En ækel undskyldning

En islamist og hans kristne slave

Nå, nu har Politiken gjort sig til dhimmier for alvor. For det er KUN politikens personale, som står bag denne “undskyldning” – sammen med Allan Lidegaard, REL, Wolf, Lars Pilegård, Carsten Agger, Enhedslisten, de ragiakkede og Monika S. Hansen.

Politiken har fået Danmark på ret køl med sit ”realpolitiske” træk, mener arabiske kommentatorer.

TEL AVIV
Det er et vigtigt og klogt skridt, Politiken har foretaget på Danmarks vegne, ved at indgå forlig med profeten Muhammeds efterkommere. Det mener toneangivende kommentatorer i Mellemøsten.

”Det er et afgørende og meget ærværdigt træk, Politiken har foretaget,” siger Hussein Shobokshi, en af Saudi Arabiens førende kommentatorer og meningsdannere.

”Politiken gør det med sin meddelelse klart, at offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne var af ”teknisk karakter” i forbindelse med en nyhed og ikke ment som en fornærmelse,” siger Hussein Shobokshi, (Elisabeth Taylor’s sjette mand, som han selv siger) til Berlingske Tidende.

”Det er en meget positiv udvikling.”

”Det er et forlig, som vi kan bygge på. Vi håber, at det ikke er en isoleret begivenhed, men at resten af aviserne vil følge trop og undskylde.”

Drøm videre, dit muhamedanske søn af et æsel og en hore. Jeg håber dog, at I får fat i silketråden og viser ham, hvordan religion skal udøves efter jeres koran.

At bruge skjold

The Fat Lady slår dette op som en nyhed:

Talebanbevægelsen i Afghanistan bruger i stigende grad civile som skjolde mod angreb fra de internationale styrker, siger afghansk general.

Ja, selvfølgelig. Det er en del af islamisk krigstaktik. Det samme har man kunnet iagttage i Gaza, på Vestbredden, på Balkan (hvor islamister på et tidspunkt overfaldt en islamisk begravelse med maskingevær-ild, og skød skylden på Serberne) og alle andre steder, hvor islam fører krig (det vil sige: Overalt hvor islam findes, OGSÅ i Europa).


I islam er individet uden betydning, det eneste, der tæller, er “ummah’en” – altså de “troende”, lige meget hvor de iøvrigt opholder sig. Glem ALT om Genéve-konventioner, menneskerettigheder og pålidelige forhandlinger.

Måske er der gået en prås op for “The Lady”, eller også er der ikke, så man bruger historien til at markere at man skam er med fremme i skoene…

En landsforræder får verbale tæsk

Hr. Kofoed

Ekstra Bladet har i dag afgjort med sig selv, at fantasten Carsten Kofoed skal kommentere de danske soldater i Afghanistan.

Alle de sædvanlige blog-læsere kender selvfølgelig Kofoeds hysteriske stil, som gør, at ikke en gang venstrefløjen vil have noget at gøre med ham.

Her følger nogle af hans ord – klik på linket, og læs kommentarerne. Folk er vist ikke så dumme som Carsten tror…

– Danske soldater, anført af Morten Mathiasen som pådrog sig en hjerneskade i Afghanistan, mener at de skal forrest i behandlingskøen fordi de har været i krig for det officielle Danmark. De bakkes ikke overraskende op af krigspolitikerne, som har gjort Danmark til aggressor.

Soldater er asocial og umoralske
Sådan skriver Carsten Kofoed efter en gruppe danske soldater kræver at komme foran i behandlingskøen til hospitalerne, og få behandlet de skader de har pådraget sig i krig. Carsten K. fortsætter:

– Men danske soldater har frivilligt og mod god betaling valgt at invadere et fremmed land. De er selv alene skyld i deres skader. Dette gælder ikke uheldige trafikofre eller tilskadekomne i arbejdsulykker, som i danske besættelsestroppers logik, bare har at vige pladsen for dem. Den holdning er både asocial og umoralsk.

Om Taquiya

Er der nogen som kender til muhamedanernes metoder, er det de indiske sikh’er og hinduer. Her et hinduistisk synspunkt på begrebet taquiyaFra Great Hindu:

When the media, especially the Islamic apologists, say that Islam is a religion of peace and brotherhood, the first thing that crosses my mind is Taqiyya. Ahem, err… what’s this taqiyya. In short, it is the Islamic licence to lie.

A specific justification for taqiyya by the Shi’as is the instance when ‘Ammar ibn al-Yasir (one of the companions loyal to ‘Ali and considered to be one of the first Shi’a) was detained and tortured by infidels (pagan/Hindus). He renounced his faith in order to escape and immediately went to Muhammad and repented. ‘Umar suggested that he be put to death for apostasy, however, Muhammad said that it was better for him to renounce his faith with his lips (while still believing in his heart) than to be burned to death by the infidels.

However, Taqia has several dimensions today. Muslims in US started drinking liquor to infiltrate the US armed forces. Their contention was that their alcoholism was their proof of renouncing Islam. However, once inside, they started their fidayeen operation resulting in the infamous 9/11.

Taqia is also used in hoodwinking Hindu girls into conversion. For instance, these jehadis/fidayeens even eat pork and say that they are only Muslims by birth. They also drink alcohol to fool these modern naive Hindu girls into believing that their boyfriends are atheists. However, once these girls fall into the taqiya jehadi trap, they start showing their true colours.

Taqia is also used to fool the naive media and other religionists. They say that Islam believes in co-existence. For this, they quote an ayath from the Koran which means: `To me, my religion. To you, yours’.

What they do not say is that these ayat was used by Mohammed to fool the pagans of Medina who had the upper hand… Remember, the so-called Prophet Mohammed was driven out of Medina. His life was saved because he resorted to Taqiya. However, Mohammed regrouped and butchered the pagans of Medina.

Taqia is very dangerous. Never believe the white lies of Muslims. It is nothing but Taqia. Islam is a medieval religion whose commands are obvious: Allah is the only God. Mohammed is the final prophet. Those who believe this are Mommins. Those who disbelieve are Kafirs. Kafirs should be killed or converted. If you can’t do both, trouble them to the max.

So there you are, Islam is a religion of rape and violence. To say to the contrary is nothing but taqiya. Don’t be fooled. If you are fooled, you will be like the pagans of Medina. You will be history.

Make Islam history. Relegate it to the textbooks. That is the strong message to Hindu society. And if you won’t, Hinduism will be extinct and we will all have Koran and Hadits as textbooks. Don’t let that happen.

Mahdi

Mahdi?

Europa revner igen

Jeg faldt lige over dette bloginlæg på Jyllandsposten. Og kernen er, at religion (læs: Fredens®) er ved at få styr på dagsordenen på grund af rygsøjle- og historieløse politikere og deres opportunistiske embedsmænd, som kun tænker på deres pensionsordninger.

Jette Elbæk Maressa

Guderne må forbarme sig over den måde, hvorpå religion er blevet et redskab i international politik.

Med tumulten omkring FN’s racismekonference, Durban II, oplever Europa for anden gang på kort tid, at spørgsmålet om hensynet til religion overskygger det, der egentlig burde være det naturlige værdifællesskab: ytringsfrihed og demokrati.

Først gjaldt det udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen til Nato’s generalsekretær. Nu gælder det slutdokumentet til racismekonferencen.

På kort sigt har de islamiske lande allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen i den offentlige debat.

Under de hårde forhandlinger i Strasbourg om Anders Fogh Rasmussens udnævnelse, var det ikke spørgsmålet om at stå vagt om Nato’s grundværdier, der blev diskuteret. Bekymringen gik på Anders Fogh Rasmussens forhold til de islamiske lande.

Og når det gælder Durban II-konferencen, som i går blev indledt i Genève, er fokus flyttet fra konferencens egentlige formål, bekæmpelse af racisme og fremmedhad, til endnu en debat om religion.
Hvis nogen for godt 30 år siden havde spået, at religion igen skulle spille en så stor rolle i internationale relationer, ville de være blevet afvist med datidens dogmer om, at religion er en privatsag, og at religion og politik ikke skulle blandes sammen.

På den baggrund havde EU-landene oprindeligt lagt en god strategi, som netop gik ud på helt at afvise at tale om religion og i stedet få drejet FN-konferencen tilbage på hovedsporet, der burde handle om bekæmpelse af racisme.

Men enigheden holdt ikke frem til åbningen i går i Genève, og EU har dermed endnu engang frasagt sig muligheden for at stå som en samlet, vægtig udenrigspolitisk aktør.

At det ikke lykkedes EU at træffe en beslutning om enten at komme og kæmpe for sin sag eller blive væk for at demonstrere, at der er grænser for, hvad man vil deltage i, er så meget desto mere beklageligt, fordi Durban II-konferencen netop har udviklet sig til at handle om både den værdikamp, som trækkes kraftigere op som skillelinje, og om forholdet til Mellemøsten, der altid har været en kilde til uenighed blandt EU-landene.

Et tredje element, der gør splittelsen i EU beklagelig, er, at det ikke lykkedes at holde samme spor som USA.

Bundlinjen er med andre ord, at Europa og Vesten står splittet over for en samlet islamisk verden.

Heri tegnes desværre konturerne af en ny verdensorden. I efteråret udgav European Council on Foreign Relations en rapport, som afslørede, at EU og Vesten oftere og oftere stemmes ned i FN-regi. Baseret på en optælling af 10 års afstemninger i FN, konkluderede rapportens forfattere, at mens EU’s synspunkter om menneskerettigheder tidligere nød et bredt flertal på ca. 72 pct. af stemmerne i FN’s generalforsamling, så er det i dag kun omkring halvdelen af landene, som støtter EU.

Set i det lys havde de nordiske udenrigsministre, anført af Norges Jonas Gahr Støre, fået en god ide, da de før jul besluttede at arbejde aktivt for at dreje de afrikanske lande væk fra den religiøse dagsorden, som Organisationen af islamiske lande (OIC) ønskede at fremme, til i stedet at støtte Europa. Hvis manøvren var lykkedes, ville den kunne have sat sig positive spor i FN længere tid frem.

Status nu er, at det ser endnu sortere ud for FN, og at EU fremstår som en forpjusket fugl, som ikke kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Ikke nogen særlig køn optakt til den ofte højt besungne, fælles udenrigspolitik og evnen til selv at sætte en international dagsorden.

De islamiske lande har allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen.

Time to Recognize the Armenian Genocide

armenia2241

Man forstår tyrkens uvilje mod Fogh som generalsekretær i NATO. Han kunne jo hænde at komme til at kritisere folkedrabet på armenerne. Obama siger sandsynligvis ingenting.

Amerikanerne forventer dog, at Obama tager diskussionen med Gül og Erdogan.

Wall Street Journal:

The president should be as frank with the Turks as he was during the campaign.

By ADAM B. SCHIFF

When President Barack Obama visits Turkey tomorrow, millions of Americans hope that he will fulfill a campaign promise by preparing the Turkish government for official American recognition of the Armenian genocide of 1915-23.
No American president since World War II has come into office with a stronger understanding of the facts about this terrible chapter in history. And no president has a greater track record of speaking plainly about it: As a presidential candidate, Mr. Obama argued forcefully throughout the campaign that “America deserves a leader who speaks truthfully about the Armenian genocide and responds forcefully to all genocides.”

Læs resten

US might join UNHCR / Eleanor’s Dream

From UNWatch by mail (my emphasis  & links):

U.S. Secretary of State Hillary Clinton announced today that Washington will seek membershp in the U.N. Human Rights Council, reversing the Bush Administration’s decision to steer clear of the deeply troubled body, created in 2006 ostensibly to reform its discredited predecessor.

Elections for rotating membership on the 47-nation council will take place at the General Assembly in May, with all 192 U.N. member states casting a ballot. The U.S. under the popular President Obama is virtually assured of election to the one of only 7 seats reserved for Western states. African and Asian states exercise a controlling majority with 26 seats.

Pathologically obsessed with scapegoating Israel — in more than 80 percent of all country resolutions (26 out of 33) — the council’s sessions routinely legitimize perpetrators, while turning a blind eye to millions of human rights victims around the world.

Whether we like it or not, however, the council is a permanent forum whose resolutions, translated into every language, exercise global influence on hearts and minds. As the successor to the Commission on Human Rights, it has noble origins: the commission was founded by Eleanor Roosevelt with the purpose of defending human dignity, but in later years found itself increasingly hijacked by the new U.N. majorities.

This stands in contrast to the fleeting Durban II conference, a one-week exercise that should be avoided, and whose original purpose — like Durban I and the proto-Durbans before it — was precisely to attack the West, Israel, and free speech; and was never, as the U.N. spin-machine would have us believe, “to provide concrete measures that will help millions.”

That’s why U.N. enthusiast Jimmy Carter himself was the first U.S. president to withdraw from such an event, back in 1978, a bit of history many would prefer not to recall. It was the U.N.’s first “World Conference to Combat Racism and Racial Discrimination,” also held in Geneva, which Carter skipped because the definition of racism had been “perverted for political ends.” President Ronald Reagan likewise avoided the second Geneva gathering in 1983, and President George W. Bush and Secretary of State Colin Powell famously pulled out from the third, and worst one, at Durban in 2001. Durban-fests have their own particular and pernicious provenance, and American governments have always been right to stay away.

The Human Rights Council, despite its pathologies, has a different history, weight and impact. Its mixed baggage still includes many bedrock principles embedded in positive institutions built up over time, which affirm and protect universal liberties like free speech and freedom of religion, and which need to be protected. With its proceedings now webcast, and with meetings held year-round instead of once a year, it’s a forum that grabs the world’s attention.

UN Watch therefore welcomes the U.S. decision to join the council, but only if it’s to vigorously push back against the world’s worst abusers, whose Orwellian agenda, in only three years, has begun to do away with every principle and institution of independent scrutiny, dismantling the post-war edifice of international human rights law piece by piece.

Repressive regimes now have the council in a stranglehold, eroding free speech protections in the name of Islamic sensitivities, and steadily eliminating country investigations in places like Belarus, Congo, Cuba, Liberia and Sudan. The few remaining ones, including on Sudan, are on the chopping block. (The investigation of Israel, however, which examines only Israeli actions and presumes guilt in advance, is exempt from review; fittingly, it’s headed by Richard Falk, whose fruitcake writings include the repeated suggestion that the 9/11 terrorist attacks were an inside job by the U.S. government.)

Make no mistake: given the fixed regional seating, the U.S. will only replace the principled vote of outgoing Canada — a courageous government that last week voted alone several times to oppose anti-Israel resolutions — and not that of a Saudi Arabia or Cuba. No immediate victory is in sight, then.

Still, we may see some turning of the tide. Leading council hardliners like Egypt and Pakistan may back off somewhat with their chief funder sitting at the table. And the automatic majority for the anti-freedom and anti-Israel agenda could moderately diminish.

With high-level advocacy by Washington, some wavering states could lean toward principle instead of politics. (Mexico and other Latin American countries last week refused to join the West in opposing an Islamic resolution that encouraged censorship, and merely abstained.)

Ironically, U.S. “engagement” in this case will necessarily lead America into more confrontation, especially vis-a-vis such major violators and council spoilers like Egypt, Pakistan, China, Russia, and Cuba.

Unlike the Security Council and the General Assembly, the Human Rights Council has neither the power of the sword nor the power of the purse. At its best, it has only the power of shame: to shine a spotlight on the crimes of the worst abusers.

This, tragically, it has failed to do. But it is precisely what American public opinion will demand of the U.S. to do — to introduce resolutions condemning serial violators like Sudan, Zimbabwe, and China, even if they are bound to fail.

The Europeans, by contrast, choose “consensus” as often as possible, which means granting a veto to the worst of the worst. For too many E.U. diplomats at the council, their real objective is to achieve the impression that the council is working, even when the opposite is true.

Since almost every resolution worth its salt will be automatically defeated by the repressive majority, the E.U. never introduced a single text for victims of major abusers like China, Saudi Arabia, Zimbabwe, Syria, Russia, Cuba, and so forth. That would only lead to a headline that the council failed in something — and that headline, above all, must be avoided.

Instead, the best we got on countries like Sudan were occasional, milquetoast resolutions, of the kind that praised the Al-Bashir regime for its “cooperation,” all adopted by consensus — we all are getting along fine, you see — so that the good citizens of London, Paris and Berlin could rest assured that “the council works,” and think their diplomats to be taking part in a noble body.

By contrast, Americans — Democrat or Republican — cannot stomach compromises that look like appeasement. Consensus as a virtue is big in Brussels, but it doesn’t play in Peoria. U.S. membership, therefore, will necessarily affect the culture among the Western group, strengthening some of the more principled E.U. states on the council, like the Netherlands.

To be sure, the U.S. must justify its council engagement by showing change in the Geneva atmosphere. This should start with the democracies. The U.S. must demand that the European Union withdraw its groundless opposition to Israel joining the council’s Western group — which the E.U. already allows in the New York-based U.N. bodies — thus putting an end to the injustice whereby Israel is the only country barred from joining any of the council’s five regional groups.

That small gesture would send an important signal that change is possible, and on an issue that more than any other has discredited the council.

For more on the latest session of the UN Human Rights Council, click here.

For general statistics on the UN Human Rights Council, see below.

Læs resten

Nynazister?

the3monkeys

Vestlige journalister

Bent Jensen, professor, dr. phil., leder af Center for Koldkrigsforskning, har en glimrende kronik i JP i dag. Her er en appetitvækker:

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det – hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Hvornår hører det internationale og danske hykleri op? Hvornår holder EU og den danske regering op med at lade, som om Hamas er en regering eller bare en organisation, man kan forhandle med? Hvornår kræver Danmark og EU Iran smidt ud af FN? En folkemorderisk stat, der skamløst opfordrer til udryddelse af den jødiske stat.

Hvorfor kan Israel ikke blive medlem af FN’s sikkerhedsråd og FN’s menneskeretskommission, når diktatur- og terrorstaterne Libyen, Sudan, Syrien og Cuba kan?

Og hvornår fjernes det særlige arabiske privilegium, som gør flygtninge fra 1947-1948 til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge fra alle andre af denne syndige jords konflikter integreres for at få et normalt liv? Som f. eks. de mange hundredtusinde jødiske flygtninge fra arabiske lande i samme tidsrum.

Eller som de millioner af tyskere, pakistanere, indere og andre, der blev drevet på flugt i disse år. Det drejer sig om civilisation og demokrati kontra barbari og despoti. Ikke kun i Mellemøsten, hvor kampen står mellem Israel og islam, men også i Europa.

Den kloge og skarpe Henryk Broder har skrevet den uforlignelige bog om Vesteuropas uforstand, ”Hurra, vi kapitulerer!” I nogle år endnu kan vore politikere, journalister og kultursociologer leve i den illusion, at vi kan undgå konflikten i Europa ved at tale om noget andet og lukke øjnene for barbariet. Det kan vi ikke. De heiler allerede både dér og her. Vi vil komme i samme situation, som Israel.

Tyrkiets Erdogan i Bruxelles

Fra Kr. Dagblad:

At Recep Tayyip Erdogans besøg i EU-hovedstaden Bruxelles i denne uge var ventet med stor spænding kunne ses på, at tænketanken European Policy Centre næsten en uge i forvejen måtte lukke for adgangen til et arrangement med den tyrkiske ministerpræsident i hovedrollen.

Det var fire år siden, at han sidst havde været i byen, så interessen fra folk i og omkring EU-systemet var stor for at se, hvordan denne nye bebudede EU-offensiv fra tyrkisk side ville tage sig ud efter en lang periode, der har været præget af mathed i tilnærmelserne mellem unionen og dens store nabo i sydøst.

[…]
Han nåede både at opfordre verden til at anerkende Hamas som demokratisk valgt samtalepartner, at slå Israel i hovedet med Genève-konventionen og fordømme dets manglende evne til at se ”Palæstina som en separat stat”. Ligesom han advarede EU-landene mod at bruge Tyrkiet som skræmmesymbol i de forestående kampagner til EU-parlamentsvalget og truede med at afbryde planerne om den såkaldte Nabucco-gasledning, der skal føre naturgas til EU uden om Rusland, hvis man fra EU’s side ikke viser sig lidt mere forstående i optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.

Nu er det jo bare sådan, at tyrken her bruger Genevekonventionerne til at slå Israel i hovedet med. Og det kommer fra en leder af et land, som har begået folkedrab på armenerne og kurderne, besat et EU/UN-land (nemlig Cypern), og som er inde i en galloperende islamisering, som vi her i Europa stort set intet får at vide om.

Læs f. eks. hele denne artikel af Robert Ellis i Informatíon. Robert Ellis er ekspert i tyrkiske forhold, han har selv boet en årrække i Tyrkiet og har kontakter, som kun de færreste kan drømme om:

Året efter AKP kom til magten, vedtog dets parlamentariske flertal at ansætte 15.000 nye imamer i stedet for som foreslået 1.600 i landets mere end 77.000 moskeer. Men vedtagelsen blev bremset af Den Internationale Valutafond, der som betingelse for et lån på 16 mia. dollars havde sat et loft over offentlige ansættelser på 34.000 i det år. Og det omfattede sundhedsvæsenet, uddannelse, politiet og religiøse anliggender.

Truslen “hvis vi ikke snart får vore 72 millioner mennesker ind i EU, så lukker vi for gassen fra Rusland” var et skud i egen fod, som Erdogan for sent indså. Hvem vil købe et brugt Eiffeltårn af den mand?

Og de muhamedanske lande retter sig som bekendt efter Cairo-deklarationen, når de taler “menneskerettigheder” i deres egne lande, og når de uspecificeret anvender ordet “menneskerettigheder” overfor naive vesterlændinge.

Blacktalk

DA MAHMOUD AHMEDINEJAD blev valgt til Irans præsident i 2005, var glæden stor. Ikke blot i de mest ekstremistiske kredse af det iranske præstestyre, men, ironisk nok, også blandt præstestyrets største fjender. Sidstnævnte gruppe håbede nemlig, at den nyvalgte præsident inden for kort tid, med brugen af bizarre bemærkninger, ville bringe Iran øverst på de vestlige demokratiers sorte liste. To år er gået siden, og det må siges, at den iranske præsident har gjort de kredse, der ønsker og beder til præstestyrets endeligt, en enorm tjeneste.

På den ene side finder stadig flere lande den iranske præsidents vedvarende Holocaust-benægtelser, trusler mod staten Israel og kompromisløse standpunkter over for atomprojektet for latterlige udtalelser. Men på den anden side tager den samme række lande den iranske præsident langt mere alvorligt end tidligere, fordi der i dag, to år efter hans første provokationer, ikke længere er tvivl om, at Ahmedinejad er en af de mest radikale og magtbegærlige ledere, verden har set siden Anden Verdenskrig.

Læs det hele her