USA sender 17.000 ekstra soldater til Afghanistan. En stor del vil angiveligt blive sendt til den sydlige del af landet, hvor langt de fleste danske soldater er udstationeret. Og den amerikanske oprustning kan få stor betydning for den danske indsats.

– Hvis det lykkedes for amerikanerne at holde talebanstyrker fra at krydse grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, så vil der komme færre til Afghanistan og dermed også færre talebanere, danskerne skal bekæmpe, siger Karsten Marrup, der er major ved Institut for Militære Operationer.

De mange tusinde ekstra amerikanske soldater kan formentlig gøre det muligt for danskerne at vriste flere områder fra Taleban og skabe den ro, der er forudsætningen for at iværksætte den civile indsats i landet.

– Det kan give mulighed for, at vi kan bevæge os uden for de områder, vi allerede har taget fra Taleban. Det kræver mange ressourcer, idet der skal være soldater til at opretholde roen i de områder, vi allerede opererer i, siger majoren.

Major Karsten Marrup advarer dog mod at tro, at de amerikanske soldater kan forbedre sikkerhedssituationen for de danske soldater fra den ene dag til den anden.

– Der er mange faktorer, der er afhængige af hinanden. Der er stadig rigtigt langt i mål, og det kommer til at tage noget tid, før de amerikanske soldater er klar og endnu længere tid, før vi ser en effekt. Vi kan ikke se en effekt næste uge, siger major Karsten Marrup.

Han understreger samtidig, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes militært.

Vi kan blive der i 100 år endnu, hvis der ikke sker en samfundsmæssig udvikling. Missionen i landet kan ikke vindes ved militære midler, men soldaterne kan skabe sikkerheden for, at man kan sætte de politiske, økonomiske og civile virkemidler i spil for at skabe udvikling, fastslår majoren.

Og den udvikling er omfattende og kræver enorme ressourcer fra det internationale samfund.

– Man kan dårligt tale om en genopbygning af Afghanistan. Landet har aldrig fungeret som en nation, som vi kender det. Samfundet skal bygges op fra begyndelsen, siger majoren.