Kommunalpolitik i København

Søren Pind blogger – læs kommentarerne på bloggen

Kære Ritt!

Kan du huske det? Dér i oktober-november 2005? Vi to, ude på gader og stræder, hver med vores budskab.

Du cyklede by og gade rundt med budskabet om, at du sagtens kunne få bygget 5000 boliger til 5000 kroner på 5 år.

Jeg gjorde i stedet gældende, at det afgørende og centrale problem for byen var den farlige udvikling i kriminaliteten og den manglende integration, og stillede konkrete forslag som f.eks. denne plan her.

Hvorfor vidste jeg disse ting? Fordi jeg fra 1999 studerede bandekriminalitet på tæt hold, besøgte New Yorks borgmester Gulliani og tog hans metoder i anvendelse mod graffiti-miljøet, der i følge Berlingskes cavlingvindere (de journalister herhjemme der er kommet nærmest på at forstå hvad det her handler om) også er en del af det hårdkogte miljø i København. Og i de år vandt vi. Meter for meter, kilometer for kilometer. Ved hjælp af nul-tolerance – skønt det ofte skete til rynkede øjenbryn, skæve smil og hån fra politiledelsens side. Ligesom du gjorde.

Du afviste alle udsagn om det umulige i at bygge de 5000 boliger. Og samtidig havde du ikke meget tilovers for min beskrivelse af virkeligheden. Du fandt den overdreven, og i det hele taget var det noget pjat på den måde at søge at gøre det til det centrale i spørgsmålet om København.  Det var faktisk så grotesk, at du tilmed lykkedes med at få politiets egen fagforening til at gå imod et forslag om flere politibetjente i København, for det var der ikke brug for!

Her står vi så, ikke engang 4 år senere. Der skydes på Nørrebro. Der skydes på Amager. Uskyldige liv bliver ofret. Angsten stiger. Alt det følger kun i slipstrømmen på en række forfærdelige drab på gader og stræder. Og bystyret virker handlingslammet, langt væk, ”out of touch”.

I mellemtiden har vi set, at Nørrebro har været gjort til genstand for indvandrerbanders hærgen – i februar sidste år blussede det op med brand over alt, de værste uroligheder siden besættelsen af Danmark. Din eftergivenhed overfor de autonome har også indskrevet sig i, at endnu engang belønnede et demokratisk organ politisk terrorvirksomhed på gader og stræder.

Jeg har det svært med det her. Det er – sagt helt uden skadefryd – ikke rart at have (fået) ret. Det er tværtimod skrækkeligt.

Men det jeg egentlig er mest forfærdet over er, at I intet gør. Når man nu, som jeg, ved, hvad bystyret egentlig kunne, hvis det satte sig det for – så er det forstemmende at se, hvor lidt, der egentlig gøres.

Jeg prøvede at råbe dig op. Københavnerne foretrak at give dig magten over byen. Det må man nu engang respektere. Men jeg synes, du har svigtet deres tillid. Det, du sagde dengang, var ikke sandt. Her i sidste uge måtte du offentligt erkende, at dine 5000 boliger ikke bliver til noget. Og i mellemtiden bløder København.

Det er noget skidt. Jeg synes, du skylder os en forklaring.

Kærlig hilsen

Søren