Den “moderate musliiim”

Mikael Jalving har haft endnu et anfald af klarsyn:

Onde mennesker har beskyldt Abdul Wahid Pedersen, den jyske imam fra Nørrebro, for at tale med to tunger: én beregnet for muslimer i moskeen, en anden i forhold til den danske offentlighed. Men det er ikke længere tilfældet. Nu taler Abdul Wahid – vistnok arabisk for “Allahs slave” – Pedersen kun med én stemme. Og den er endda ikke til at tage fejl af. Jo, du læste rigtigt: Abdul Wahid Pedersen taler endelig ud om sit virkelige forhold til islam.

Det sker i et opsigtsvækkende interview til Jyllands-Posten dags dato. Jeg læste det med vantro øjne her til morgen og lige siden har jeg haft denne ubeskrivelige følelse af åbenbaring. Måske er det sådan, de udvalgte har det på den yderste dag; jeg skal ikke kunne sige det, for så langt kommer jeg aldrig. Til gengæld skinner solen i skrivende stund fra en skyfri himmel som om, Copernikus eller Galilei sad og trak elegant i trådene, og det foresvæver mig, at verden pludselig er værd at forsvare.

Det er Abdul Wahid Pedersens ord, der bringer mig i Himmerige. Hans tale er klar, ærlig, utvetydig – og fuldkommen vanvittig.

For denne flinke mand er i virkeligheden hardcore, ortodoks islamist. Hvis nogle var i tvivl om dette før, så er der ingen undskyldning for ikke at erkende det i dag. Med mindre manden lægger sag an mod avisen for bagvaskelse eller fordrejning af det, han måtte have sagt til intervieweren, så er der tale om en vaskeægte tilståelsessag.

Karen Jespersen har altså ret. Abdul Wahid Pedersen er ekstremist, og han praler endda med det.

Godt nok er han træt af at tale om stening, for stening er, som han fastslår, en del af islam. Abdul Wahid Pedersen opstiller en tankerække, som end ikke Den Danske Forening ville turde opstille: stening = sharia = islam. Aldrig er islam blevet formuleret så matematisk prægnant af en troende.

Abdul Wahid Pedersen, hvad er egentlig dit syn på stening? Hertil svarer vor mand på Nørrebro gudhjælpeham:

“Sharia er det regelsæt, der omgiver islam, som handler om, hvad man spiser, hvordan man beder osv. Jeg opfatter islam som et hele, hvor man ikke kan vælge og vrage mellem de enkelte dele, fordi man så sætter sig over Gud. Når jeg bliver spurgt om stening, bliver jeg nødt til at bekræfte, at der findes stening i islam. Jeg er jo ingen løgnhals. Jeg anerkender, at det eksisterer, og jeg kan ikke ændre på, at stening er en del af det islamiske strafferetssystem.”

Nej, Abdul Wahid Pedersen er ingen løgnhals. Han går til fuld bekendelse: Man kan ikke vælge og vrage, når det gælder islam. Det er hele pakken eller ingen pakke. Man kan ikke gå ind for stening den ene dag, og så forkaste stening den næste. Det er stening syv dage om ugen, 52 uger om året, herfra og til evigheden. Ellers sætter man sig over Gud, altings begyndelse og slutning. Hvad Gud finder rigtigt og forkert, står absolut ikke til diskussion undervejs.

Abdul Wahid Pedersen har mere at berette danskerne. Han bryder sig sådan set ikke om stening, idet det med hans egne ord udgør “en meget voldsom form for afstraffelse”. Afstraffelse? Næ, det hedder drab eller mord, Abdul Wahid Pedersen. Hvis du partout vil bruge et ord, der ender på straf, så kan du sige dødsstraf – for det er, hvad stening er: straf med døden til følge. Ikke ved hjælp af medicin, strøm eller et reb. Med sten. Bare så vi forstår hinanden, Abdul Wahid Pedersen, og taler samme sprog.

Vi taler om stening, og det gør Abdul Wahid Pedersen tilsyneladende også. Han fortsætter ufortrødent:

“Det er en strafform, der er indstiftet af Gud som et vink med en vognstang om at vi skal holde os fra hinandens ægtefæller.”

Ser man det. Et vink med en vognstang? Så forstår vi alligevel ikke rigtig hinanden, for i min bog er stening ikke et vink med en vognstang, men vogn fuld af ortodoksi, anvendt ortodoksi af den mest manikæiske slags.

“Hvis jeg tog afstand fra stening, ville jeg melde mig ud af islam”. Ordene er Abduls. Klarere kan det vel ikke siges.

Og dog. Abdul Wahid Pedersen overgår sig selv blot en sætning senere: “Jeg har taget et valg, jeg har valgt islam, og for mig er islam en hel pakke.”

Man skulle tro, det var nok. Men ikke nok med det. Abdul Wahid Pedersen er ikke kun hudløs ærlig; han kan desuden være retorisk på folkekirkens vegne:

“Hvorfor spørger du ikke en præst i folkekirken om, hvad han synes om korsfæstelser?”

Nu vil jeg ikke genere Abdul Wahid Pedersen med, at præster i folkekirken tilmed kan være kvinder, men dette er blot sagt til din almindelige oplysning, Abdul.

Når du dernæst bringer korsfæstelser på banen, har jeg svært ved at følge dig. Har du indtryk af, at korsfæstelser finder sted hyppigt i dagens afkristnede samfund i Vesten? Hvornår er nogen sidst blevet korsfæstet i Korsør? Eller Varde? Er det mig, der ikke følger godt nok med i nyhedsstrømmen, eller er du bare løbet tør for argumenter? Tænker du på Jesu korsfæstelse? Eller på hekseafbrændinger? Jeg er ikke rigtig med, Wahid.

Det er jeg til imidlertid, når du til allersidst i interviewet fortæller, at man som muslim ikke kan “skrive sharia ud af islam”.

Tak, siger jeg bare. Tak for kaffe. Tak for advarslen. Tak, Abdul Wahid Pedersen. Du har hjulpet danskerne meget mere, end du er klar over. Nu véd vi, hvor du står. Nu véd vi, hvad vi kæmper imod. Tak.

%d bloggers like this: