Per Stig Møller og DurbanII

I går sagde en af mine venner glædesstrålende: “Har du læst det seneste om DurbanII? Danmark og EU vil boykotte mødet”. (Han havde læst MSM for et par dage siden).

Han tog fejl.

Per Stig Møller fortsætter uforfærdet hen imod Durban II-konferencens forsøg på at bringe menneskerettighederne til diskussion til fordel for diverse “religioner”.

Besøg links’ene i indlægget.

Fra 180Grader

Udenrigsminister Per Stig Møller modtog i går over 1.000 underskrifter fra en række kendisser, som alle ønsker, at Danmark boykotter FN’s racismekonference Durban II. Men udenrigsministeren står fast på sin holdning om at deltage.

1.106 underskrifter fra blandt andet Mikael Jalving, Kai Sørlander, Bent Blüdnikow, Jørgen Leth, Peter Øvig Knudsen, Manu Sareen, Kurt Westergaard, Farshad Kholghi, Ralf Pittelkow, Claes Kasthold Hansen og Ole Birk Olesen blev i går afleveret til udenrigsminister Per Stig Møller. Det fortæller Berlingske Tidende.

De mange underskrifter indsamlet på initiativ af gruppen Beskyt Menneskerettighederne fik dog ikke udenrigsministeren til ændre sin holdning til Durban II.

“Kan man nå i mål via forhandlinger, så er det min opfattelse, at det er bedre end at løbe væk og svigte ytringsfriheden. Hvis der er mulighed for at vinde slaget om ytringsfriheden, så skal man blive og kæmpe, dem der går i utide, kan i hvert fald ikke slå nogen,” sagde Per Stig Møller ifølge Berlingske Tidende.

Nej, Per Stig, men ved at udeblive sender man et kraftigt signal omkring konferencens legitimitet, hvilket man iøvrigt også gør ved at deltage (blot med diametralt modsat værdiladning).

“Der er allerede sket et ryk i forhandlingerne. FN er kommet med et udkast, hvor forslaget om at forbyde kritik af religion er væk, og punktet angående Israel er fjernet,” fortsatte han med henvisning til det reviderede udkast til et slutdokument som FN’s menneskerettighedsråd præsenterede tidligere i går.

Idéhistoriker Malene Busk, der var blandt de fire repræsentanter for Beskyt Menneskerettighederne, som afleverede underskrifterne, mener ikke, at Per Stig Møller forstår alvoren i at begynde at forhandle om menneskerettighederne.

“Processen har mangel på legitimitet. Der er flertal for en fuldstændig ureglementeret kapring af, hvad der skulle have været menneskerettigheder, men nu er blevet særrettigheder til religioner. Man må vise, at det er en fuldstændig illegitim proces ved at nægte at deltage,” sagde hun ifølge Berlingske Tidende.

Indtil videre har Canada, USA, Israel og Italien boykottet konferencen, mens EU har truet med boykot, hvis konferencen kommer til at handle om at gøre religionskritik ulovligt og køre hetz mod Israel.

De islamiske landes samarbejdsorganisation, OIC, har endnu ikke kommenteret det reviderede udkast til slutdokumentet til Durban II.


%d bloggers like this: