Eyeless in Gaza

Betragtninger af Alan M Dershowitz, advokat, New York, via JP – læs hele kronikken, her er et par smagsprøver (mine fremhævninger og links):

Jeg har talt med den nu pensionerede general i flyvevåbnet, der var med til at planlægge angrebet for det tilfælde, at en militær aktion blev nødvendig. For at mindske de civile tab havde det israelske flyvevåben præcist lokaliseret Hamas-bygninger. Selv kilder i Hamas erkendte, at hovedparten af de dræbte var Hamas-terrorister, om end det er uundgåeligt, at civile mister livet, når, som BBC-reporteren Rushdi Abou Alouf, der bestemt ikke er proisraelsk, udtrykte det, »Hamas’ bygningskomplekser ligger inde midt i byen.«

Den internationale reaktion på Israels militæraktioner mod Hamas’ raketter fordeler sig på tre typer. Ikke overraskende har Iran, Hamas og andre, der pr. automatik er fjendtligt indstillet over for Israel, hævdet, at Hamas’ raketangreb mod israelske civile er lovlige, og at Israels modangreb er krigsforbrydelser. Lige så lidt overraskende er reaktionen fra FN, EU, Rusland og andre, der – i hvert fald når det gælder Israel – ser en moralsk og juridisk lighed mellem terrorister, der går efter civile, og et demokratisk land, der svarer igen ved at angribe terroristerne.

Den farligste af reaktionerne er ikke den absurde reaktion fra Iran og Hamas. Den farligste er derimod den fra FN og EU, som sidestiller det tilsigtede mord på civile med lovligt selvforsvar i henhold til artikel 51 i FN-pagten. Denne fejlagtige moralske ækvivalens opmuntrer terrorister til at fortsætte deres ulovlige aktioner mod civile.

USA slår hovedet på sømmet ved at tillægge Hamas skylden og samtidig opfordre Israel til at gøre sit yderste for at minimere civile tab.

Indtil og medmindre FN og resten af det internationale samfund erkender, at Hamas begår tre krigsforbrydelser – ved at gå målrettet efter israelske civile, bruge egne civile som menneskelige skjolde og forsøge at knuse et medlem af FN – og at Israel handler i selvforsvar og af militær nødvendighed, vil konflikten fortsætte og måske eskalere. Hvis det lykkes Israel at knuse terrororganisationen Hamas, kan Israel meget vel lægge grunden til virkelig fred mellem Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed og Israel. Men hvis Hamas bliver ved med at gå målrettet efter et voksende antal israelske borgere, har Israel intet andet valg end at blive ved med at forsvare sig selv. Det ville ethvert demokratisk land gøre.

%d bloggers like this: