”Forlad dig ikke på mennesker, men frygt Gud og gør ret.”

Birgitte Gøyes motto: ”Forlad dig ikke på mennesker, men frygt Gud og gør ret.”

Birgitte Gøye var medstifter af Herlufsholm Kostskole.

Birgitte Gøe (Goye)

Kathrine Winkel-Holm i JP (læs det hele):


Men lad os følge Birgittes Gøyes opvækst. Den var ganske rigtigt ulykkelig: Hun mistede sin mor og fik i stedet en stedmor, der efter alt at dømme var ligeså ond, som sådan en forventes at være. Efter sigende var det stedmoderen, der sørgede for, at Birgitte uden at være blevet spurgt blev trolovet med adelsmanden Jesper Daa som 14-årig.

Dengang var det ikke spor usædvanligt, at rige adelsslægter arrangerede ægteskaber for deres børn. Store jordbesiddelser stod på spil, så man havde man ingen lyst til at overlade sagen til de unge selv. Derfor praktiserede man tvangsægteskaber, præcis som vi kender dem fra islamisk tradition.

Forskellen var, at det var ulovligt i datidens Danmark.

Ægteskabet skal finde sted med kvindens ”samtykke og vilje”, står der i Jyske Lov fra 1241. Uden det frivilligt afgivne ja-ord er ægteskabet overhovedet ikke indgået og dermed ugyldigt.

Nuptias enim non concubitas sed consensus facit, hedder det med en formulering, der går tilbage til romerretten: Det er parternes samtykke, ikke deres samleje, der stifter ægteskabet. Sådan var det i Middelalderen og sådan er det i dag. Derfor giver danske brudepar hinanden hånden – ikke et kys – efter vielsen. De stadfæster det løfte, de lige har afgivet.

Men for kirken var det afgørende, at løftet var frivilligt afgivet. Det er der lange teologiske grunde til, som jeg har beskrevet i bogen “Og Gud velsignede dem” og derfor ikke vil gøre her.

Det vigtige er, at den katolske kirke bekæmpede tvangsægteskaber – med svingende held. For det lykkedes de snu forældre at finde smutveje (Metock, anyone?) i lovgivningen mod tvangsægteskaber.

Tvangsægteskab – Birgitte Gøje kæmper imod

På dette tidspunkt var Birgitte avanceret til hofdame og stod derfor landets første lutherske konge, Christian III, nær. Det hjalp selvfølgelig på hendes sag, som kongen nu forelagde universitetets professorer.

Og det er af flere grunde tankevækkende at læse referatet af universitetets dom.

For det første fordi professorerne ikke er i tvivl: Vi kunne, hedder det, ”ikke andet mærke og forstå ud fra den hellige skrift, end at der ikke har været ret ægteskab for Gud imellem nævnte personer”. Birgitte havde jo aldrig selv givet sit samtykke.

Reklamer

Hyldest til tobakken

Det undrer mig en hel del, at når Staten nu malker os, så groft de kan komme til det, og nærmest vil forbyde folk at ryge cigaretter eller anden tobak (skal vi gætte på, at Habana-cigarerne holder længst), er cigaretternes kvalitet faldet til et latterligt dårligt niveau. Halvdelen af en almindelig cigaret som f. eks. Prince eller Kings er blad-ribber, som i gamle dage blev kasserede.

Godt man ikke ryger cigaretter – jeg ryger cerutter (brasilianske) og pibe, så ved man da nogenlunde, at det ikke er det rene pap, man ryger.

Tobakken er usund, javel men det er livet også, og vi har brug for usunde stimulanser. Det er langt fra alle, som ville trives med at være tvungne afholdsfolk, ikke-rygere og veganere, men stærke kræfter leder udviklingen den vej. Derfor kan det kun være på sin plads at hylde tobakken – her er et forsøg:

Først lidt statistik fra Sherlockiana.dk:

Duk, Watson - det er Sundhedsmyndighederne og Skattefar!

I 33 af de 60 skrifter omtales det 45 gange at Holmes tænder sig en pibe, i seks af skrifterne omtales det syv gange at han ryger cigarer og i ni af skrifterne omtales det ti gange at han ryger cigaretter. Det er altså piben der er hans foretrukne tobaksnydelse. Derimod byder han i ni af skrifterne cigarer og kun i to cigaretter. Kun med Watson deler han pibetobak. Altså Sherlock Holmes ryger primært pibe, men byder primært cigarer. I overensstemmelse med god videnskabelig skik skal jeg også gøre opmærksom på at jeg i det øvrige nogle gange tillader mig – uden at gøre bemærkning derom – at bringe den danske oversættelse jeg ellers citerer fra, i bedre overensstemmelse med den engelske originaltekst.

Hvilken slags pibe?

Lad os så prøve at se på hvad slags pibe han ryger. I langt de fleste tilfælde står der blot at han tænder sin pibe. I SIGN står der i den danske oversættelse:

“han var optaget af at stoppe sin gamle pibe af ægte lyngrod.”

Man har af og til en mistanke om at den danske oversætter højst har været lejlighedsryger og da slet ikke piberyger. Den oplagte oversættelse er da “sin gamle bruyerepibe”. I 1891 kunne man så i IDEN læse følgende:

Så hentede han sin gamle, veltilrøgede, for ikke at sige tjærede, kridtpibe ned fra pibebrættet, og efter at have fået ild på denne sin prøvede ven og rådgiver lænede han sig tilbage i stolen og lod røgen sno sig til vejrs i tætte blå spiraler…

Höjt Skum

Læs resten