Brain Police

Det er åbenbart forbudt at skrive:

– Skal Danmark blive et muslimsk land?

– Danmark vågn op!

– Ja til et islamfrit land

– Send perlerne hjem

I hvert fald har tankepolitiet arresteret en 15 års dreng for at ytre disse sætninger. Jeg ser frem til en spjældtur.

Hvad sker der så med glade drenge som siger:

”Fucking luderland. I kan ikke dømme mig”. Den 19-årige Hizir Kilich smed den uskyldige maske …”

”Altså danske piger, det er ludere.”

Netop: Ingenting. Der sker heller ikke noget med islamister, som smider sten og kanonslag efter Politiet – eller ligefrem skyder dem. Kriminalitet er blevet gratis i Danmark – hvis man da ikke er en 15-årig dansk dreng, som giver udtryk for sin bekymring, og derfor skal kanøfles af systemet.

Hvem er hvem i EU-parlamentet?

Ahem…

Stemningsbillede fra bøsseparaden

Så er stilen lagt - bøsserne er under de kulturradikales beskyttelse

Så er stilen lagt - bøsserne er under de kulturradikales beskyttelse. (Foto AL)

Bøsser er mildest talt underlige. Dels insisterer de på at blive viet i kirken, selv om kirkens grundlag skarpt fordømmer bøsseri, dels insisterer de i at udstille sig selv med homo-OL og homo-optog, så de er sikre på at få nogen på lampen af diverse psykopater, så de derefter kan fremstå som ofre i bedste islamiske stil. Derfor er disse skilte sat op i Københavns indre by, som en trussel mod alle som ytrer sig. Der er selvfølgelig ingen hentydning til, at det er islamister, som står for 98% af alle hadforbrydelser. Jeg forstår det ikke.

Hep Nederland!

NL_mapMens hollandske, franske, tyske og svenske politikere står i kø for at omdanne Europa til dar-es-salaam, har de ikke rigtig befolkningerne med sig. Efterhånden går det heldigvis op for flere og flere, hvad islam er for en størrelse.

Man mindes H.C. Andersens “Den Grimme Ælling”: Han er aparte, så han skal kanøfles. Og så ender han måske med at forvandles til den proverbielle svane.

180Grader:

Geert Wilders Frihedsparti er Hollands største parti i en ny meningsmåling forud for valget til Europa-Parlamentet.

Mens danske politikere strides lystigt om Geert Wilders, kan den islamkritiske vandedeler glæde sig over øget opbakning i hjemlandet. Således oplyser den franske nyhedskanal France 24, at Wilders’ Frihedsparti har udsigt til at blive Hollands største ved valget til Europa-Parlamentet. Det skriver nordjyske.dk.

Resultatet ville give Frihedspartiet tre mandater i Parlamentet, til stor glæde for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.

“På det værdipolitiske plan tror jeg, vi er meget enige. Og jeg synes, det er meget vigtigt, at man er meget klar i mælet omkring det pres, vi i stigende grad oplever fra islamiske kredse. Vi oplever, at sharia trænger sig på som lovkompleks, og derfor er det vigtigt, at der er nogen, der kæmper for frihedsrettighederne,” siger Morten Messerschmidt til nordjyske.dk.

Frihedspartiets EU-mærkesager er at forhindre tyrkisk optagelse i EU, kæmpe for at Bulgarien og Rumænien bliver smidt og lukke ned for indvandring til Europa.

Husk at stemme!

Jens-Peter Bonde i JP (læs det hele):

EU-symbol (GoV)

EU-symbol (GoV)

Europa-Parlamentet har idag større indflydelse på din hverdag end Folketinget, skriver Jens-Peter Bonde.

I Danmark har vi en flot tradition med høj deltagelse ved valg og folkeafstemninger. Ved valg til Europa-Parlamentet stemmer kun halvdelen af vælgerne. Det er trist.

EU bestemmer nu flere af vore love end Folketinget. Man kan selvfølgelig blive hjemme, hvis man er tilfreds med alt i EU. Men mon ikke de fleste vælgere har stødt på mange underlige ting i EU, de gerne vil lave om?  Mon ikke, vi kan undvære nogle af EU’s 30.000 regler og to millioner projekter? Mon ikke vi kunne spare lidt hist og her? Det er ikke nok at være forarget over høje lønninger og fryns. De kan kun ændres af medlemmer, der arbejder og stemmer imod dem.  Du har selv ansvar for frådseri i EU, hvis du bliver hjemme på valgdagen!

Nyt fra Sappho: Kanariefuglen i minen

Kanariefuglen i minen

En kommentar om Geert Wilders – Helle Merete Brix


Geert Wilders

Geert Wilders gæstede os første gang i Trykkefrihedsselskabet i 2008, og det første glimt jeg fik af ham var, da han kom op af den brede trappe i Folketinget. En dansk politiker havde arrangeret et frokostselskab for Wilders og en lille, udvalgt gruppe. Jeg var ikke inviteret med, da jeg åbenbart ikke var vurderet til at være betydningsfuld nok. Det var jeg i første omgang en smule forbitret over. For hvem vil ikke gerne føle sig betydningsfuld? Men jeg tyggede på det og ræsonnerede så, at måske har Suzanne Brøgger ret. Hun skrev engang, at der intet er så kedsommeligt som et selskab af store ånder – man mangler uvilkårligt altid en lokumsrenser.

Det var altså årsagen til, at jeg stod – ikke med hovedet i lokumstønden – men i sodavandssalget, i stedet for at udgøre en del af frokostfølget, da Wilders kom op ad den brede trappe i Folketinget. Fra boden, hvor jeg sammen med vores søde hjælpere solgte vand og bøger, kunne jeg se ham sammen med de livvagter, der i årevis har været en nødvendig del af hans liv. Og  hvad tænkte jeg egentlig? Der er noget særligt ved den store trappe. Så noget tænker man.

Læs resten

Mere om Geert

Leder i JP:

Geert Wilders

Geert Wilders

De uønskede

Da den hollandske politiker Geert Wilders i februar i år blev forment adgang til Storbritannien, skete det med henvisning til, at hans planlagte tale og forevisning af en islam-kritisk film var en trussel mod den offentlige orden og kunne provokere vold blandt grupper i det britiske samfund.

Wilders havde imidlertid ikke truet nogen, han havde heller intet gjort, som med rette kunne fortolkes som tilskyndelse til vold. Til gengæld havde han sagt nogle ting om islam og muslimer i Europa, som andre ikke brød sig om. En britisk imam truede således med optøjer, hvis Wilders fik lov at vise sin film i Storbritannien. Den britiske regerings begrundelse for at afvise Wilders var med andre ord ikke begrundet i noget, han havde gjort eller truet med at gøre, men var alene motiveret af, hvad andre kunne tænkes at gøre mod ham blev understreget af indenrigsminister Jacqui Smiths opfordring til fremover at beskrive islamisk terror som ”anti-islamisk aktivitet”. Det vakte ubehagelige minder om kommunistiske regimers afvisning af kritiske udlændinge, hvis ytringer kunne tolkes som trusler mod den offentlige orden og undergravende virksomhed.

Den britiske regerings begrundelse for at afvise Wilders var med andre ord ikke begrundet i noget, han havde gjort eller truet med at gøre, men var alene motiveret af, hvad andre kunne tænkes at gøre mod ham.

Læs resten

Le Pen vinder frem

Ikke underligt – franskmændene må for længst have fået nok af ZUS’er. EB:

Le Pen rykker op på tredjepladsen

Le Pen rykkede fredag op på tredjepladsen i kampen om at blive Frankrigs næste præsident

En meningsmåling offentliggjort fredag viser, at den højreekstremistiske politiker Jean-Marie Le Pen er rykket op på tredjeplads i kampen om at blive Frankrigs næste præsident. Målingen foretaget af CSA-CISCO viser samtidig, at højrepolitikeren Nicolas Sarkozy med et snævert flertal opretholder føringen forud for præsidentvalgets første runde søndag.

Målingen foretaget fredag giver Sarkozy en opbakning på 26,5 pct., mens socialisten Ségolène Royal kommer ind på andenpladsen med 25,5 pct. De to har hver mistet en procentpoint i opbakning i forhold til den forrige måling fra CSA-CISCO.

Med sine 16,5 pct. overhaler Le Pen centrumkandidaten Francois Bayrou, der ligeledes har mistet et procentpoint og får en opbakning på 16 pct.

Fredagens meningsmåling bygger på samtaler med 1002 registrerede vælgere.

Durban II’s slutdokument blev formelt godkendt i dag

Fra UN Watch:

The final outcome document (PDF) of the Durban Review Conference was formally adopted at the U.N. today.

In general debate at the close of the conference, countries took the floor to congratulate one another for reaching Tuesday’s “consensus” on the text. A few states, though, had clarifications regarding their acceptance of it.

The United Kingdom said it could affirm the document only because it is “generic and does not single out any country.” Referring to paragraphs relating to freedom of speech and incitement to hatred, it said, “we have a long tradition of free speech and offensive opinions may be expressed,” as long as they are non-violent. The UK also stated that discrimination based on sexual orientation is no less important than discrimination on racial grounds.

Pakistan called on U.N. officials to “maintain balance” and “not judge any heads of state.” It also decried Islamophobia as a new form of racism. In closing, it chastised those who boycotted the conference or only participated at a low level.

South Africa expressed its concern about “the manner in which some expressed their opposition to a head of state.” Referring implicitly to the students in clown wigs who yelled at Iranian President Ahmadinejad, it decried the endangering of the “security of high dignitaries.”

Russia specifically thanked the Palestinian delegation, implicitly for its “flexibility” in permitting the text to exclude the singling out of the Palestinian cause, as did the 2001 Durban text.

Switzerland commended the text for mentioning freedom of expression, democracy, the Holocaust, the slave trade, women’s rights, and various forms of discrimination. (It neglected to mention that freedom of expression, the Holocaust and women’s rights were downplayed throughout the negotiation process and in the final text, as well as the document’s failure to mention discrimination on the basis of sexual orientation.)

Nyt fra Fredens og Tolerancens Religion, Per Stig Møller!

Iranske kristne i kirke

Iranske kristne i kirke

Tre iranske konvertitter beordres til at ophøre med deres ‘kristne aktiviteter’
Af Compass Direct, via Åbne Døre

De iranske kristne har en hverdag, hvor det i stigende grad bliver gjort vanskeligt at praktisere deres kristne tro. De iranske myndigheder barsler med en lov, ifølge hvilken alle muslimer, der bliver kristne, vil blive tildelt dødsstraf. Men allerede nu mærker de iranske kristne, at de bliver presset af myndighederne. Nu er fx tre kristne blevet fængslet, alene fordi de praktiserer deres kristne tro.

Resumé:
LOS ANGELES, 31. marts (Compass Direct News) – En domstol i Shiraz erklærede den 10. marts tre iranske kristne skyldige i at samarbejde med “anti-statslige bevægelser”. Domstolen beordrede konvertitterne til at ophøre med deres kristne aktiviteter, herunder at udbrede deres tro.

Du skal ikke komme her og være kristen, så skal vi nok lære dig alt om Islam!

Du skal ikke komme her og være kristen, så skal vi nok lære dig alt om Islam!

En dommer fra den Islamiske Revolutions-domstol dømte Seyed Allaedin Hussein, Homayoon Shokouhi og Seyed Amir Hussein Bob-Annari til otte måneders betinget fængsel med en femårig prøvetid. Dommeren sagde, at hvis de overtrådte betingelserne for deres prøvetid – herunder et forbud mod at kontakte hinanden – ville han håndhæve fængselsstraffen og sigte dem for at være “frafaldne”, som personer, der forlader islam.

En ny straffelov, som er under behandling i det iranske parlament, omfatter et lovforslag, som kræver dødsstraf for at forlade islam. “Den advarsel, at de vil blive ‘arresteret og dømt som frafaldne’, hvis de fortsætter deres kristne aktiviteter, er ganske skræmmende,” sagde en regional analytiker, som har anmodet om at forblive anonym.

“Center for Positiv Integration”

Enten er Jeppe Fogtmann blind, døv og stum, eller også taler han mod bedre vidende. Hvad ordet “ytringsfrihed” betyder – endda ifølge dansk sprognævn, som endnu ikke har redefineret udtrykket – er retten til at tænke, tro, tale og skrive hvad man vil, under ansvar overfor straffeloven.

Gad vide, om hans lille center får skatteyderpenge til driften?

Læs også Kathrine Winkel-Holms kommentar til Jeppe Fogtmann, som jeg er helt enig i.

Her følger en mening fra journalist Poul Erik Andersen i dagens JP:

Almindelig uvidenhed og et forbløffende ukendskab til de rent faktiske forhold om ytringsfrihed er åbenbart det dominerende varemærke for et foretagende, der kalder sig Center for Positiv Integration.

I hvert fald hvis man skal tro formanden, Jeppe Fogtmann, som i JP 17/4 var ude med den noget besynderlige melding om baggrunden for Muhammed-tegningerne, nemlig at »Det begyndte i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var truet. Det er vel noget pjat – dengang som nu«.

Den fikse idé må så være opstået i februar 1989, da den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie modtog en fatwa i form af en dødsdom for sin bog ”De sataniske Vers”. Ifølge Jeppe Fogtmann må det således også være noget pjat at sige, at ytringsfriheden er truet, blot fordi Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, i juli 1991 blev stukket ihjel, og at hans italienske oversætter, Ettoro Capulo, i samme måned blev hårdt såret efter et mordforsøg, mens Rushdies norske forlægger, William Nygaard, i oktober 1993 med nød og næppe overlevede et attentat.

Kun én overlevede mordbrand
De sarte muslimske følelser, som Jeppe Fogtmann mener, at vi skal forholde os positivt til, kom i juli 1993 for alvor til udtryk i den østtyrkiske by Sivas, hvor 37 tyrkiske intellektuelle var samlet til kongres på et hotel. Blandt dem var den tyrkiske forfatter Aziz Nesin, som havde oversat dele af Rushdies ”De sataniske Vers”.

Efter fredagsbønnen drog en rasende hob opfyldt af, hvad der i Fogtmanns univers må være retfærdig harme over al denne ikke-positive og ugudelige ytringsfrihed, hen til hotellet og satte ild på. Samtlige kongresdeltagere på nær Aziz Nesin indebrændte.

Det er vel overflødigt at nævne, at de tyrkiske myndigheder intet gjorde for at retsforfølge brandstifterne. Tværtimod blev Aziz Nesin hevet ind til forhør, hvor man bebrejdede ham, at han havde ophidset folk.

Aziz Nesin, der til sin død i 1995 levede med dødstrusler hængende over hovedet, var i øvrigt i december 1993 gæst hos Dansk PEN. Men det var altså inden, Dansk PEN blev politisk korrekt og besluttede, at ytringsfriheden skal underlægges religiøse følelser. Muslimske, vel at mærke.

Listen over ofre for de muslimske trusler mod den ytringsfrihed, som det ifølge Jeppe Fogtmann er noget pjat at tale om, er lang.

“Forebyggelseskommissionen”

– bare navnet kan jo få det til at løbe koldt ned af ryggen på et hvilketsomhelst individualistisk menneske. Denne “kommission” (er vi i DDR???) har netop “barslet” med 52 forslag til, hvordan danskerne skal yderligere mikro-manipuleres og umyndiggøres.

F. eks. skal cigaretter koste 50 kr. pakken, og mælk skal beskattes på grund af fedtindholdet. Jeg kan høre de enlige mødre og de arbejdsløse juble allerede!

Men når man ansætter en stribe “eksperter”, skal de selvfølgelig legitimisere deres fede løn, og ingen kan vel have noget imod at børnene får frugt i institutionerne (gør de iøvrigt ikke det i forvejen – jo, men ikke “gratis”), så måske mener de kloge hattedamer og -herrer, at dette kan kompensere for, at man som bekendt ikke længere må bage boller og lave mad til børnene – de må heller ikke tage hjemmebagt kage med hjemmefra længere, da de jo kunne komme til skade ved at spise det, eftersom disse vederstyggeligheder er produceret af mennesker uden de korrekte papirer.

Gad vide, om børn stadig har statens tilladelse til at bage snobrød – bål og brand, snavsede børnefingre med bussemænd og stafylokokker på – fydaføj! Og spejderbevægelsen kan godt holde op med at tage på hike, med mindre de bygger et moské-telt hver gang de slår lejr for natten, og halal-slagter snobrødene først.

“Der er no’et faaaarligt indeni!”, som Marguerite Viby sang. (Dog ikke på dette link – her er hun “hot”!)

Det er iøvrigt ganske utroligt, at menneskeheden har overlevet ca. 50.000.000 år uden disse kloge-åger.

Luk den fiasko nu!

Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter!


Forslagene kan læses her.

Liberal Alliance advarer imod at følge Forebyggelseskommissionens anbefalinger, som blev offentliggjort her til formiddag.

“Der flyttes hegnspæle mellem det offentlige og private rum i disse år. Hvad der tidligere var en privat sag og et personligt ansvar, bliver i stigende grad omfattet af regler, påbud og forbud. Det er en uheldig udvikling, som fordrer et modsvar,” siger Liberal Alliances sundhedsordfører, Villum Christensen, og fortsætter:

“Jeg savner en skarpere skelnen mellem beskyttelse af børn og unge og så respekt for, at voksne mennesker selv kan og bør tage ansvaret for deres egen livsførelse. Der bør staten holde sig på passende afstand.”

– og specielt da en regering, som kalder sig liberal. Man skulle jo tro at det var kvinderne i Rad, SF og S som stod bag dette indgreb
Villum Christensen kan godt støtte en anbefaling om at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol til 18 år, men han vender sig skarpt imod forslag, såsom skærpelse af rygeloven, kæmpestigninger i afgifter på sukker og tobak, og også imod restriktioner i forhold til markedsføring og annoncering.

“Det tenderer en strafaktion overfor cola-elskere og rygere, når man vil hæve afgifterne så drastisk. Det er helt urimeligt at sætte sig til dommer over andre menneskers valg af livsstil på den måde,” siger Villum Christensen.

Villum Christensen opfordrer sine kolleger i de andre partier til at reflektere grundigt over, hvor grænsen mellem privat og stat skal trækkes i vores samfund, inden man bider til bolle og gennemfører en masse nye påbud og forbud.

“Rigtig mange vil med god grund mene, at deres personlige frihed bliver indskrænket, at staten øver et overgreb på netop deres livsstil. Det er ikke klædeligt for en liberal/borgerlig regering at omgå den personlige friheds vilkår på en så skødesløs måde,” siger Villum Christensen.

Europa revner igen

Jeg faldt lige over dette bloginlæg på Jyllandsposten. Og kernen er, at religion (læs: Fredens®) er ved at få styr på dagsordenen på grund af rygsøjle- og historieløse politikere og deres opportunistiske embedsmænd, som kun tænker på deres pensionsordninger.

Jette Elbæk Maressa

Guderne må forbarme sig over den måde, hvorpå religion er blevet et redskab i international politik.

Med tumulten omkring FN’s racismekonference, Durban II, oplever Europa for anden gang på kort tid, at spørgsmålet om hensynet til religion overskygger det, der egentlig burde være det naturlige værdifællesskab: ytringsfrihed og demokrati.

Først gjaldt det udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen til Nato’s generalsekretær. Nu gælder det slutdokumentet til racismekonferencen.

På kort sigt har de islamiske lande allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen i den offentlige debat.

Under de hårde forhandlinger i Strasbourg om Anders Fogh Rasmussens udnævnelse, var det ikke spørgsmålet om at stå vagt om Nato’s grundværdier, der blev diskuteret. Bekymringen gik på Anders Fogh Rasmussens forhold til de islamiske lande.

Og når det gælder Durban II-konferencen, som i går blev indledt i Genève, er fokus flyttet fra konferencens egentlige formål, bekæmpelse af racisme og fremmedhad, til endnu en debat om religion.
Hvis nogen for godt 30 år siden havde spået, at religion igen skulle spille en så stor rolle i internationale relationer, ville de være blevet afvist med datidens dogmer om, at religion er en privatsag, og at religion og politik ikke skulle blandes sammen.

På den baggrund havde EU-landene oprindeligt lagt en god strategi, som netop gik ud på helt at afvise at tale om religion og i stedet få drejet FN-konferencen tilbage på hovedsporet, der burde handle om bekæmpelse af racisme.

Men enigheden holdt ikke frem til åbningen i går i Genève, og EU har dermed endnu engang frasagt sig muligheden for at stå som en samlet, vægtig udenrigspolitisk aktør.

At det ikke lykkedes EU at træffe en beslutning om enten at komme og kæmpe for sin sag eller blive væk for at demonstrere, at der er grænser for, hvad man vil deltage i, er så meget desto mere beklageligt, fordi Durban II-konferencen netop har udviklet sig til at handle om både den værdikamp, som trækkes kraftigere op som skillelinje, og om forholdet til Mellemøsten, der altid har været en kilde til uenighed blandt EU-landene.

Et tredje element, der gør splittelsen i EU beklagelig, er, at det ikke lykkedes at holde samme spor som USA.

Bundlinjen er med andre ord, at Europa og Vesten står splittet over for en samlet islamisk verden.

Heri tegnes desværre konturerne af en ny verdensorden. I efteråret udgav European Council on Foreign Relations en rapport, som afslørede, at EU og Vesten oftere og oftere stemmes ned i FN-regi. Baseret på en optælling af 10 års afstemninger i FN, konkluderede rapportens forfattere, at mens EU’s synspunkter om menneskerettigheder tidligere nød et bredt flertal på ca. 72 pct. af stemmerne i FN’s generalforsamling, så er det i dag kun omkring halvdelen af landene, som støtter EU.

Set i det lys havde de nordiske udenrigsministre, anført af Norges Jonas Gahr Støre, fået en god ide, da de før jul besluttede at arbejde aktivt for at dreje de afrikanske lande væk fra den religiøse dagsorden, som Organisationen af islamiske lande (OIC) ønskede at fremme, til i stedet at støtte Europa. Hvis manøvren var lykkedes, ville den kunne have sat sig positive spor i FN længere tid frem.

Status nu er, at det ser endnu sortere ud for FN, og at EU fremstår som en forpjusket fugl, som ikke kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Ikke nogen særlig køn optakt til den ofte højt besungne, fælles udenrigspolitik og evnen til selv at sætte en international dagsorden.

De islamiske lande har allerede vundet en stor sejr, nemlig retten til at definere dagsordenen.

Konfrontation på Durban II

Læg mærke til hende den libyske kommisar med hammeren….

Story covered in French satellite TV France 24; Swiss TV; The New Republic online….

Durban II Dispatch: Libya on Trial

Geneva, Switzerland

Libya was chosen in 2007 to chair the preparatory committee for the UN Durban Review Conference–notwithstanding the irony of an egregious human-rights violator chairing a human rights conference. For the past three days, the committee has been holding sessions to finalize the conference’s draft statement, upon which many countries will base their decision whether to attend the conference this week. On Friday, the last day, NGOs were given 30 minutes to weigh in.

Amidst the anti-Israel rants from all the usual NGOs, Libyan ambassador Najjat Al-Hajjaji (who was chairing the meeting) gave the floor to UN Watch…

But sitting in their chair was not Hillel Neuer, the group’s executive director and usual mouthpiece, but Ashraf El Hagog, the Palestinian doctor who was falsely accused of and sentenced to death for infecting hundreds of Libyan children with HIV (along with five Bulgarian nurses). El Hagog and the nurses were held in Libya on death row for nine years, mistreated and tortured, until their release was negotiated by France last year.

“Madame Chairman,” El Hagog began, staring steely eyed at the Libyan ambassador. “I dont know if you recognize me. I am the Palestinian medical intern who was scapegoated by your country, Libya, in the HIV case in the Benghazi hospital, together with the five Bulgarian nurses.”

Al-Hajjaji immediately started banging her gavel. “Stop… stop…. I ask you to stop,” she yelled, first looking miffed, then exasperated. “You are, you are not addressing the agenda item… I will allow you to resume only if you address the agenda item we are discussing.” The room immediately fell silent.

El Hagog, being coached by Neuer sitting next to him, tried to introduce some amendments to the statement “based on my own suffering,” and was again interrupted by Al-Hajjaji banging her gavel. But he continued recounting the story of his torture, then said, “All of this, which lasted for nearly a decade, was for only one reason: because the Libyan government was looking to scapegoat foreigners. Madame Chair, if that is not discrimination, then what is?” After listing the amendments, he concluded: “Madame Chair, Libya told this conference that it practices no inequality or discrimination. But then how do you account for what was done to me, to my colleagues, and to my family…?”

At this point, Hajjaji recognized a point of order from … the Libyan delegation, who said that El Hagog was not speaking on the correct agenda item. Hajjaji used the objection as an excuse to move on to the next speaker.

Autoritære regimer – hvordan de forsøger at underminere ytringsfriheden

Fra Freedomhouse.org:

Freedom of Association Under Threat: The New Authoritarians’ Offensive Against Civil Society

November 13, 2008

This study assesses the state of associational rights both globally and on a regional basis. Through an analysis of data drawn from Freedom in the World, the report on global political rights and civil liberties published annually by Freedom House, Freedom of Association Under Threat looks at the global trajectory of associational rights and examines the techniques developed by authoritarian regimes in their attempts to weaken civil society. The analysis is derived from a combination of Freedom in the World data sets and interpretive reports on 12 countries where associational rights have been under duress.

Perhaps the most vivid sign of pressure on civil society is the fact that 43 countries, or more than 20 percent of the world total, saw their scores for freedom of association in Freedom in the World decline between 2004 and 2007. Among those countries are a number of the world’s more notable authoritarian states, including Russia, Zimbabwe, Venezuela, and Iran. Also exhibiting a decline is a group of countries in which political freedom, though under varying degrees of stress, has made some progress: Pakistan, Mexico, the Philippines, Nigeria, and Malaysia. While some countries did register freedom of association gains, including a number from sub-Saharan Africa, they tended to be smaller and less geopolitically significant states than those showing a decline.

To be sure, most countries, including most authoritarian states, tolerate the existence of NGOs that carry out noncontroversial humanitarian missions. Indeed, some countries welcome the emergence of an active, albeit depoliticized, NGO sector on the grounds that these entities may provide essential social services that the state cannot or is not interested in delivering. However, a number of countries are placing intense pressure on organizations that serve a political or quasi-political role, or that raise difficult policy issues for the state. Organizations that defend human rights advocates, press for women’s equality, monitor the judiciary or the police, represent religious minorities, speak for university students, or defend journalists are the principal targets of authoritarian campaigns to limit the role of civil society.

Where the old totalitarian model—under which any initiative outside the realm of the state or dominant party was deemed impermissible—no longer obtains, many authoritarian governments likewise eschew the associated tactics of violence in repressing NGOs. As the narrative reports in this study make clear, today’s authoritarians employ techniques of repression that are much more sophisticated than those used in the past. The officers of NGOs are seldom arrested, placed on trial, sent to gulags, exiled, or murdered, though all these things do happen from time to time. Today’s authoritarians instead rely on legalistic or bureaucratic methods to hobble civil society.

They direct the tax police to conduct repeated investigations of NGO or trade union finances; they enact laws that make it difficult or impossible for civil society institutions to raise funds; they impose draconian fines on NGO directors; they discover code violations in the buildings where NGO offices are situated; they adopt rules that prevent global NGOs from establishing local chapters. A measure that has proved especially effective in throttling the finances of local NGOs is a blanket prohibition on contributions by sources outside the country. Funding from sources in the United States or Europe is critical to the existence of NGOs in the many countries that lack the indigenous capacity to sustain civil society groups and have little or no tradition of philanthropy. Furthermore, even in countries where a wealthy class has developed, local businessmen may be reluctant to provoke the wrath of the political leadership by making contributions to controversial causes. And because the drive against associational rights is conducted largely without violence, it evokes little notice from the outside world.

Kvalme, politikerlede og blogging

Jeg holder en kortere eller længere pause fra bloggen. Tiden vil jeg vie til at se min samling af “Yes, Minister!” og “Yes, Prime Minister!” igennem.  Jeg vil dog hver dag logge på og moderere kommentarer. Jeg kan ikke finde ud af at lave en undtagelse i WordPress for moderering af denne post, men alle er velkomne til at skrive.

Time to Recognize the Armenian Genocide

armenia2241

Man forstår tyrkens uvilje mod Fogh som generalsekretær i NATO. Han kunne jo hænde at komme til at kritisere folkedrabet på armenerne. Obama siger sandsynligvis ingenting.

Amerikanerne forventer dog, at Obama tager diskussionen med Gül og Erdogan.

Wall Street Journal:

The president should be as frank with the Turks as he was during the campaign.

By ADAM B. SCHIFF

When President Barack Obama visits Turkey tomorrow, millions of Americans hope that he will fulfill a campaign promise by preparing the Turkish government for official American recognition of the Armenian genocide of 1915-23.
No American president since World War II has come into office with a stronger understanding of the facts about this terrible chapter in history. And no president has a greater track record of speaking plainly about it: As a presidential candidate, Mr. Obama argued forcefully throughout the campaign that “America deserves a leader who speaks truthfully about the Armenian genocide and responds forcefully to all genocides.”

Læs resten

US might join UNHCR / Eleanor’s Dream

From UNWatch by mail (my emphasis  & links):

U.S. Secretary of State Hillary Clinton announced today that Washington will seek membershp in the U.N. Human Rights Council, reversing the Bush Administration’s decision to steer clear of the deeply troubled body, created in 2006 ostensibly to reform its discredited predecessor.

Elections for rotating membership on the 47-nation council will take place at the General Assembly in May, with all 192 U.N. member states casting a ballot. The U.S. under the popular President Obama is virtually assured of election to the one of only 7 seats reserved for Western states. African and Asian states exercise a controlling majority with 26 seats.

Pathologically obsessed with scapegoating Israel — in more than 80 percent of all country resolutions (26 out of 33) — the council’s sessions routinely legitimize perpetrators, while turning a blind eye to millions of human rights victims around the world.

Whether we like it or not, however, the council is a permanent forum whose resolutions, translated into every language, exercise global influence on hearts and minds. As the successor to the Commission on Human Rights, it has noble origins: the commission was founded by Eleanor Roosevelt with the purpose of defending human dignity, but in later years found itself increasingly hijacked by the new U.N. majorities.

This stands in contrast to the fleeting Durban II conference, a one-week exercise that should be avoided, and whose original purpose — like Durban I and the proto-Durbans before it — was precisely to attack the West, Israel, and free speech; and was never, as the U.N. spin-machine would have us believe, “to provide concrete measures that will help millions.”

That’s why U.N. enthusiast Jimmy Carter himself was the first U.S. president to withdraw from such an event, back in 1978, a bit of history many would prefer not to recall. It was the U.N.’s first “World Conference to Combat Racism and Racial Discrimination,” also held in Geneva, which Carter skipped because the definition of racism had been “perverted for political ends.” President Ronald Reagan likewise avoided the second Geneva gathering in 1983, and President George W. Bush and Secretary of State Colin Powell famously pulled out from the third, and worst one, at Durban in 2001. Durban-fests have their own particular and pernicious provenance, and American governments have always been right to stay away.

The Human Rights Council, despite its pathologies, has a different history, weight and impact. Its mixed baggage still includes many bedrock principles embedded in positive institutions built up over time, which affirm and protect universal liberties like free speech and freedom of religion, and which need to be protected. With its proceedings now webcast, and with meetings held year-round instead of once a year, it’s a forum that grabs the world’s attention.

UN Watch therefore welcomes the U.S. decision to join the council, but only if it’s to vigorously push back against the world’s worst abusers, whose Orwellian agenda, in only three years, has begun to do away with every principle and institution of independent scrutiny, dismantling the post-war edifice of international human rights law piece by piece.

Repressive regimes now have the council in a stranglehold, eroding free speech protections in the name of Islamic sensitivities, and steadily eliminating country investigations in places like Belarus, Congo, Cuba, Liberia and Sudan. The few remaining ones, including on Sudan, are on the chopping block. (The investigation of Israel, however, which examines only Israeli actions and presumes guilt in advance, is exempt from review; fittingly, it’s headed by Richard Falk, whose fruitcake writings include the repeated suggestion that the 9/11 terrorist attacks were an inside job by the U.S. government.)

Make no mistake: given the fixed regional seating, the U.S. will only replace the principled vote of outgoing Canada — a courageous government that last week voted alone several times to oppose anti-Israel resolutions — and not that of a Saudi Arabia or Cuba. No immediate victory is in sight, then.

Still, we may see some turning of the tide. Leading council hardliners like Egypt and Pakistan may back off somewhat with their chief funder sitting at the table. And the automatic majority for the anti-freedom and anti-Israel agenda could moderately diminish.

With high-level advocacy by Washington, some wavering states could lean toward principle instead of politics. (Mexico and other Latin American countries last week refused to join the West in opposing an Islamic resolution that encouraged censorship, and merely abstained.)

Ironically, U.S. “engagement” in this case will necessarily lead America into more confrontation, especially vis-a-vis such major violators and council spoilers like Egypt, Pakistan, China, Russia, and Cuba.

Unlike the Security Council and the General Assembly, the Human Rights Council has neither the power of the sword nor the power of the purse. At its best, it has only the power of shame: to shine a spotlight on the crimes of the worst abusers.

This, tragically, it has failed to do. But it is precisely what American public opinion will demand of the U.S. to do — to introduce resolutions condemning serial violators like Sudan, Zimbabwe, and China, even if they are bound to fail.

The Europeans, by contrast, choose “consensus” as often as possible, which means granting a veto to the worst of the worst. For too many E.U. diplomats at the council, their real objective is to achieve the impression that the council is working, even when the opposite is true.

Since almost every resolution worth its salt will be automatically defeated by the repressive majority, the E.U. never introduced a single text for victims of major abusers like China, Saudi Arabia, Zimbabwe, Syria, Russia, Cuba, and so forth. That would only lead to a headline that the council failed in something — and that headline, above all, must be avoided.

Instead, the best we got on countries like Sudan were occasional, milquetoast resolutions, of the kind that praised the Al-Bashir regime for its “cooperation,” all adopted by consensus — we all are getting along fine, you see — so that the good citizens of London, Paris and Berlin could rest assured that “the council works,” and think their diplomats to be taking part in a noble body.

By contrast, Americans — Democrat or Republican — cannot stomach compromises that look like appeasement. Consensus as a virtue is big in Brussels, but it doesn’t play in Peoria. U.S. membership, therefore, will necessarily affect the culture among the Western group, strengthening some of the more principled E.U. states on the council, like the Netherlands.

To be sure, the U.S. must justify its council engagement by showing change in the Geneva atmosphere. This should start with the democracies. The U.S. must demand that the European Union withdraw its groundless opposition to Israel joining the council’s Western group — which the E.U. already allows in the New York-based U.N. bodies — thus putting an end to the injustice whereby Israel is the only country barred from joining any of the council’s five regional groups.

That small gesture would send an important signal that change is possible, and on an issue that more than any other has discredited the council.

For more on the latest session of the UN Human Rights Council, click here.

For general statistics on the UN Human Rights Council, see below.

Læs resten

Menneskerettigheder iflg. UNHRC

180Grader

UNHCR – menneskerettigheds-organisationen, som for længst er blevet kuppet af OIC og Broderskabet, har nu – helt uden om Durban II – “afgjort”, at:

Ærekrænkelse af religion er et brud på menneskerettighederne, mener et flertal af landene i FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC).

FN’s Menneskerettighedsråd vedtog i går en resolution, der fordømmer ærekrænkelse af religion som et brud på menneskerettighederne, skriver tv2.dk. Resolutionen har ført til yderligere bekymring for, at FN-systemet er ved at blive kapret af lande, som vil retfærdiggøre censur og begrænsninger af ytringsfriheden i muslimske lande. I næste måned skal den såkaldte Durban II-konference, der også arrangeres af FN, således drøfte om religionskritik skal sidestilles med racisme.

