Durban II: Let historieomskrivning betingelse for mødet

Fra Kr. Dagblad:

Ifølge lobbyorganisationen EYE on the UN, så bevæger EU-repræsentanterne sig ind i et minefelt forud for racismekonferencen Durban 2, der finder sted i april. Anne Bayefsky, der leder EYE on the UN, og er en stærk kritiker af konferencen, rapporterer, at EU’s repræsentanter ved et forberedende møde har måttet acceptere, at man opretholder Durban 1’s ordlyd om Israel som racistisk. Da Durban 2 er en opfølgning på Durban 1 kan der ikke ændres i den ordlyd, er argumentet.

Omdiskuteret var i den forløbne uge også en henvisning til holocaust. Her lød den foreslåede tekst, at man anerkender ”at holocaust … resulterede i mordet på en tredjedel af det jødiske folk.” Det fik Syrien til at protestere, mens et forslag fra EU-landene om at fordømme benægtelse af holocaust fik Iran på banen med beskyldninger om begrænsning af forskningsfriheden.

Ifølge Anne Bayefsky, så hviler der en sky over forhandlingerne, fordi FN’s Menneskerettighedsråd – med Libyen som formand – ved, at det risikerer, at både USA og en række u-lande boykotter konferencen, som dermed taber betydning.

Men, skriver Anne Bayefsky i en række indlæg, den palæstinensiske delegation vil ikke tillade at deres hovedærinde om at få stemplet israelere som racister, bliver taget af dagsordenen for at sikre europæisk deltagelse.

%d bloggers like this: