Lars Trier Mogensens problemer med demokratiet

Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen med det lidet imponerende CV og den imponerende titel, “Redaktør for Lederkollegiet” på Silketrådens avis, spyr i dag flammer og galde over, at Geert Wilders parti er blevet det største i Holland. Mogensen havde hellere set Wilders flået i fysiske småbidder af gadens parlament. Ikke desto mindre skriver dette mærkelige menneske:

Op mod hver femte vælger i Europa er tilsyneladende til falds for autoritære tanker. Onsdagens lokalvalg i Holland var kun seneste dominobrik i rækken. I velfærdsbæltet fra Norge og Finland over Danmark og Holland til Storbritannien er højreradikalismen på fremmarch. Igen.

Lars Trier Mogensens talentløse stråmand (“højreradikalisme”) dækker over os almindelige mennesker (ikke specielt “højreradikale”), som har fået en udemokratisk indvandringsproces trukket ufrivilligt ned over hovedet, har fået nok og nu reagerer med det sidste våben vi har: Blyanten i det demokratiske valglokale.

Iøvrigt burde denne lingvistiske kapacitet være klar over, at det hedder “til fals” (til salg) og ikke “til falds”.

Nu er Lars Mogensen jo ikke den første, som har svare problemer med vælgerne, det billige skidt. Der er mange, specielt af Mogensens støbning (Allan Lindemark og Monika Hansen, f. eks.) samt EU-teknokrater og uvidende “humanister”, som helst så vælgerbefolkningen (“bodega-pøbelen”) udskiftet. At Mogensen så har den frækhed at tage demokratiet til indtægt for sine udemokratiske holdninger, kan jo ikke forbavse, når det kommer fra den kant.

Lad os se, hvad lederskribenten ellers i sin dybe historieløshed og uvidenhed om islam kan få sig selv svunget op til at nedfælde på det sagesløse papir:

Fra forbuddet mod burkaer i offentligheden i Frankrig over flertallets afvisning af minareter i Schweiz til det danske forslag om mere svinekød i børnehaver lyder igen og igen kravet om at indskrænke individuelle rettigheder i forhold til frihed og ejendom.

Kvinder skal klæde sig i affaldssække, kristendommen skal afskaffes og islam indføres i stedet for. Javel. Meget demokratisk. Alle kulturer er lige gode, undtagen vor egen, som er lige til møddingen.

Læs endelig resten af mandens antidemokratiske sludder – det er stort set den samme smøre, så ikke mere om denne menneskelige tragedie herfra i denne omgang.

Morten Uhrskovs blog har iøvrigt mere om sagen.

Reklamer

Indvandrere som kæmper for andres rettigheder

Klik for flere billeder

Alle indvandrere er ikke islamister – men det ved vi jo godt. Ikke?
Hat tip: Religion of Peace

Ayatollah Assahola – og Ahmadinnerjacket

Ikke særligt populære hos iranske flygtninge i Danmark. Her en stribe fotos fra dagens demonstration imod Ahmadinejad, og dermed ayatollaherne by proxy, som skal til middag med H.M. Dronning Margrethe.

Desværre kom han ikke forbi – om det så var fordi han var bange for at blive flået i småstykker, eller om det var fordi han spiste kosher-mad med sine jødiske slægtninge, må stå hen i det uvisse.

Fotos © Anna Lyttiger

Rape and torture

Rape, torture, executions - Remember Neda

Farshad Kholgi taler

Iranian Freedom Flag

Iranian Freedom Flag

Free Iran!

– og så, ganske a propos lidt varm luft fra klima-lobby’en (brrr, hvor var det koldt – godt vi ikke har global nedkøling):

Varmluftballoner gør godt i vinterkulden.

Heya, Switzerland!

Fra Politiken:

Politikerne kan forsøge at skræmme, hetze og fordømme deres egne befolkninger, men i et demokrati er det altså flertallet, som bestemmer.

Selv om EU om-afholder folkeafstemninger, indtil de giver det ønskede resultat.

Stå fast, Schweitzere!

Schweizerne ønsker ikke at se minareter på toppen af landets moskeer.

De foreløbige opgørelser fra dagens folkeafstemning peger tydeligt på, at et nyt lovforslag om minaret-forbud vil blive vedtaget, skriver den schweiziske netavis nzz.online.

Det stærkt omdiskuterede forslag stammer fra det højreradikale parti SVP, Schweizisk Folkeparti.

Ja’et en stor overraskelse
»Initiativet ser ud til at blive accepteret. Det er en enorm overraskelse«, lyder det fra det fransksprogede schweiziske tv-selskab en halv time efter at afstemningsstederne var lukket ved frokosttid.

SVP er det største parti i Schweiz. Men alligevel har det op til folkeafstemningen ikke skortet på advarsler mod at sige ja til SVP’s forslag.

Advarsler mod et ja
Både den schweiziske regering og parlamentet har forkastet forslaget. Man mener, at det strider imod landets forfatning, religionsfriheden og landets højt skattede tradition for tolerance.

De har endnu ikke fattet, hvad de har lukket ind.

Også fra FNs organisation til overvågning af menneskerettigheder har der lydt bekymring.

Ja, fra den samling islamiske og kommunistiske despoter, som sidder i OIC/UNHCR, SKAL der jo komme klynk og offer-flæb.

Brain Police

Det er åbenbart forbudt at skrive:

– Skal Danmark blive et muslimsk land?

– Danmark vågn op!

– Ja til et islamfrit land

– Send perlerne hjem

I hvert fald har tankepolitiet arresteret en 15 års dreng for at ytre disse sætninger. Jeg ser frem til en spjældtur.

Hvad sker der så med glade drenge som siger:

”Fucking luderland. I kan ikke dømme mig”. Den 19-årige Hizir Kilich smed den uskyldige maske …”

”Altså danske piger, det er ludere.”

Netop: Ingenting. Der sker heller ikke noget med islamister, som smider sten og kanonslag efter Politiet – eller ligefrem skyder dem. Kriminalitet er blevet gratis i Danmark – hvis man da ikke er en 15-årig dansk dreng, som giver udtryk for sin bekymring, og derfor skal kanøfles af systemet.

Europa revner igen

Jeg faldt lige over dette bloginlæg på Jyllandsposten. Og kernen er, at religion (læs: Fredens®) er ved at få styr på dagsordenen på grund af rygsøjle- og historieløse politikere og deres opportunistiske embedsmænd, som kun tænker på deres pensionsordninger.

Jette Elbæk Maressa

Guderne må forbarme sig over den måde, hvorpå religion er blevet et redskab i international politik.

Med tumulten omkring FN’s racismekonference, Durban II, oplever Europa for anden gang på kort tid, at spørgsmålet om hensynet til religion overskygger det, der egentlig burde være det naturlige værdifællesskab: ytringsfrihed og demokrati.

Først gjaldt det udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen til Nato’s generalsekretær. Nu gælder det slutdokumentet til racismekonferencen.

På kort sigt har de islamiske lande allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen i den offentlige debat.

Under de hårde forhandlinger i Strasbourg om Anders Fogh Rasmussens udnævnelse, var det ikke spørgsmålet om at stå vagt om Nato’s grundværdier, der blev diskuteret. Bekymringen gik på Anders Fogh Rasmussens forhold til de islamiske lande.

Og når det gælder Durban II-konferencen, som i går blev indledt i Genève, er fokus flyttet fra konferencens egentlige formål, bekæmpelse af racisme og fremmedhad, til endnu en debat om religion.
Hvis nogen for godt 30 år siden havde spået, at religion igen skulle spille en så stor rolle i internationale relationer, ville de være blevet afvist med datidens dogmer om, at religion er en privatsag, og at religion og politik ikke skulle blandes sammen.

På den baggrund havde EU-landene oprindeligt lagt en god strategi, som netop gik ud på helt at afvise at tale om religion og i stedet få drejet FN-konferencen tilbage på hovedsporet, der burde handle om bekæmpelse af racisme.

Men enigheden holdt ikke frem til åbningen i går i Genève, og EU har dermed endnu engang frasagt sig muligheden for at stå som en samlet, vægtig udenrigspolitisk aktør.

At det ikke lykkedes EU at træffe en beslutning om enten at komme og kæmpe for sin sag eller blive væk for at demonstrere, at der er grænser for, hvad man vil deltage i, er så meget desto mere beklageligt, fordi Durban II-konferencen netop har udviklet sig til at handle om både den værdikamp, som trækkes kraftigere op som skillelinje, og om forholdet til Mellemøsten, der altid har været en kilde til uenighed blandt EU-landene.

Et tredje element, der gør splittelsen i EU beklagelig, er, at det ikke lykkedes at holde samme spor som USA.

Bundlinjen er med andre ord, at Europa og Vesten står splittet over for en samlet islamisk verden.

Heri tegnes desværre konturerne af en ny verdensorden. I efteråret udgav European Council on Foreign Relations en rapport, som afslørede, at EU og Vesten oftere og oftere stemmes ned i FN-regi. Baseret på en optælling af 10 års afstemninger i FN, konkluderede rapportens forfattere, at mens EU’s synspunkter om menneskerettigheder tidligere nød et bredt flertal på ca. 72 pct. af stemmerne i FN’s generalforsamling, så er det i dag kun omkring halvdelen af landene, som støtter EU.

Set i det lys havde de nordiske udenrigsministre, anført af Norges Jonas Gahr Støre, fået en god ide, da de før jul besluttede at arbejde aktivt for at dreje de afrikanske lande væk fra den religiøse dagsorden, som Organisationen af islamiske lande (OIC) ønskede at fremme, til i stedet at støtte Europa. Hvis manøvren var lykkedes, ville den kunne have sat sig positive spor i FN længere tid frem.

Status nu er, at det ser endnu sortere ud for FN, og at EU fremstår som en forpjusket fugl, som ikke kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Ikke nogen særlig køn optakt til den ofte højt besungne, fælles udenrigspolitik og evnen til selv at sætte en international dagsorden.

De islamiske lande har allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen.

En gang til for Arveprins Knud

FITNA – filmen Anders Fogh Rasmussen afviste uden at have set den!

En kommentar fra Patrick Condell: