvordan fattige befolkningsgrupper faktisk bliver endnu fattigere, fordi man inddrager dyrkbar jord for at bruge den til dyrkning af majs til biobrændstof. Majsprisen er øget til et niveau, så fattige ikke har råd til at købe majs. Og det gælder ikke bare salg af majs. Også fattige arbejdere bliver endnu mere udnyttet på jorderne for at tjene Vestens enorme behov for alternative brændstoffer.
Hvis vi alle havde udledt lige så mange klimagasser, som Al Gore gør, så ville vi snart komme til at leve i en regnskov. Hvad hvis vi i morgen eller den nærmeste fremtid finder ud af, at det er Solen, som er årsagen til den globale opvarmning, skal prisen så uddeles igen? eller?
Selvpromovering
For populisten Al Gore er selvpromoveringen langt vigtigere end at holde sig til fakta. Hans påstande er så fulde af faktuelle fejl og det i et så helt udsædvanligt og groft omfang, at det siger mere om Nobelkomiteen end om Al Gore.
At der er meget sund fornuft i at omlægge vores energiforsyning, er indiskutabelt, navnlig fordi vi i fremtiden vil blive afhængig af stater, som det ikke er ønskeligt at blive afhængige af.
Problemet er nu bare, at med fantaster af Al Gores kaliber skal der gennemføres fuldstændig nyttesløse foranstaltninger til mange milliarder via tvangsudskrevne brugerbetalinger (vindmøller).
Fredsprisen kommer til at blive brugt som “bevis” for, at klimaændringerne er menneskeskabte og til at fastlåse forskningen i én retning, og det er yderst betænkeligt.
Som det er nu, har Fredsprisen mistet sit formål, uanset hvor meget de ”kloge” folk i Nobelkomiteen prøver at få en fredspris til at blive omgjort til en miljøpris. Det er en politisk uddeling og tillige en populistisk i mediedebattens tegn. Hvis Alfred Nobel havde mulighed for at se, hvad der nu foregår, tror jeg, han ville have vendt sig i sin grav og forlangt den pengesum tilbagebetalt, som Nobelkomiteen nu så skamløst kaster i grams. Man merkt die Absicht und wird verstimmt.
Fredsprisen kommer til at blive brugt som “bevis” for, at klimaændringerne er menneskeskabte og til at fastlåse forskningen i én retning, og det er yderst betænkeligt.
Filed under: miljø | Tagged: Al Gore, Michael Moore, Nobelpris | Kommentarer lukket til Nobel’s Fredspris