COIN om U-landshjælp

Lidt mere debunking (fra 2006!) omkring den såkaldte U-landshjælp, som mere er en hæmsko – man kunne endda sige, at det mere har karakter af adfærdsregulering – end en inspiration for modtagerne, som reduceres til stakler uden selvværd, som alligevel langt fra i alle tilfælde modtager den ydede “hjælp”. Jeg giver ordet til Christian Bjørnskov, lektor, Ph.D. på COIN:

Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække.

I dette års finanslovsforhandlinger er de centrale parter – regeringen og Socialdemokraterne – enige om, at det er tid til at udvide ulandshjælpen igen, selvom ’ambitionsniveauet’ er forskelligt hos de to parter. VK-regeringen vil bruge 615 millioner kroner ekstra næste år, mens S ønsker at bruge 1,5 milliarder mere på en ulandshjælp, der derved når op omkring 14 milliarder. I det hele taget er opbakningen til støtten i den danske befolkning så stor, at disse forslag kun har meget få modstandere. Mens situationen på et vist plan sender et smukt signal om danskernes fornemmelse for solidaritet med den tredje verden, er den på et andet plan aldeles absurd for en nationaløkonom med interesse i udviklingsforskning.

Problemet er nemlig, at mens politikere og befolkning tydeligvis tror, at ulandshjælpen er et vigtigt bidrag til fattige landes sociale og økonomiske udvikling, viser 40 års international forskning i emnet noget helt andet. Litteraturen har naturligvis primært fokuseret på, om større mængder hjælp fører til hurtigere økonomisk udvikling, men har i de senere år også ledt efter andre problemområder, som hjælpen muligvis kunne afhjælpe. Mens enkelte forskerhold på særlig vis formår at finde en positiv effekt af ulandshjælp på den økonomiske vækstrate og andre på lignende vis dokumenterer, at hjælpen holder lande tilbage i deres udvikling, er den typiske erfaring helt enkel: Ulandshjælp har ingen som helst forbindelse med hvor hurtigt modtagerlande udvikler sig.

Umiddelbart kan det synes helt forkert, og mange mennesker er hurtige til at angribe budbringeren af det deprimerende budskab i stedet for at overveje, om de måske har taget fejl. For vi ved, at mange udviklingsprojekter virker. Skoler bliver bygget, brønde bliver gravet, veje bliver anlagt, og teknisk støtte bliver givet dagligt, alt sammen for danske penge. Det er alt sammen bidrag til den økonomisk, sociale og bredere menneskelige udvikling i landene. Så hvordan kan det hele blive reduceret til et nul?

Svaret er, at ulandshjælp fungerer ligesom en hvilken som helst medicin: Den har positive, tilsigtede virkninger, men også utilsigtede negative bivirkninger. Så hvis man vil have et korrekt billede af, hvordan den totalt set virker, er det ikke nok bare at lægge de mange projekters virkning sammen. Man må også lægge de negative bivirkninger til regnestykket. De mest almindelige negative bivirkninger består i:

Hollandsk syge

En meget simpel måde at illustrere hollandsk syge på, er at hvis et land får overførsler af ulandshjælp fra udlandet, bliver man nødt til at omveksle de kroner, dollars, pund og andre valutaer, hjælpen kommer i, til landets egen valuta. Det øger efterspørgslen efter valutaen, hvilket – ligesom det er tilfældet med en hvilken anden vare – hæver prisen, der i dette tilfælde er valutakursen. Det betyder desværre, at landets varer bliver relativt dyrere på verdensmarkedet, og landets eksportsektor bliver derfor ramt. Ulandshjælp i større mængder kan derfor være skadelig for økonomien.

Perverse politiske incitamenter

En anden måde, ulandshjælp kan volde skade, er gennem dens effekter på landets politik. Stephen Knack i Verdensbanken har for eksempel peget på, at den politiske vilje til nødvendige reformer svækkes af ulandsbistanden, der kan bruges til at glatte de værste problemer ud. I stedet for at tage fat om nældens rod – dårlige retsvæsener, korruption osv. – bruger man hjælpen til at symptombehandle. I visse tilfælde finder man endda, at mere ulandshjælp medfører mere korruption – der er jo flere ressourcer at kæmpe om, og det gør folk med de midler, lovlige og ulovlige, som de har til rådighed.

Det offentliges rolle

Disse forhold er alle ganske ødelæggende bivirkninger. Man kan sådan set bare lave et simpelt tankeeksperiment. Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af landets nationalindkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker i gennemsnit får en helt arbejdsfri gave på 42.000 kroner hvert år, men en lille gruppe offentligt ansatte skal bestemme, hvem der får hvor meget. Hvis man tænker eksemplet igennem, med den forskel at de relevante mennesker er meget fattigere end de velstående danskere, er det måske ikke så sært at ulandshjælpen har stærke bivirkninger?

Det egentlige spørgsmål er derfor, hvorfor Danmark ligesom de fleste andre rige lande bliver ved med at give massive mængder ulandshjælp. En sandsynlig forklaring kan søges i to almindelige fænomener: 1) Politisk ønsketænkning; og 2) forskellen på det man ser og det man ikke ser. For det første er der mange eksempler på, at politikere overvurderer hvad deres egen politik kan opnå, selv når det gælder enkle politiker med virkning i Danmark. Når vores politiske mangler manifesterer sig så langt væk som Afrika, har ønsketænkningen blot bedre vilkår. Og når ulandsorganisationer gennem de seneste årtier har fortalt, at nu fokuserer vi på fattigdomsbekæmpelse i stedet for vækst (som om der var forskel), nu inddrager vi kvinder og miljø, nu giver vi bistand i sammenhængende programmer i stedet for enkeltprojekter, kan forventningerne forståeligt nok blive ved med at overstige det rationelle.

For det andet er der forskellen på det man ser og det man ikke ser. Mange politikere på begge fløje er stærke tilhænger af ulandsbistand og har derfor været i lander, der modtager danske ulandsmidler, og set mange projekter. De ser vandpumper, skoler og veje der er bygget for danske penge og bliver derfor nødt til at konkludere, at hjælpen gør en forskel. Det de i sagens natur ikke ser, er de makroøkonomiske bivirkninger som bistanden giver. Den kan ikke ‘ses’ ved hjælp af andet end statistik – noget politikere sjældent er gode til – men hvis man holder blikket stift rettet mod projekterne, ser man aldrig bistandens slagside.

Hvad værre er, hvis man tror stærkt nok på ulandshjælpen vil enhver kritik af den føles som krænkende og ondsindet vantro tale. Og man må desværre indrømme, at hvis der er et punkt hvor ytringsfriheden reguleres af hensyn til ‘respekt’ i Danmark, er det netop på dette punkt. Ethvert tilløb til kritik bliver tolket i medierne, som om man bare vil lave en omvendt Robin Hood – tage fra de fattige og give til de rige. Det ville også have været rigtigt hvis ulandsbistanden rent faktisk nåede til de fattige. Som det er i dag – og der er ingen tegn i sol, måne eller stjerner på at det er ved at ændre sig – gør den det ikke. Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække. Måske ville de endda få konkrete incitamenter til at vælge nogle mere ansvarlige politikere? Det eneste spørgsmål – og det der er mest problematik – er om danske politikere nogensinde vil gøre det. Har de modet til det? Og bliver de ikke bare oversvømmet af modstridende informationer, når Danida tager dem ved hånden og viser dem Malawis nyeste danske skole?

Tidligere bragt i Berlingske Tidende

Reklamer
%d bloggers like this: