Så rabler det igen for Vestager

Vi ved alle, hvordan en løftet mullah-pegefinger ser ud. Her den radikale variant.

De radikale er travlt beskæftiget med at slå søm i egen ligkiste. Seneste stunt fra den kant er, at de nu forlanger, at vi skal tage imod KLIMAFLYGTNINGE. Herligt – så kan vi flytte Darfour-konflikten herop ved samme lejlighed.

Vestagers stunt minder mig utroligt meget om Bay Bundegaards stunt om at ville slå grænserne på vid gab for fattigdomsflygtninge (hvorefter hun og hendes mand byggede et meterhøjt hegn omkring deres ejendom).

Hvad foregår der inde i hovedet på de mennesker? Er det klimakteriets sidste krampetrækninger, de radikales dødskramper, tager de ecstasy eller hvad sker der?

De Radikale vil reservere 150 midlertidige opholdstilladelser i Danmark til klimaflygtninge og ændre FN’s flygtningekonvention, så den omfatter mennesker på flugt fra klimakatastrofer.

Tanken bliver på forhånd skudt ned af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), og også den konservative integrationsordfører, Naser Khader, vender tommelen nedad.

– Vi skal ikke udvide flygtningebegrebet til at omfatte andet end individuelt forfulgte, siger han. Han vil hellere hjælpe i nærområderne end flytte folk til Danmark.

Hvad er det nu, vejen til Helvede er brolagt med? Nåjo, gode intentioner.

…  – Intentionen om at hjælpe, synes jeg, er rigtig. Men vi har ikke fået defineret hvem og efter hvilke regler, der skal gives hjælp, siger han [Andreas Kam, AL] og understreger, at hjælp til klimaflygtninge ikke må gå fra andre flygtninge.

U-lands”hjælp” – Grønland

Fra Henrik Gade Jensens JP-blog:


P1´s Orientering
havde derfor interviewet den grønlandske oppositionsleder og socialist Kuupik Kleist fra partiet Inuit Ataqatigiit. Det var ægte politisk visdom. Jeg har nedenfor skrevet en
del af indslaget ud, men her er essensen af hvad Kuupik Kleist sagde:

  1. Det er forkert at udstille en særlig gruppe og så gøre politik til et spørgsmål om at hjælpe dem. For individerne skal ses i den sammenhæng de indgår i.
  2. Hvis man så alligevel fastholder en særlig gruppe som “sultne børn” og hjælper dem specifikt, vil det kun forværre problemerne.
  3. For det er et eksempel på den klassiske fejltagelse at tage ansvaret fra individerne og behandle dem som passive, viljesløse væsener.
  4. Ingen kan løse andres problemer. Og forsøget gør det værre.
  5. “Sultne børn” er ikke et specielt grønlandsk problem, men problematikken er den samme over hele verden.
  6. Det gælder om at se “sultne børn” i sammenhæng med de mekanismer og strukturer der fungerer.

De mildt forargede spørgsmål fra P1-journalisten viser også, hvordan “den gode sag” med de “sultne børn” styrer indslaget og skal forsøge at appellere til forargelse. Først de sultne og så uligheden. De fleste danske politikere havde utvivlsomt overgivet sig øjeblikkeligt ved begrebet “sultne børn” og straks åbnet statskassen og lovet lovindgreb. Men Kleist maner til besindighed og respekt for, at samfundet er mere trægt og bagvendt.

Kuupik Kleist udtrykker her den højeste politiske visdom, for det er svøben i vor tids politik med enkeltsager eller -grupper, der i medierne eksponeres til voldsom forargelse: socialt udstødte, hjemløse på gaden, enlige mødre, afviste asylansøgere, fattige i Afrika, rige og fattige osv osv. Vi skal se på mekanismerne og strukturerne, svarer Kleist. Hjælpes der med en pose penge her og nu, kan det let få negative virkninger på lang sigt.

Læs resten

U-landshjælpen er en sovepude

Fra Kr. Dagblad – læs det hele:

Død bistand. Det er titlen på en provokerende bog af den zambisk fødte økonom Dambisa Moyo. Bogen er et opgør med traditionel vestlig bistand til de afrikanske lande.

– Jeg har skrevet bogen, fordi jeg var oprørt over det faktum, at landene i Afrika stadig flyder rundt i en situation af fattigdom og manglende udvikling, mens resten af verden har haft fuld fart på de seneste 30-40 år, fortæller Dambisa Moyo i et interview med Kristeligt Dagblad.

Hun er født i Zambia, men er uddannet på universiteter i Storbritannien og USA. Hun har arbejdet som økonom i Verdensbanken og var indtil sidste år i investeringsbanken Goldman Sachs.

– Udviklingshjælp er som narkoafhængighed, og det gælder på begge sider.

Donorerne har brug for, at deres virksomhed fortsætter, fordi det hjælper med at skabe beskæftigelse, og der er stemmer blandt vælgere, som hælder mod venstre, forklarer hun.

Men det største problem er i Afrika, hvor den konstante udviklingshjælp betyder, at regeringer ikke behøver at bekymre sig om at opkræve skatter, og lederne ikke står til ansvar over for deres vælgere.

Dambisa Moyo mener, at den hjælp derfor er alt for passiviserende og skaber korruption. Pengene bliver i for høj grad brugt på militæret og et oppustet embedsværk – men leverer ikke vækst og velstand til befolkningen.

Danida: Danmarks ulandsbistand & statslige udgifter til ulandsoplysning i Danmark 1984-1998 (i mio. danske kroner). For fodnoter, klik på linket.

COIN går i dybden med U-landshjælpens effekt

Nynazister?

the3monkeys

Vestlige journalister

Bent Jensen, professor, dr. phil., leder af Center for Koldkrigsforskning, har en glimrende kronik i JP i dag. Her er en appetitvækker:

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det – hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Hvornår hører det internationale og danske hykleri op? Hvornår holder EU og den danske regering op med at lade, som om Hamas er en regering eller bare en organisation, man kan forhandle med? Hvornår kræver Danmark og EU Iran smidt ud af FN? En folkemorderisk stat, der skamløst opfordrer til udryddelse af den jødiske stat.

Hvorfor kan Israel ikke blive medlem af FN’s sikkerhedsråd og FN’s menneskeretskommission, når diktatur- og terrorstaterne Libyen, Sudan, Syrien og Cuba kan?

Og hvornår fjernes det særlige arabiske privilegium, som gør flygtninge fra 1947-1948 til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge fra alle andre af denne syndige jords konflikter integreres for at få et normalt liv? Som f. eks. de mange hundredtusinde jødiske flygtninge fra arabiske lande i samme tidsrum.

Eller som de millioner af tyskere, pakistanere, indere og andre, der blev drevet på flugt i disse år. Det drejer sig om civilisation og demokrati kontra barbari og despoti. Ikke kun i Mellemøsten, hvor kampen står mellem Israel og islam, men også i Europa.

Den kloge og skarpe Henryk Broder har skrevet den uforlignelige bog om Vesteuropas uforstand, ”Hurra, vi kapitulerer!” I nogle år endnu kan vore politikere, journalister og kultursociologer leve i den illusion, at vi kan undgå konflikten i Europa ved at tale om noget andet og lukke øjnene for barbariet. Det kan vi ikke. De heiler allerede både dér og her. Vi vil komme i samme situation, som Israel.

Gaza og Folkekirken(s Nødhjælp)

Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur., og har en klumme i dagens 180Grader, som fortjener at blive opbevaret for eftertiden og læst af så mange som muligt. Han siger det, der skal siges, og gør det utrolig godt.

På hjørnet af Nørregade og Skt. Pederstræde har Folkekirkens Nødhjælp fået nye lokaler, og her udfolder man de aktiviteter, der nok skal øge animositeten mod den kirke, man tilfældigvis deler navn med. Forleden var det Israel, man var ude efter. På fortovet var opstillet en slags sandsække, der blev bevogtet af alvorlige unge i grønt tøj med hjelme og attrapgeværer. Det eneste realistiske indslag var de små israelske flag. Formålet var at gøre de forbipasserende opmærksomme på de gener og ydmygelser, som Israel udsætter palæstinensere for ved de mange checkpoints.

Min første tanke var, at ville man skabe forståelse for disse problemer, burde nogen liste ned på Strøget og sprænge et kæmpe kanonslag i menneskemyldret. I forvirringen og mens røgen lettede, kunne man smide om sig med slagteriaffald og rød maling for at gengive de rædselsscener, der jævnligt er i Israel, når en selvmordsbomber har slået til. Det burde nok give en vis forståelse for problemerne hos de forbipasserende, herunder israelernes ejendommelige forkærlighed for checkpoints.

Læs resten

Journalist og offer?

Den propalæstinensiske og venstreorienterede Jørgen Flindt Petersen skriver i Informatíon om en Mohammed Omer, en palæstinensisk journalist, som JFP ikke har mødt, men dog emailet og talt i telefon med:

… I forsommeren blev Mohammed tildelt den fornemme Martha Gellhorn Pris for sine reportager, “der gennem kendsgerninger modarbejder officiel propaganda”. Israel ville ikke give ham tilladelse til at rejse til London for at modtage den og først efter intervention fra en hollandsk parlamentarisk og den kendte britisk journalist, John Pilger, lykkedes det ham at komme ud fra verdens største åbne fængsel. Ud over prismodtagelsen i London besøgte Mohammed Sverige, Holland, Frankrig og Grækenland for at fortælle om forholdene i Gaza. Desværre lykkedes det ikke at få ham til Danmark.

Det har selvfølgelig været en torn i øjet for de israelske myndigheder, at den unge, troværdige journalist på sit glimrende engelsk satte ord på lidelserne i Gaza.

Lad os se, hvad denne “unge troværdige journalist” har liggende af “kendsgerninger, som modarbejder officiel propaganda” på sit website (smagsprøver) (jeg tror Martha Gellhorn roterer i sin grav):

https://i0.wp.com/rafah.virtualactivism.net/cartoons/1.jpg

"Livet i Palæstina"

Den daglige beskydning

"Den daglige beskydning"

Så kender vi stilen igen…

Her beklager Omer sig i The Independent over, at “Julemanden ikke havde noget med til Gaza” (hulk…).

For det første sender de vestlige lande hundreder af millioner Euro om året til de palæstinensiske selvstyreområder.
For det andet bruges alle disse hundreder af millioner Euro ikke til at forbedre infrastruktur, skoler og hospitaler, men til at spække diverse schweitziske bankkonti og til våbenindkøb til den koran-påbudte ødelæggelse af Israel.

For mig at se retter den gode Mohammed Omer skytset den forkerte vej – det palæstinenserne har allermest brug for, er en sekulær regering, som ikke er gennemkorrupt og fordærvet af islamisk fundamentalisme som Hamas og Fatah. Men Omer har åbenbart intet imod at bo i et Fatah-kontrolleret område, og undlader enhver kritik af det diktatur, som holder hans folk nede i fattigdom. Men som 24-årig er han jo også opflasket med den samme “livsfilosofi”.

Godhedsindustriens tavshed

Et offer for diktatur og analfabetisme

Et offer for diktatur og godhedsindustri

Hvorfor? Er de bange for, at danskerne bliver skeptiske overfor U-landshjælp? Så vil jeg sige, at det var på tide. Dette er jo langt fra den første af disse affærer. Min gamle moder har været sekretær i Røde Kors i en længere årrække – hun kan fortælle artige historier om diktatorers brug af de indsamlede midler. Jo før folk finder ud af, at de er med til at financiere diktatorens guld-badekar og kanoner i stedet for at fylde maverne på sultne mennesker, jo bedre. Vi har efterhånden brændt penge af i Afrika og Mellemøsten siden 2. Verdenskrig uden at nogen har fået det bedre af den grund. Alle de gode mennesker, som har spyttet i bøssen, må nok se i øjnene, at de er blevet fuppet.

Salg af afladsbreve

Salg af afladsbreve

Nå, men i det mindste har de pæne mennesker så købt aflad, og skal derfor 300 år mindre i Skærsilden, når de dør. Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer!, som afladskræmmeren Texel så smukt udtrykte det.

Og hvad har Danida at sige? Jo: Danidas opgave er at fortælle de positive historier,” siger kontorchef i Danida Mette Melson til avisen...

Danidas opgave er med andre ord at lyve så stærkt som en hest kan rende, indtil remmer og tøj ikke kan holde længere, ved at undlade at give disse oplysninger fri. Endnu en pinlig sag for Godhedsindustrien.

Nyhedsavisen afslører:

I ét af dokumenterne fra Danida fra 19. april 2006 står der for eksempel om en sag i Tanzania: »Bedrageriet omfatter i alt 3,8 millioner kroner. Politiet er af den opfattelse, at alle pengene er brugt i mislykkede mine- og ædelstensinvesteringer.«

»Der er tale om et tilfælde af tyveri af 5.000.000 FCFA (cirka 57.000 kroner. red) af befolkningens bidrag til nye vandpunkter, som kassereren ved regional direktionen for vand havde stukket i egen lomme,« fremgår det af et andet dokument fra 14. februar 2008 om en sag i Benin. »Der er begået underslæb for et samlet beløb på cirka DKK 316.000 kroner,« står der i en sag fra 3. oktober 2005. Og et overslag over svindel og forsvundet udstyr i et projekt »beløber sig til 426,283 kroner,« skriver Danida den 30. januar 2008.

Omar Hassan al-Bashir - uværdig modtager af dansk bistand

Fra 180Grader:

Danida, som bestyrer fordelingen af de danske ulandsmilliarder i Udenrigsministeriet, har holdt snyd for mindst 176 mio. kr. hemmeligt. “Danidas opgave er at fortælle de positive historier,” lyder forklaringen fra en kontorchef.

Igennem de seneste fire år har der været 395 tilfælde af svindel med danske ulandsmidler, fremgår det af hidtil hemmeligholdte oplysninger, som Nyhedsavisen og TV2 har fået fat i. I 244 af sagerne har de to medier fået adgang til nærmere viden, som bl.a. viser, at der er tale om svindel for mindst 176 mio. kr. Men det er kun toppen af isbjerget, fortæller en ekspert på området.

“I har kun fundet en brøkdel af det reelle snyd og tyveri,” siger revisor Arthur Andreasen fra Dansk Revision, der har arbejdet med at kontrollere bistandsmidler igennem mere end 20 år, til Nyhedsavisen.

I den del af isbjerget, som befinder sig under havoverfladen, finder man bl.a. de 151 svindelsager, som Danida ikke vil udlevere oplysninger om, angiveligt “af hensyn til diplomatisk kotyme for samarbejde med andre landes ambassader og myndigheder,” som Danida skriver i et brev til Nyhedsavisen i december 2007.

Bedragerisagerne, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i, har ligget på Danidas kontor i årevis. Og der kommer hele tiden nye svindelsager til, men Danida vil ikke fortælle om dem til offentligheden.

Danidas opgave er at fortælle de positive historier,” siger kontorchef i Danida Mette Melson til avisen.

Læs mere på U-landsnyt