At bruge skjold

The Fat Lady slår dette op som en nyhed:

Talebanbevægelsen i Afghanistan bruger i stigende grad civile som skjolde mod angreb fra de internationale styrker, siger afghansk general.

Ja, selvfølgelig. Det er en del af islamisk krigstaktik. Det samme har man kunnet iagttage i Gaza, på Vestbredden, på Balkan (hvor islamister på et tidspunkt overfaldt en islamisk begravelse med maskingevær-ild, og skød skylden på Serberne) og alle andre steder, hvor islam fører krig (det vil sige: Overalt hvor islam findes, OGSÅ i Europa).


I islam er individet uden betydning, det eneste, der tæller, er “ummah’en” – altså de “troende”, lige meget hvor de iøvrigt opholder sig. Glem ALT om Genéve-konventioner, menneskerettigheder og pålidelige forhandlinger.

Måske er der gået en prås op for “The Lady”, eller også er der ikke, så man bruger historien til at markere at man skam er med fremme i skoene…

Mad dogs and danish politicians

Biederman har dialog

Biederman har dialog

I Venstre og Socialdemokratiet ved man tydeligvis ikke nok om islam, hvis man tror, at man kan få noget ud af at forhandle med folk, som skærer hænder af, brænder pigeskoler og stener kvinder, fordi de er blevet voldtaget.

Taleban overholder ingen konventioner overhovedet, deres hjerner er sendere uden modtagerenhed, og de kan kun sende på én bølgelængde. Og vestlige politikere bliver ved med at fodre krokodillen og låne brandstifterne tændstikker.

For my english speaking readers: I satirise on the danish government, who wants to negotiate with the Taleban…

V og S: Fornuftigt at forhandle med Taleban

Venstre og Socialdemokraterne accepterer, at det danske militær samarbejder med Taleban i Afghanistan.

Ifølge Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft og Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo er det nødvendigt og fornuftigt, at det danske militær samarbejder og forhandler med Taleban-folk. Det skriver Berlingske Tidende.

“Man er nødt til at anskue det sådan, at hvis man vil vinde i Afghanistan, så er man nødt til at få det flertal af mennesker, som sidder oppe på gærdet og er tilskuere til konflikten, til at hoppe ned på vores side og ikke på Talebans side,” siger Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft til Berlingske Tidende, og fortsætter:

“Der er så mange uløselige dilemmaer i konflikten. Men det overordnede mål må være at inddrage så mange som muligt, for der er overhovedet ingen udsigt til at vinde en reel militær sejr, hvis man ikke får skabt lokal opbakning.”

Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo er helt enig.

“Jeg har altid set sådan på det, at det er fornuftigt at snakke med sine modstandere. Som tidligere politimand ved jeg jo, at hvis man ikke vil tale med forbrydere, så opklarer man heller aldrig nogen forbrydelser,” siger han til Berlingske Tidende.

Nyt fra Fredens og Tolerancens Religion, Per Stig Møller!

Iranske kristne i kirke

Iranske kristne i kirke

Tre iranske konvertitter beordres til at ophøre med deres ‘kristne aktiviteter’
Af Compass Direct, via Åbne Døre

De iranske kristne har en hverdag, hvor det i stigende grad bliver gjort vanskeligt at praktisere deres kristne tro. De iranske myndigheder barsler med en lov, ifølge hvilken alle muslimer, der bliver kristne, vil blive tildelt dødsstraf. Men allerede nu mærker de iranske kristne, at de bliver presset af myndighederne. Nu er fx tre kristne blevet fængslet, alene fordi de praktiserer deres kristne tro.

Resumé:
LOS ANGELES, 31. marts (Compass Direct News) – En domstol i Shiraz erklærede den 10. marts tre iranske kristne skyldige i at samarbejde med “anti-statslige bevægelser”. Domstolen beordrede konvertitterne til at ophøre med deres kristne aktiviteter, herunder at udbrede deres tro.

Du skal ikke komme her og være kristen, så skal vi nok lære dig alt om Islam!

Du skal ikke komme her og være kristen, så skal vi nok lære dig alt om Islam!

En dommer fra den Islamiske Revolutions-domstol dømte Seyed Allaedin Hussein, Homayoon Shokouhi og Seyed Amir Hussein Bob-Annari til otte måneders betinget fængsel med en femårig prøvetid. Dommeren sagde, at hvis de overtrådte betingelserne for deres prøvetid – herunder et forbud mod at kontakte hinanden – ville han håndhæve fængselsstraffen og sigte dem for at være “frafaldne”, som personer, der forlader islam.

En ny straffelov, som er under behandling i det iranske parlament, omfatter et lovforslag, som kræver dødsstraf for at forlade islam. “Den advarsel, at de vil blive ‘arresteret og dømt som frafaldne’, hvis de fortsætter deres kristne aktiviteter, er ganske skræmmende,” sagde en regional analytiker, som har anmodet om at forblive anonym.

US might join UNHCR / Eleanor’s Dream

From UNWatch by mail (my emphasis  & links):

U.S. Secretary of State Hillary Clinton announced today that Washington will seek membershp in the U.N. Human Rights Council, reversing the Bush Administration’s decision to steer clear of the deeply troubled body, created in 2006 ostensibly to reform its discredited predecessor.

Elections for rotating membership on the 47-nation council will take place at the General Assembly in May, with all 192 U.N. member states casting a ballot. The U.S. under the popular President Obama is virtually assured of election to the one of only 7 seats reserved for Western states. African and Asian states exercise a controlling majority with 26 seats.

Pathologically obsessed with scapegoating Israel — in more than 80 percent of all country resolutions (26 out of 33) — the council’s sessions routinely legitimize perpetrators, while turning a blind eye to millions of human rights victims around the world.

Whether we like it or not, however, the council is a permanent forum whose resolutions, translated into every language, exercise global influence on hearts and minds. As the successor to the Commission on Human Rights, it has noble origins: the commission was founded by Eleanor Roosevelt with the purpose of defending human dignity, but in later years found itself increasingly hijacked by the new U.N. majorities.

This stands in contrast to the fleeting Durban II conference, a one-week exercise that should be avoided, and whose original purpose — like Durban I and the proto-Durbans before it — was precisely to attack the West, Israel, and free speech; and was never, as the U.N. spin-machine would have us believe, “to provide concrete measures that will help millions.”

That’s why U.N. enthusiast Jimmy Carter himself was the first U.S. president to withdraw from such an event, back in 1978, a bit of history many would prefer not to recall. It was the U.N.’s first “World Conference to Combat Racism and Racial Discrimination,” also held in Geneva, which Carter skipped because the definition of racism had been “perverted for political ends.” President Ronald Reagan likewise avoided the second Geneva gathering in 1983, and President George W. Bush and Secretary of State Colin Powell famously pulled out from the third, and worst one, at Durban in 2001. Durban-fests have their own particular and pernicious provenance, and American governments have always been right to stay away.

The Human Rights Council, despite its pathologies, has a different history, weight and impact. Its mixed baggage still includes many bedrock principles embedded in positive institutions built up over time, which affirm and protect universal liberties like free speech and freedom of religion, and which need to be protected. With its proceedings now webcast, and with meetings held year-round instead of once a year, it’s a forum that grabs the world’s attention.

UN Watch therefore welcomes the U.S. decision to join the council, but only if it’s to vigorously push back against the world’s worst abusers, whose Orwellian agenda, in only three years, has begun to do away with every principle and institution of independent scrutiny, dismantling the post-war edifice of international human rights law piece by piece.

Repressive regimes now have the council in a stranglehold, eroding free speech protections in the name of Islamic sensitivities, and steadily eliminating country investigations in places like Belarus, Congo, Cuba, Liberia and Sudan. The few remaining ones, including on Sudan, are on the chopping block. (The investigation of Israel, however, which examines only Israeli actions and presumes guilt in advance, is exempt from review; fittingly, it’s headed by Richard Falk, whose fruitcake writings include the repeated suggestion that the 9/11 terrorist attacks were an inside job by the U.S. government.)

Make no mistake: given the fixed regional seating, the U.S. will only replace the principled vote of outgoing Canada — a courageous government that last week voted alone several times to oppose anti-Israel resolutions — and not that of a Saudi Arabia or Cuba. No immediate victory is in sight, then.

Still, we may see some turning of the tide. Leading council hardliners like Egypt and Pakistan may back off somewhat with their chief funder sitting at the table. And the automatic majority for the anti-freedom and anti-Israel agenda could moderately diminish.

With high-level advocacy by Washington, some wavering states could lean toward principle instead of politics. (Mexico and other Latin American countries last week refused to join the West in opposing an Islamic resolution that encouraged censorship, and merely abstained.)

Ironically, U.S. “engagement” in this case will necessarily lead America into more confrontation, especially vis-a-vis such major violators and council spoilers like Egypt, Pakistan, China, Russia, and Cuba.

Unlike the Security Council and the General Assembly, the Human Rights Council has neither the power of the sword nor the power of the purse. At its best, it has only the power of shame: to shine a spotlight on the crimes of the worst abusers.

This, tragically, it has failed to do. But it is precisely what American public opinion will demand of the U.S. to do — to introduce resolutions condemning serial violators like Sudan, Zimbabwe, and China, even if they are bound to fail.

