COIN om U-landshjælp

Lidt mere debunking (fra 2006!) omkring den såkaldte U-landshjælp, som mere er en hæmsko – man kunne endda sige, at det mere har karakter af adfærdsregulering – end en inspiration for modtagerne, som reduceres til stakler uden selvværd, som alligevel langt fra i alle tilfælde modtager den ydede “hjælp”. Jeg giver ordet til Christian Bjørnskov, lektor, Ph.D. på COIN:

Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække.

I dette års finanslovsforhandlinger er de centrale parter – regeringen og Socialdemokraterne – enige om, at det er tid til at udvide ulandshjælpen igen, selvom ’ambitionsniveauet’ er forskelligt hos de to parter. VK-regeringen vil bruge 615 millioner kroner ekstra næste år, mens S ønsker at bruge 1,5 milliarder mere på en ulandshjælp, der derved når op omkring 14 milliarder. I det hele taget er opbakningen til støtten i den danske befolkning så stor, at disse forslag kun har meget få modstandere. Mens situationen på et vist plan sender et smukt signal om danskernes fornemmelse for solidaritet med den tredje verden, er den på et andet plan aldeles absurd for en nationaløkonom med interesse i udviklingsforskning.

Problemet er nemlig, at mens politikere og befolkning tydeligvis tror, at ulandshjælpen er et vigtigt bidrag til fattige landes sociale og økonomiske udvikling, viser 40 års international forskning i emnet noget helt andet. Litteraturen har naturligvis primært fokuseret på, om større mængder hjælp fører til hurtigere økonomisk udvikling, men har i de senere år også ledt efter andre problemområder, som hjælpen muligvis kunne afhjælpe. Mens enkelte forskerhold på særlig vis formår at finde en positiv effekt af ulandshjælp på den økonomiske vækstrate og andre på lignende vis dokumenterer, at hjælpen holder lande tilbage i deres udvikling, er den typiske erfaring helt enkel: Ulandshjælp har ingen som helst forbindelse med hvor hurtigt modtagerlande udvikler sig.

Læs resten

Fogh og NATO – konsekvenser for dansk politik

Fantast, som jeg jo nu engang ifølge mange radikale og venstreorienterede bliver betegnet, så jeg helst Søren Pind som minister (ikke statsminister – endnu). Men gammel vin på nye flasker synes jo at foretrækkes på Christiansborg.

På én måde kunne det være spændende at iagttage, hvordan den økonomiske situation kunne udvikle sig med partisoldaten og fanatikeren Claus Hjorth (manden, som altid har ret) som finansminister og Lars Løkke som statsminister. To partisoldater, som højest har prøve at holde en skovl i hænderne i rosenbedene ved deres luksusvillaer. Brrrr!

Ved man, hvor man har Venstre? Gu’ gør man ej!

JP:

Hvis Fogh meddeler sin afgang inden for kort tid, er løjtnanter og fodsoldater (læs: gribbe… AL) i Venstre parate til et vagtskifte.

Men akkurat som det diplomatiske spil om Nato-topposten, hvor alle ser Fogh som kandidat, uden at han selv vil bekræfte det, foregår der et tilsvarende mummespil blandt unge ambitiøse ordførere og fyringstruede ministre i Venstre. Alle taler om tiden efter Fogh, men de færreste tør spille deres kort åbent.

Der er dog sendt prøveballoner op. Den mest interessante er afsendt af kredsen helt tæt på Foghs arvtager, finansminister Lars Løkke Rasmussen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er blevet sendt i luften som et tredje bud i en efterhånden langvarig intern diskussion af, om Løkke vil vælge skatteminister Kristian Jensen eller forsvarsminister Søren Gade til finansminister.

Formålet er at teste, om Hjort kunne være en mulig overgangsfigur i en mini-rokade blandt V-ministrene, før Løkke laver en stor rokade og sætter holdet frem mod næste valg.

Ytringsfriheden er ukrænkelig

Dejlige Pat Condell:

Pirater

JP:

Somalisk piratskib under beskydning

Somalisk piratskib under beskydning

De danske skatteydere kommer til at betale 73 mio. kr. for at have det danske krigsskib ”Absalon” i Aden-bugten ved Somalia. Ikke desto mindre erkender Søværnets øverste chef, kontreadmiral Nils Wang, at hele missionen blot er en lappeløsning.

»Forudsætningen for at bekæmpe pirateri er at få skabt en situation, så det bedre kan betale sig at tage ud at fiske end at kapre skibe. Så vi får ikke fat i roden til sygdommen, før vi går ind og laver en indsats i Somalia. I virkeligheden er den nuværende mission på havet den mindst ringe løsning, for den vil blive ved med at være symptombehandling. Den langsigtede løsning ligger på land,« siger Nils Wang.

Skibschefen på ”Absalon”, kommandørkaptajn Dan B. Termansen, er enig og siger, at »vi kan blive her for evigt, hvis vi ikke gør noget på land«.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) mener, at det er rigtigt, at der kun findes »en bæredygtig løsning på land«, fordi pirateriet har rod i fattigdom og ineffektive myndigheder. Men han er ikke begejstret for at sende danske soldater til Somalia og henviser til, at vi ud over piratmissionen er engageret i Afghanistan og Kosovo. »Derfor er der i vidt omfang lagt beslag på det danske forsvars ressourcer,« siger Per Stig Møller.

Det er jo klart, at hvis man tager pirater om bord og giver dem mad og drikke,  for derefter at sætte dem i land, er der ikke megen trussel at forvente for piraterne. Hvis man derimod gav deres skibe en velanbragt artillerigranat, mens de stadig var om bord, kunne det være, at deres potentielle “kolleger” ville tænke lidt mere over, om ikke hellere de skulle “fange fisk”.

I sejlskibenes og dampskibenes tid blev de hængt ombord – “fra rånokken”. Men da der i dag går der en masse mærkelige mennesker rundt, som bekymrer sig om piraternes “menneskerettigheder” – typisk folk, som ukritisk sammenligner lande som Sudan med vestlige lande, fungerer Absalon nærmest som en slags hyggeonkel, som piraterne i bedste fald hovedrystende morer sig over.

Vi er jo dybt til grin.