Verdens første parlament

Fra Holbæk Amts Venstreblad:

Ophidset debat i parlamentet

Ophidset debat i parlamentet

Der er ikke meget bemærkelsesværdigt at se ved den lille høj på Mårbjerg uden for Nakke nær Rørvig.

Højen hæver sig ganske få meter over det omkringliggende landskab, og hvis det ikke var fordi, nogen havde opsat et massivt træbord – og for den lille marksti, der løber ud til højen – ville den vandrende næppe overhovedet lægge mærke til, at man nu var nået frem til et “sted”, og ikke blot passerede hen over et bump på vejen.

Men ifølge Kurt Sørensen fra Lokalhistorisk Arkiv i Nykøbing er der al mulig grund til at lægge mærke til den lille høj. Her mener han nemlig, at prototypen på det danske folketing opstod for over 1.500 år siden. Det såkaldte Isøre-ting.

– Normalt regner man det islandske Altinget som verdens ældste parlament. Men Altinget havde faktisk de norske Gulating som forbillede, og Gulatinget var selv inspireret af et andet ting, nemlig Isøre-tinget. Saxo skriver om en konge, der blev valgt på Isøre-tinget helt tilbage omkring år 500. Dermed er Isøre-tinget to til tre århundreder ældre end Altinget, fortæller Kurt Sørensen.

Valgt til konge efter Rolf Krakes død
Navnet Isøre kommer af “is-øerne”, og hentyder til Nakke og Nørrevang, der dengang var to øer, der lå i indsejlingen til sundet mellem Nykøbing og Rørvig.

– Isøre Havn var en vigtig havn på det tidspunkt. En del af den kongelige flåde lå således for anker her. Men forbindelsen til havet var også vigtig, fordi det var den måde, man rejste på i de tider. Folk kom fra hele landet til Isøre-tinget for at være med til at vælge de danske konger og vedtage love for landet, fortæller Kurt Sørensen.

Ifølge nogle af romantikkens historikere skulle alle danske mænd over 14 år kunne have været med til at vælge de danske konger. Senere blev det sådan, at det var stormændene, der mødte op på tinget og traf beslutninger, men Isøre-tinget bevarede sin position frem til 1200-tallet, hvor det blev afløst af Danehoffet. Inden da var mange skelsættende beslutninger dog truffet ved Isøre-tinget.

– Tinget nævnes som sagt første gang af Saxo. Det er, da den svenske kongesøn Høder – efter Rolf Krakes død med en kæmpemæssig flåde – sejlede til Isøre, bemægtigede sig havnen og lod sig “vælge” til konge af det danske folk, siger Kurt Sørensen.

Menneskeofringer på tingpladsen
Saxo er den eneste skriftlige kilde, som nævner Isøre-tinget allerede så tidligt i verdenshistorien, men Kurt Sørensen mener alligevel godt, at vi kan stole på hans oplysninger – i hvert fald til en vis grad.

– Saxo er intet sandhedsvidne. Han skrev århundreder senere om begivenhederne og var farvet af sin egen tid, men hvis man beslutter sig til at tage ham på ordene, så må vi undersøge, om det, han skrev, kan passe. Navnene og geografien, han beskriver, er korrekt, ligesom navnene er med til at understøtte hans forklaring, fortæller Kurt Sørensen.

Mårbjerg stammer således fra Moorbjerg, der igen kommer af ordet mord, der oprindeligt betød offerdrab.

– Man ofrede både mennesker og dyr på tingpladsen dengang. Dermed var tingpladsen hellig, og et ord givet her var et ord, man gav til guderne og derfor ikke noget, man kunne løbe fra, fortæller Kurt Sørensen.

Hvordan kan det så være, at Isøre-tinget er gledet ud af vores kollektive bevidsthed, mens næsten alle kender til det islandske Altinget?

– Det er kort fortalt et spørgsmål om god markedsføring. Samtidig havde man på Island den fordel, at øens skriftkloge meget tidligt begyndte at nedskrive tingene. Saxo skriver jo først om Isøre-tinget i år 1200, siger Kurt Sørensen.

%d bloggers like this: