U-lands”hjælp” – Grønland

Fra Henrik Gade Jensens JP-blog:

…
P1´s Orientering havde derfor interviewet den grønlandske oppositionsleder og socialist Kuupik Kleist fra partiet Inuit Ataqatigiit. Det var ægte politisk visdom. Jeg har nedenfor skrevet en
del af indslaget ud, men her er essensen af hvad Kuupik Kleist sagde:

1. Det er forkert at udstille en særlig gruppe og så gøre politik til et spørgsmål om at hjælpe dem. For individerne skal ses i den sammenhæng de indgår i.
2. Hvis man så alligevel fastholder en særlig gruppe som “sultne børn” og hjælper dem specifikt, vil det kun forværre problemerne.
3. For det er et eksempel på den klassiske fejltagelse at tage ansvaret fra individerne og behandle dem som passive, viljesløse væsener.
4. Ingen kan løse andres problemer. Og forsøget gør det værre.
5. “Sultne børn” er ikke et specielt grønlandsk problem, men problematikken er den samme over hele verden.
6. Det gælder om at se “sultne børn” i sammenhæng med de mekanismer og strukturer der fungerer.

De mildt forargede spørgsmål fra P1-journalisten viser også, hvordan “den gode sag” med de “sultne børn” styrer indslaget og skal forsøge at appellere til forargelse. Først de sultne og så uligheden. De fleste danske politikere havde utvivlsomt overgivet sig øjeblikkeligt ved begrebet “sultne børn” og straks åbnet statskassen og lovet lovindgreb. Men Kleist maner til besindighed og respekt for, at samfundet er mere trægt og bagvendt.

Kuupik Kleist udtrykker her den højeste politiske visdom, for det er svøben i vor tids politik med enkeltsager eller -grupper, der i medierne eksponeres til voldsom forargelse: socialt udstødte, hjemløse på gaden, enlige mødre, afviste asylansøgere, fattige i Afrika, rige og fattige osv osv. Vi skal se på mekanismerne og strukturerne, svarer Kleist. Hjælpes der med en pose penge her og nu, kan det let få negative virkninger på lang sigt.

…
Her er uddrag fra interviewet med Kuupik Kleist:

Kuupik Kleist: Jeg må nok indrømme, at jeg har svært ved at forholde mig til et begreb som sultne børn, fordi i mit hoved og som jeg ser den politiske opgave, så er det jo vores pligt og vores arbejde at se tingene i en sammenhæng.

Jeg har altid meget, meget svært ved at se børnene som en isoleret gruppe, der lige som skal gøres noget for som gruppe. Vi bliver nødt til at se på familien, man er nødt til at se på det omgivende samfund og vi bliver nødt til at se på livsbetingelserne for familien. Det der sker i øjeblikket i debatten, det er f.eks. at nu skal Danmark løse det her for grønlænderne, for det kan de ikke selv finde ud af. Det er jo lige præcis den klassiske fejltagelse: fratage dem deres eget ansvar, så skal vi nok løse det for dem.

Og det fører bare længere og længere ned i det dybe hul og det er jo det, der er et af de meget alvorlige problemer i det moderne grønlandske samfund, at vi stadigvæk ikke har formået eller lært eller tilgodeset at en del af problemet ligger i at tage eget ansvar.

Så derfor bliver jeg dybt, dybt pikeret, hver gang der er nogle der råber op og siger, at vi skal nok løse det for jer. Det er jo ikke en løsning, det er vand på samme mølle, det er deroute, det er at gøre folk ansvarsløse for deres eget liv. Og så er det man begynder at tænke: jamen, det gør vel ikke noget, at vi ikke lige løser det her, for så kommer der nok nogen og løser det for os, det gør heller ikke noget jeg ikke tager på arbejde i dag, for det bliver tilgivet osv. osv. Det er både i det små og i det den store skala, hvor vi i øjeblikket åbenbart er sådan, at man mener det grønlandske samfund ikke er i stand til at løse sine egne problemer. Derfor er der andre, der skal tage sig af det. Det synes jeg, er fundamentalt forkert.