Menneskerettighedsrådet vedtog den ikke-bindende resolution, som var foreslået af Pakistan på vegne af muslimske stater, med opbakning fra 23 lande, mens 11 stemte imod. 13 undlod at stemme. Vestlige regeringer og en bred alliance af aktivistgrupper har ud trykt skepsis over for initiativet.
Tidligere på ugen opfordrede 180 sekulære og religiøse grupper samt medieorganisationer fra hele verden til en forkastelse af resolutionen, som de mener vil blive misbrugt i nogle lande til at kvæle uafhængige stemmer, religiøse dissidenter og menneskerettighedsaktivister.

Joint NGO Statement on Danger of U.N. “Defamation of Religions” Campaign

We, the undersigned non-governmental organizations,

Deeply concerned by the pervasive and mounting campaign by the Organization of the Islamic Conference (OIC) to produce U.N. resolutions, declarations, and world conferences that propagate the concept of “defamation of religions,” a concept having no basis in domestic or international law, and which would alter the very meaning of human rights, which protect individuals from harm, but not beliefs from critical inquiry;

Deeply concerned by the attempt to misuse the U.N. to legitimize blasphemy laws, thereby restricting freedom of religion, freedom of expression, and freedom of the press;

Deeply concerned that “defamation of religions” resolutions may be used in certain countries to silence and intimidate human rights activists, religious dissenters, and other independent voices;
Alarmed by the resolution on “defamation of religions” recently tabled at the current 10th session of the UN Human Rights Council;

Alarmed by the draft resolution on freedom of expression circulated by Egypt, whose amendments seek to restrict, not promote, protections for free speech;

Alarmed by the recently-announced initiative of the U.N. “Ad Hoc Committee on Complementary Standards” to amend the International Convention for the Elimination of Racial Discrimination (ICERD) by adding a protocol on “defamation of religions”;

Alarmed by provisions in the latest draft outcome document of the Durban Review Conference that, through coded language and veiled references, endorse and encourage these anti-democratic initiatives;

1. Call upon all governments to oppose the “defamation of religions” resolution currently tabled at the UN Human Rights Council, and the objectionable provisions of the freedom of expression resolution;

2. Call upon all governments to resist the efforts of the “Ad Hoc Committee on Complementary Standards” to alter the ICERD;

3. Call upon all governments not to accept or legitimize a Durban Review Conference outcome that directly or indirectly supports the “defamation of religions” campaign at the expense of basic freedoms and individual human rights.

Læs resten

Asmaa og Reino er forargede, krænkede og undertrykte…

Informatìon:

De Konservative inviterer Geert Wilders til storstilet konference om radikalisering til sommer. Initiativet vækker harme hos imam Abdul Wahid Pedersen og tidligere folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid.

Ja, selvfølgelig gør det det. Det vækker også harme hos mig, at en tidligere bekendt er blevet landsforræder, og endda fører sig frem i medierne som “moderat stener”. Men Reino har selvfølgelig næsten altid været stenet (pardon the pun).

Med Naser Khader i spidsen inviterer de konservative den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders til at deltage i en konference om radikalisering til sommer. Formålet med konferencen er at forebygge ekstremistiske holdninger og radikalisering.

Men invitationen til Wilders er et træk i den stik modsatte retning, mener Asmaa Abdol-Hamid, tidligere folketingskandidat for Enhedslisten og nu talsperson for netværket Sorte Får:

“Det er meget ærgerligt, for man fremmer en bestemt holdning. En holdning, der ikke fører noget godt med sig, men derimod styrker den allerede eksisterende mobning af muslimer. Man træder på en gruppe, der allerede ligger ned, og det kan ikke være positivt for udviklingen i Danmark,” siger hun.

Hulk – man “træder på en gruppe, som allerede ligger ned”. Islamisk offer-retorik for fuld udblæsning. Hvorfor er det mon kun de islamtroende, der føler sig som “ofre”? Man hører jo aldrig den slags klager fra ikke-islamister.

Et af argumenterne for at invitere Geert Wilders er ifølge politisk ordfører Henriette Kjær (K), at det vil skabe opmærksomhed om konferencen.

Henriette Kjær er måske meget flink som privatperson, men som politiker er hun en tomhjernet gås, som tilsyneladende er ude af stand til at tænke en sammenhængende tanke.

Men medieopmærksomhed er et hovedrystende dårligt argument, mener Abdol-Hamid:

De vil invitere nogle radikale mennesker, som kommer og tramper en gruppe ned. Det er uhensigtsmæssigt, og det ville nok skabe mere opmærksomhed, hvis man inviterede nogen, der kunne nuancere debatten i Danmark, for det ville i dén grad være noget nyt,” siger Asmaa Abdol-Hamid.

De radikale mennesker, der tramper en gruppe ned, tilhører Asmaa jo selv – hun vil ikke sværge på Grundloven, og hun er fast forankret i Ummah, som forsøger at skabe islamisk verdensdiktatur. Hvem vil hun have hertil? Mullah Badullah fra Afghanistan, eller måske Tariq Ramadan med de honningsøde (men forgiftede) ord?

Mon ikke Geert Wilders er bedre til at nuancere debatten? I modsætning til Asmaa og Reino, som til MSM’s, socialisternes og de radikales store fryd inviterer rabiate mullah’er til moskéerne for at piske stemninger op.

Khader inviterer Wilders

Geert Wilders

Geert Wilders

Den omstridte hollandske filminstruktør og politiker Geert Wilders får nu en invitation til regeringens kommende internationale konference mod ekstremisme. Geert Wilders navn står således på den ønskeliste, De Konservatives Naser Khader mandag afleverer til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

– Geert Wilders er ikke helt min kop te. Men i modsætning til vores modstandere – og i modsætning til eftergivenhedspolitikerne og meningsdannerne i Danmark og England – så tør vi godt invitere ham. Også selv om vi er meget, meget uenige med ham. Det kaldes ytringsfrihed, siger Naser Khader.

Senest har Storbritannien nægtet Geert Wilders indrejse, efter at Overhuset havde inviteret ham til en diskussion af hans stærkt islam-kritiske film “Fitna”. En film som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) også har taget afstand fra. Til gengæld har Dansk Folkeparti – ligesom nu De Konservative – krævet Geert Wilders navn på invitationslisten.