The Europeans, by contrast, choose “consensus” as often as possible, which means granting a veto to the worst of the worst. For too many E.U. diplomats at the council, their real objective is to achieve the impression that the council is working, even when the opposite is true.

Since almost every resolution worth its salt will be automatically defeated by the repressive majority, the E.U. never introduced a single text for victims of major abusers like China, Saudi Arabia, Zimbabwe, Syria, Russia, Cuba, and so forth. That would only lead to a headline that the council failed in something — and that headline, above all, must be avoided.

Instead, the best we got on countries like Sudan were occasional, milquetoast resolutions, of the kind that praised the Al-Bashir regime for its “cooperation,” all adopted by consensus — we all are getting along fine, you see — so that the good citizens of London, Paris and Berlin could rest assured that “the council works,” and think their diplomats to be taking part in a noble body.

By contrast, Americans — Democrat or Republican — cannot stomach compromises that look like appeasement. Consensus as a virtue is big in Brussels, but it doesn’t play in Peoria. U.S. membership, therefore, will necessarily affect the culture among the Western group, strengthening some of the more principled E.U. states on the council, like the Netherlands.

To be sure, the U.S. must justify its council engagement by showing change in the Geneva atmosphere. This should start with the democracies. The U.S. must demand that the European Union withdraw its groundless opposition to Israel joining the council’s Western group — which the E.U. already allows in the New York-based U.N. bodies — thus putting an end to the injustice whereby Israel is the only country barred from joining any of the council’s five regional groups.

That small gesture would send an important signal that change is possible, and on an issue that more than any other has discredited the council.

For more on the latest session of the UN Human Rights Council, click here.

For general statistics on the UN Human Rights Council, see below.

Læs resten

Per Stig Møller og DurbanII

I går sagde en af mine venner glædesstrålende: “Har du læst det seneste om DurbanII? Danmark og EU vil boykotte mødet”. (Han havde læst MSM for et par dage siden).

Han tog fejl.

Per Stig Møller fortsætter uforfærdet hen imod Durban II-konferencens forsøg på at bringe menneskerettighederne til diskussion til fordel for diverse “religioner”.

Besøg links’ene i indlægget.

Fra 180Grader

Udenrigsminister Per Stig Møller modtog i går over 1.000 underskrifter fra en række kendisser, som alle ønsker, at Danmark boykotter FN’s racismekonference Durban II. Men udenrigsministeren står fast på sin holdning om at deltage.

1.106 underskrifter fra blandt andet Mikael Jalving, Kai Sørlander, Bent Blüdnikow, Jørgen Leth, Peter Øvig Knudsen, Manu Sareen, Kurt Westergaard, Farshad Kholghi, Ralf Pittelkow, Claes Kasthold Hansen og Ole Birk Olesen blev i går afleveret til udenrigsminister Per Stig Møller. Det fortæller Berlingske Tidende.

De mange underskrifter indsamlet på initiativ af gruppen Beskyt Menneskerettighederne fik dog ikke udenrigsministeren til ændre sin holdning til Durban II.

“Kan man nå i mål via forhandlinger, så er det min opfattelse, at det er bedre end at løbe væk og svigte ytringsfriheden. Hvis der er mulighed for at vinde slaget om ytringsfriheden, så skal man blive og kæmpe, dem der går i utide, kan i hvert fald ikke slå nogen,” sagde Per Stig Møller ifølge Berlingske Tidende.

Nej, Per Stig, men ved at udeblive sender man et kraftigt signal omkring konferencens legitimitet, hvilket man iøvrigt også gør ved at deltage (blot med diametralt modsat værdiladning).

“Der er allerede sket et ryk i forhandlingerne. FN er kommet med et udkast, hvor forslaget om at forbyde kritik af religion er væk, og punktet angående Israel er fjernet,” fortsatte han med henvisning til det reviderede udkast til et slutdokument som FN’s menneskerettighedsråd præsenterede tidligere i går.

Idéhistoriker Malene Busk, der var blandt de fire repræsentanter for Beskyt Menneskerettighederne, som afleverede underskrifterne, mener ikke, at Per Stig Møller forstår alvoren i at begynde at forhandle om menneskerettighederne.

“Processen har mangel på legitimitet. Der er flertal for en fuldstændig ureglementeret kapring af, hvad der skulle have været menneskerettigheder, men nu er blevet særrettigheder til religioner. Man må vise, at det er en fuldstændig illegitim proces ved at nægte at deltage,” sagde hun ifølge Berlingske Tidende.

Indtil videre har Canada, USA, Israel og Italien boykottet konferencen, mens EU har truet med boykot, hvis konferencen kommer til at handle om at gøre religionskritik ulovligt og køre hetz mod Israel.

De islamiske landes samarbejdsorganisation, OIC, har endnu ikke kommenteret det reviderede udkast til slutdokumentet til Durban II.


Nynazister?

the3monkeys

Vestlige journalister

Bent Jensen, professor, dr. phil., leder af Center for Koldkrigsforskning, har en glimrende kronik i JP i dag. Her er en appetitvækker:

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det – hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Hvornår hører det internationale og danske hykleri op? Hvornår holder EU og den danske regering op med at lade, som om Hamas er en regering eller bare en organisation, man kan forhandle med? Hvornår kræver Danmark og EU Iran smidt ud af FN? En folkemorderisk stat, der skamløst opfordrer til udryddelse af den jødiske stat.

Hvorfor kan Israel ikke blive medlem af FN’s sikkerhedsråd og FN’s menneskeretskommission, når diktatur- og terrorstaterne Libyen, Sudan, Syrien og Cuba kan?

Og hvornår fjernes det særlige arabiske privilegium, som gør flygtninge fra 1947-1948 til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge fra alle andre af denne syndige jords konflikter integreres for at få et normalt liv? Som f. eks. de mange hundredtusinde jødiske flygtninge fra arabiske lande i samme tidsrum.

Eller som de millioner af tyskere, pakistanere, indere og andre, der blev drevet på flugt i disse år. Det drejer sig om civilisation og demokrati kontra barbari og despoti. Ikke kun i Mellemøsten, hvor kampen står mellem Israel og islam, men også i Europa.

Den kloge og skarpe Henryk Broder har skrevet den uforlignelige bog om Vesteuropas uforstand, ”Hurra, vi kapitulerer!” I nogle år endnu kan vore politikere, journalister og kultursociologer leve i den illusion, at vi kan undgå konflikten i Europa ved at tale om noget andet og lukke øjnene for barbariet. Det kan vi ikke. De heiler allerede både dér og her. Vi vil komme i samme situation, som Israel.

Tyrkiets Erdogan i Bruxelles

Fra Kr. Dagblad:

At Recep Tayyip Erdogans besøg i EU-hovedstaden Bruxelles i denne uge var ventet med stor spænding kunne ses på, at tænketanken European Policy Centre næsten en uge i forvejen måtte lukke for adgangen til et arrangement med den tyrkiske ministerpræsident i hovedrollen.

Det var fire år siden, at han sidst havde været i byen, så interessen fra folk i og omkring EU-systemet var stor for at se, hvordan denne nye bebudede EU-offensiv fra tyrkisk side ville tage sig ud efter en lang periode, der har været præget af mathed i tilnærmelserne mellem unionen og dens store nabo i sydøst.

[…]
Han nåede både at opfordre verden til at anerkende Hamas som demokratisk valgt samtalepartner, at slå Israel i hovedet med Genève-konventionen og fordømme dets manglende evne til at se ”Palæstina som en separat stat”. Ligesom han advarede EU-landene mod at bruge Tyrkiet som skræmmesymbol i de forestående kampagner til EU-parlamentsvalget og truede med at afbryde planerne om den såkaldte Nabucco-gasledning, der skal føre naturgas til EU uden om Rusland, hvis man fra EU’s side ikke viser sig lidt mere forstående i optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.

Nu er det jo bare sådan, at tyrken her bruger Genevekonventionerne til at slå Israel i hovedet med. Og det kommer fra en leder af et land, som har begået folkedrab på armenerne og kurderne, besat et EU/UN-land (nemlig Cypern), og som er inde i en galloperende islamisering, som vi her i Europa stort set intet får at vide om.

Læs f. eks. hele denne artikel af Robert Ellis i Informatíon. Robert Ellis er ekspert i tyrkiske forhold, han har selv boet en årrække i Tyrkiet og har kontakter, som kun de færreste kan drømme om:

Året efter AKP kom til magten, vedtog dets parlamentariske flertal at ansætte 15.000 nye imamer i stedet for som foreslået 1.600 i landets mere end 77.000 moskeer. Men vedtagelsen blev bremset af Den Internationale Valutafond, der som betingelse for et lån på 16 mia. dollars havde sat et loft over offentlige ansættelser på 34.000 i det år. Og det omfattede sundhedsvæsenet, uddannelse, politiet og religiøse anliggender.

Truslen “hvis vi ikke snart får vore 72 millioner mennesker ind i EU, så lukker vi for gassen fra Rusland” var et skud i egen fod, som Erdogan for sent indså. Hvem vil købe et brugt Eiffeltårn af den mand?

Og de muhamedanske lande retter sig som bekendt efter Cairo-deklarationen, når de taler “menneskerettigheder” i deres egne lande, og når de uspecificeret anvender ordet “menneskerettigheder” overfor naive vesterlændinge.