PETA, religionsfrihed og ytringsfrihed

Nu er gode dyr rådne. Nuke the whales!

En idealist

En idealist

Fra Informeren:

Religionsfrihed eller ytringsfrihed?
Det bedste forsvar mod religionskritik ligger ikke at forbyde den, men i at imødegå den med saglige argumenter og fakta – et forbud kan kun nære den mistanke, at sådanne saglige argumenter og fakta slet ikke eksisterer.

I sidste måned vedtog De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd en resolution, der fordømmer ‘bagvaskelse af religion’ som en menneskeretskrænkelse. Ifølge resolutionsteksten er “bagvaskelse af religion et alvorligt anslag mod den menneskelige værdighed”, som medfører “indskrænkninger i friheden” for praktiserende troende.

Resolutionen blev oprindelig formuleret af den 56 nationer store Islamiske Konferenceorganisation (OIC) og fremsat i FN’s Menneskerettighedsråd af Pakistan.

Den blev anført, at den var rettet imod sådanne fænomener som de ‘forhånende’ karikaturer af profeten Muhammed, som et dansk dagblad offentliggjorde for tre et halvt år siden.

Tyskland modsatte sig resolutionsforslaget. Idet han talte på vegne af Den Europæiske Union afviste den tyske delegat selve begrebet om ‘bagvaskelse af religion’ som uanvendeligt i en menneskerettighedskontekst, eftersom menneskerettigheder tilkommer individer – ikke institutioner eller religioner.

Ophidse til had
Også mange ngo’er, såvel sekulære som religiøse, talte imod resolutionen. Ronald Lauder, som er formand for Den Jødiske Verdenskongres, erklærede, at hans organisation opfattede resolutionen som et forsøg på at “svække individers ret til at udtrykke deres synspunkter”. Argumentet forekommer holdbart. For selv om forsøg på at ophidse til had imod en religions tilhængere og anstifte vold imod dem legitimt kan undertrykkes, bør det samme ikke gælde for religionskritik.

Resolutionen er ganske vist ikke-bindende, men hvis nationer skulle finde på at gennemføre lovgivning, som gav den retskraft, kan der ikke herske tvivl om, at dette ville være et indgreb mod ytringsfriheden. Allerede udgangspunktet er problematisk, for hvad skal man i grunden forstå ved begrebet om ‘bagvaskelse af religion’.

Næring til mistanke
I sin erklæring henviser OIC eksempelvis til, at “islam ofte og med urette bliver associeret med menneskeretskrænkelser og terrorismer”. Er disse associationer forkerte? Hvis OIC ønsker at ændre på folks opfattelse af, at islam krænker menneskerettighederne, er indskrænkninger i ytringsfriheden næppe den bedste fremgangsmåde. Den bedste måde, hvorpå en sådan opfattelse kan forandres, vil derimod være at anføre righoldige eksempler, der beviser det modsatte og at argumentere for, at menneskerettigheder – herunder kvinderettigheder – nyder lige så god beskyttelse i islamiske lande, som de gør i ikke-islamiske nationer.

For at demonstrere, hvad der er galt i at forbinde islam med terrorisme, kunne OIC begyndte at indsamle statistisk materiale om de religiøse overbevisninger hos personer, som planlægger og begår terrorhandlinger. Ved at tale for at indskrænke ytringsfriheden for islams kritikere opnår man intet andet end at give næring til den mistanke, at empirisk evidens og sunde argumenter ikke rækker til at bevise, at sammenkædningerne er forfejlede.

Banalisere Holocaust
I samme uge, som Tyskland og Den Jødiske Verdenskongres forkastede den forestilling, at ‘bagvaskelse af religion’ er et anslag imod den menneskelige værdighed og forsvarede ytringsfriheden, afsagde Tysklands højeste retsinstans dom i en sag, som var anlagt af en jødisk organisation og to jødiske borgere. Den tyske højesteret fandt, at det var ulovligt da, People for Ethical Treatment of Animals, en amerikansk baseret dyrerettighedsgruppe, opslog plakater, hvor fotos af Holocausts-ofre blev sidestillet med fotografier af dyr fra fabriksfarme og slagtehaller.

Plakaterne bar indskriften: “For dyr er alle mennesker nazister” – et udsagn, der oprindelig stammer fra den polsk fødte jødiske forfatter, Isaac Bashevis Singer. Ifølge domstolen var PETA’s kampagne ikke omfattet af Tysklands love om ytringsfrihed, der kriminaliserer forsøg på at “banalisere eller trivialisere Holocaust-ofrenes skæbne”.

Opflamme til vold
Nu påstod PETA selvfølgelig på ingen måde, at Holocaust-ofrenes skæbne var banal eller triviel. Tværtimod henviste gruppen til Holocaust, at det er muligt at se paralleller mellem nazisternes behandling af jøderne og de måder, hvorpå vi behandler dyr.

Den konklusion, som PETA ønskede, at vi skulle nå frem til, er, at såvel Holocaust som masseindespærring og -nedslagtning af dyr er en uhyrlig grusomhed. Et frit samfund bør åbent kunne diskutere en sådan påstand.

Uanset hvad man vil mene om PETA’s kampagne, må de, som tog ytringsfriheden i forsvar i FN’s Menneskerettighedsråd, kunne indse, at det forhold, at visse ytringer virker krænkende, ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at bortcensurere dem. Hvis PETA ikke kan tillades at formulere sin modstand imod overgreb mod dyr på den måde, gruppen selv finder bedst, med henvisning til, at dette risikerer at krænke visse mennesker, så vil religionskritik kunne forbydes med helt den samme begrundelse.

Hvis på den anden siden en religions tilhængere ikke har nogen ret til at nyde beskyttelse imod kritik af deres religion, så skal Holocausts ofre (og deres efterkommere – jeg er selv en af disse), ej heller beskyttes imod politiske kampagner, der risikerer at krænke dem, endskønt de ikke sigter mod at opflamme til had eller vold.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University

Advertisements

5 kommentarer

  1. Fint indlæg.

    Jeg sad dog og tyggede lidt over den sidste sætning:

    “[..] endskønt de ikke sigter mod at opflamme til had eller vold.”

    Efter jeg fandt det oprindelige inlæg fandt jeg også forklaringen:

    Du har glemt ‘kunne give anledning til at de føler sig krænket’, sidst i sætningen.

    (Eller en bedre oversættelse hvis du kan)

    Her er den oprindelige sætning:

    “If, on the other hand, a religion’s adherents have no right to
    protection against criticism of their religion, then, even in Germany, Holocaust victims and their descendants (and I am one of them) should not be protected against advertising campaigns that, though not intended to incite hatred or violence, may cause them offense.

    En meget lille skønhedsfejl, men nu giver det straks mere mening.

    Freedom of religion should not curtail freedom of speech

  2. Hej Balder, min oversættelse bliver til:

    Hvis en religions tilhængere, på den anden side ikke har nogen beskyttelse af rettigheder, ville selv holcaust-ofre og disses efterkommere (jeg er selv en af dem) ikke være beskyttet mod kampagner i pressen, som, selv om disse ikke har til hensigt at skabe vold eller had, måtte føre til forargelse.

  3. Ja men det er da udmærket!

  4. Religionsfrihed burde logisk- for mig at se- medføre at religionskritik også er fri.

    At der er lande og områder hvor religionsfrihed er tvivlsom og religionskritik synes ganske fraværende kunne individer, befolkninger og forskellige besluttende organer gøre noget ved.

    Det opfordres herfra til i valgsituationer at støtte valg af personer og partier der tager afstand fra FN-resolutioner som den omtalte og i øvrigt går ind for religionsfrihed og religionskritik.

    • “Religionsfrihed burde logisk- for mig at se- medføre at religionskritik også er fri. ”

      Selvfølgelig! Det er en dårlig Gud, som ikke selv kan straffe (måske fordi Guden kun eksisterer i hjernerne på tåber), men skal have støtte fra mennesker for ikke at blive fornærmet. Puuuu-had.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: