COIN om U-landshjælp

Lidt mere debunking (fra 2006!) omkring den såkaldte U-landshjælp, som mere er en hæmsko – man kunne endda sige, at det mere har karakter af adfærdsregulering – end en inspiration for modtagerne, som reduceres til stakler uden selvværd, som alligevel langt fra i alle tilfælde modtager den ydede “hjælp”. Jeg giver ordet til Christian Bjørnskov, lektor, Ph.D. på COIN:

Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække.

I dette års finanslovsforhandlinger er de centrale parter – regeringen og Socialdemokraterne – enige om, at det er tid til at udvide ulandshjælpen igen, selvom ’ambitionsniveauet’ er forskelligt hos de to parter. VK-regeringen vil bruge 615 millioner kroner ekstra næste år, mens S ønsker at bruge 1,5 milliarder mere på en ulandshjælp, der derved når op omkring 14 milliarder. I det hele taget er opbakningen til støtten i den danske befolkning så stor, at disse forslag kun har meget få modstandere. Mens situationen på et vist plan sender et smukt signal om danskernes fornemmelse for solidaritet med den tredje verden, er den på et andet plan aldeles absurd for en nationaløkonom med interesse i udviklingsforskning.

Problemet er nemlig, at mens politikere og befolkning tydeligvis tror, at ulandshjælpen er et vigtigt bidrag til fattige landes sociale og økonomiske udvikling, viser 40 års international forskning i emnet noget helt andet. Litteraturen har naturligvis primært fokuseret på, om større mængder hjælp fører til hurtigere økonomisk udvikling, men har i de senere år også ledt efter andre problemområder, som hjælpen muligvis kunne afhjælpe. Mens enkelte forskerhold på særlig vis formår at finde en positiv effekt af ulandshjælp på den økonomiske vækstrate og andre på lignende vis dokumenterer, at hjælpen holder lande tilbage i deres udvikling, er den typiske erfaring helt enkel: Ulandshjælp har ingen som helst forbindelse med hvor hurtigt modtagerlande udvikler sig.

Læs resten

Beskyttelse af flygtningebørn

Fra JP. Denne læser siger jo ganske enkelt, som jeg selv har sagt i decennier: Hjælp flygtninge i nærområdet, og bekæmp menneskesmugling med næb og klør.

Uledsagede, udsendte ”flygtningebørn”, er blevet et stort problem i Danmark samt i resten af EU.

Det er på tide, at FN/EU opretter gode lejre, hvor disse børn kan videresendes til udredning. En udredning, der som udgangspunkt har, at de skal sendes retur til oprindelseslandet.

Lande, som ikke vil tage deres egne børn tilbage, bør ikke kunne forblive medlem af FN. En stor del af disse børn er sendt hertil af voksne personer fra oprindelseslandene.

Dette er ganske umenneskeligt.

Børnene betaler prisen for denne brutale fjernelse fra forældre og familie med store omkostninger i form af psykiske problemer. Mange bliver voldsomt og livsvarigt skadet på det følelsesmæssige område af denne fjernelse fra deres nærtstående.

Det er en aldeles uantagelig udvikling, at endnu flere børn nu flygter fra deres hjemlande.

Ved at tage dem ind i f.eks. Danmark og give dem asyl, deltager vi aktivt i forøgelsen af tilstrømningen. Dette bør standses nu ved hjælp af den her nævnte løsning.

UN? Kan man snart have tillid til dem mere?

For mit eget vedkommende har jeg længe været af den overbevisning, at UN/FN efterhånden – fra at være en repræsentant for frihed og høje idealer – er faldet til at være en kujonagtig organisation, som bøjer sig for diktaturstaters forgodtbefindende.

Jeg er vokset op i en tid, hvor FN har nydt stor respekt, men jeg må nok sige, at jeg dag for dag får mindre respekt for det foretagende. Her et af de allernyeste eksempler, og jeg synes at de er foruroligende hyppige…

I ÅR ER DET 60-året for FN’s menneskerettighedserklæring, hvilket jeg som taiwaner ønsker FN varmt til lykke med, da flere og flere journalister verden rundt har fået mulighed for at skrive frit fra næsten alle brændpunkter i verden.
På FN’s Internationale Pressefrihedsdag 3/5 vil internationale journalister paradoksalt nok ikke have adgang til Tibet op til OL i Kina. På pressefrihedsdagen vil taiwanske journalister ligeledes risikere fortsat at være nægtet adgang til WHO’s årlige verdenssundhedsmøde.

Siden 2004 har FN afslået at udstede pressekort til Taiwans journalister til verdenssundhedsmødet i Genève. Den officielle begrundelse for afslaget lyder, at Taiwan ikke er medlem af WHO.

Dette argument er dog i strid med FN’s egen menneskerettighedserklæring, der i artikel 19 fastslår, at »enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.«
Læs resten