Konferencen – der er en del af finanslovaftalen for 2009 – har ellers levet en hensygnende tilværelse hos integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Hun har netop ventet på Naser Khaders ønskeliste, som desuden indeholder navne som den britiske forfatter Salman Rushdie og den hollandske menneskerettighedsforkæmper Hirsi Ali.

Blaming the bloggers

Pajamas Media:

Bloggere er nogen værre nogen (“creepy”), siger Sarah Palin, samtidig med at hun et par sætninger længere nede siger at:

…really, she’s “been a blog fan from the beginning.” She says so, right after talking about how “creepy” the whole thing is.

Selvfølgelig er politiske bloggere folk med noget på hjerte, og finder ofte nyheder på nettet, som bliver fortiet eller eufemiseret i mainstream-medierne. Desuden kan man som blogger bruge sine øjne og ører i den virkelige verden, for derefter at få betragtningerne ud på nettet. Selvfølgelig er der både skidt og kanel. Men det er en enestående mulighed for et bredere (eller dybere) verdensbillede, som har været utilgængeligt, inden Al Gore opfandt Internet😀

Venstrefløj vil have rundbordssamtaler med kriminelle islamtroende

Enhedslisten stiller op med en “løsningsmodel” som nu har været forsøgt i næsten 40 år uden virkning. Hvem ellers? Nå, jo – R, S og F. Har socialarbejderne ikke udrettet skade nok? Grotesk. De forstår simpelt hen ikke, hvad vi er oppe imod. Det eneste, de skarptskydende bavianer har respekt for, er en støvlesål i r*ven ud af landet.

Og så kommer 128.000 kr.’s spørgsmålet fra den velmenende halal-hippie: “Jamen hvor skal man så sende HA hen”?

For det første er det ikke HA, som er rasende psykopater, som skyder til højre og venstre, og kun rammer ganske almindelige, fredelige borgere. Det er dem med “anden etnisk baggrund end dansk” (læs: arabere). Hvis HA gribes i kriminalitet, gælder de samme regler for dem, som for alle andre danskere. Men folk fra Mellemøsten bør repatrieres, hvis de begår kriminalitet, og ikke nøjes med 4 år for at voldtage en mindreårig pige, eller få “tålt ophold”.

Kender man iøvrigt noget til islams historie, følger de vantro muhamedanere en modus operandus, som har været i anvendelse lige fra den gang den såkaldte profet muhammed kreperede. Man henholder sig til krigsmanualen.

JP:

For hver politibetjent, der afsættes ekstra til at bekæmpe bandekrigen i København, skal der samtidig følge en socialarbejder.

Det forslag kommer fra Enhedslisten, hvis “1:1 plan” med fokus mod fremtid og forebyggelse bakkes op af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og De Radikale.

Det skriver Information.

Enhedslistens socialborgmester i København, Mikkel Warming, og partiets folketingsmedlem Johanne Schmidt Nielsen har udarbejdet forslaget.

I modsætning til Socialdemokraterne og SF tager Enhedslisten kraftigt afstand fra regeringens udspil mod bandekriminaliteten.

– Nu har regeringen i otte år sagt straf, straf og straf. Der er nok mere presse at hente i det, men vi kan se på Nørrebro, at det ikke virker, siger Johanne Schmidt Nielsen.

Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, betragter Enhedslistens forslag som “hjælp til selvhjælp”.

– Det er ikke nok kun at smide folk ud, sparke fra sig og lyde som Arnold Schwarzenegger, siger hun til avisen.

Demo til støtte for politiet

Støt dit lokale politi!

Støt dit lokale politi!

Der bliver snart afholdt en demo til støtte for Politiet, på Københavns Rådhusplads.
Nærmere oplysninger kommer her i løbet af de nærmeste dage.

Slut op om politiet og demokratiet, nok er nok!

“Folk ved ikke selv, hvad folk vil ha’!”

Overskriften er en bemærkning fra min tidligere dansklærer Amdi Pedersen. Jeg havde heldigvis en god ballast med fra “Den sorte Skole”.

Her er, hvad folk vil ha’ noget at vide om, men som forholdes den almindelige nyhedskonsument, da det kunne give dem “forkerte” tanker. Optaget af Ted Ekeroth, og ingen får det nogen sinde at se i dansk TV, men kun på internet. Derfor bringer jeg den igen, selv om den har været oppe på mange blogs:


Lars Hedegaard i JP:

Som Ralf Pittelkow skrev forleden, har tv-journalisterne opgivet ambitionen om at give seerne den usminkede virkelighed. De vil hellere levere den politisk korrekte virkelighed, som de mener, at befolkningen har bedst af.

Kritikken er faldet nyhedscheferne for de to landsdækkende kanaler for brystet, og de giver nu alle mulige søforklaringer på, at deres udsendte ikke opdager det, som ethvert normalt menneske kan se med egne øjne.

Sådan var det også under den proisraelske demonstration på Rådhuspladsen i København 10/1, der blev forsøgt forstyrret af en flok kulturberigere, som råbte og skreg, smed med kanonslag, gjorde nazihilsen og forlangte død over jøderne, Danmark og demokratiet.

Da jeg gik over for at se på optrinnet, stødte jeg på en tv-journalist, der stod 10 meter fra nazidrengene og -pigerne og bad hende sørge for at få det hele med.

Det skulle hun nok, sagde hun, men hun gjorde det ikke. Eller også var det hendes redaktør, der klippede det fra.

Danskerne må ganske enkelt ikke få billeder af arabere, der gør heil Hitler-hilsen, for det kunne få dem til at stemme på de forkerte partier.

Heldigvis var der nogle rigtige journalister – dvs. folk, der ikke er medlemmer af Dansk Journalistforbund og tjener 50.000 kr. om måneden – og flere af dem optog det hele med deres primitive udstyr.

Billederne og videoerne var på nettet senere samme dag. Så hvis tv-kanalernes egne fotografer skulle have overset noget, kunne de med største lethed have købt optagelserne. Som nyhedschef på TV 2 Nyhederne Michael Dyrby fortæller til Jyllands-Postens Anders Raahauge, køber man gerne videoer af det rabiat venstreekstremistiske Modtryk.

Så det er altså ikke pengemangel, der er skyld i, at danskerne må klare sig med friserede nyheder.