Mere om Qadris “fredsinitiativ”

Hvis den går som en gris, siger øf som en gris og vælter sig i sølet som en gris, ER det højst sandsynlig en gris.

Naser Khader:

Men det kan aldrig skade at gå et par spadestik dybere og se lidt nærmere på denne lærde og elskværdige imam, der ifølge flere medier var rådgiver for den myrdede pakistanske premiereminister Benazir Bhutto. Vi får en duft af noget moderat og demokratisk i næseborene, når imamen beskrives i fx P1-morgen (onsdag) og på TV2 News (tirsdag). Men under denne parfumebedøvede gestus, er luften anderledes ram.

For Shaikh Muhammed Tahir ud-Qadri, der er den islamistiske bevægelse Minhaj-ul-Qurans åndelige og politiske overhoved, har blod på hænderne.

Den ’respekterede lærde’ var nemlig rådgiver og religionsminister for militærdiktatoren general Muhammad Zia-ul-Haq. Og takket være Tahir ud-Qadri indførte Pakistan islamisk styre, hvorunder de berygtede og forfærdelige blasfemilove blev vedtaget, og som stadig gældende – love, der har betydet døden for mange kristne – og muslimer – der på den ene eller anden måde har kritiseret islam.

At det overhovedet er muligt at dømme folk til døden for blasfemi i Pakistan kan man altså takke den elskværdige jurist Tahir-ul-Qadri for.

Ul-Qadri spillede en central rolle i udbredelsen af den korrekte islamiske lære i Pakistan. Da Pakistans føderale Shariadomstol i begyndelsen af 1980erne ophævede ‘rajm’ (stening til døde) for utroskab, trådte han ind som juridisk konsulent for militærregimet, der ville have stening genindført. Og dette lykkedes også ved en ny dom efter fire dages procedure forestået af ul-Qadri. I 1985 lykkedes det ham at overbevise Shariadomstolen om, at foragt for profeten skulle straffes med døden – og det uanset om forseelsen var direkte eller indirekte, bevidst eller ubevidst – og at end ikke anger kunne fritage misdæderen for dødsstraffen.

Det er for resten også Tahir-ul-Qadri, der i sin bog “Islamic Penal System and Philosophy” beklager, at homoseksualitet er tilladt i Danmark…

Og nu vi er ved Danmark: Især jeg – men også mange andre – kan huske, hvordan flere unge muslimer, skolet i Minhaj ul-Quran-bevægelsen (der er arabisk for “På Koranens Vej), kollektivt meldte sig ind i Det Radikale Venstre, og alle ville være folketingskandidater. Og fordi Tahir ul-Qadri gentagne gange og med stor omhu har påvist, at demokrati, ligestilling mellem kvinder og mænd og sekulær lovgivning strider mod Allahs vilje, tog Det Radikale Venstre et større opgør med disse kandidater. For bag bevægelsen ligger også en ekstrem persondyrkelse af ul-Qadri, og en tros-imperialistisk formålsparagraf, der skal »sikre islams dominans« på globalt plan. Det kunne Det Radikale Venstre trods alt ikke støtte…

Så selvom denne ’lærde’og elskværdige imam nu har lavet en 600 (!) sider lang fatwa, der fastslår det helt fantastiske, – og åbenbart rigtige – at det er imod islam at udøve terrorisme og selvmordsangreb, så var og er manden fortsat en dødsensfarlig islamist. For islamisme er mere end terror – det er også stening, forfølgelse af anderledes troende, kvindeforagt, homofobi – kort sagt: sharialovgivning. Og den bekender Tahir ud-Qadri sig stadig til.

Så jeg har lidt svært ved at se, hvorfor alle danske medier helt ukritisk skal hylde denne mand. Hvor historieløs har man lov til at være?

%d bloggers like this: