Er menneskerettighederne reelt en undertrykningsmekanisme?

Når politik bliver til menneskeret
Jesper Bacher, sognepræst, Rødby

Er menneskerettighederne ved at udvikle sig til en gøgeunge, der skubber folkestyret ud?


Egentlig tiltaler tanken mig. Universelle rettigheder som et værn om menneskers værdighed og en grænse for magthavernes ret. Kender staten ingen grænse i forhold til det enkelte menneske, spiller staten gud, og det er ofte en djævelsk affære.

Alligevel er der for mit vedkommende ikke så lidt malurt i bægeret, når det kommer til menneskerettighederne. Grænseløse rettigheder kan nemlig gå hen og blive grænseløst regulerende og kan blive så totalitære som de fænomener, de også er skabt for at begrænse.

Det rettighedsfornægtende tyranni er en uting, men den menneskerethaveriske borger eller minoritet kan også være en samfundsherser af rang.

»Verden er blevet en menneskeret, og alt er blevet til rettigheder«, skrev Milan Kundera allerede i 1990. Menneskerettighedernes vokseværk og ekspansion er et demokratisk problem.

Hvis alle forhold af betydning, alt, der i væsentligt omfang kan siges at påvirke min livskvalitet, udråbes som menneskeret, så lægges den demokratiske proces død.

Da er det i flere og flere tilfælde slut med politiske afvejninger, kompromisser og prioriteringer, for man kan bare gå til domstolen og få sin menneskeret, og efter den haver alle sig at rette.

Udvidet begreb
Den danske menneskerettighedsekspert Morten Kjærum har betonet, at menneskerettigheder også handler om ekskluderende barrierer som f.eks. umulige adgangsforhold for kørestolsbrugere, særlige højdekrav for ansøgere til politiuddannelsen, der i praksis favoriserer mænd, og uddannelsessteder, hvor rigelige mængder af alkohol virker uindbydende på muslimske studerende.

Er det i det hele taget ikke en oprørende krænkelse af min højhellige menneskeret, at omverden ikke er indrettet efter mig? Er det ikke hadefuld tale, når nogen vover at kritisere min religion? For nu at tage et ikke helt tilfældigt eksempel.

Selvfølgelig kan og skal vi da drøfte, hvordan vi gør tingene bedst i samfundet med skyldig hensyntagen til svage grupper, men det er netop denne drøftelse, som stivner, hvis menneskerettighederne æder sig ind på alle områder, og folkestyret gradvist afløses af juridisk pavedømme og domstolsstyre.

Det er der heldigvis også jurister, som har blik for. Juraprofessoren Mads Bryde Andersen har således påpeget den magtforskydning, som er sket fra Folketinget til internationale menneskerettighedsorganer og pointeret, at menneskeretsdomstolens dommere er »blevet til politiske overdommere i et system, hvor politik gøres til ret – ”menneskeret”.«

Sund skepsis
Det kan vi ikke være demokratisk tjent med. Mere end et gran af sund skepsis er tiltrængt i forhold til menneskerettighederne, og i anledning af 60-året for FN’s menneskerettighedserklæring kunne man stille det spørgsmål, om ikke fødselaren er ved at udvikle sig til en forvokset gøgeunge, som langsomt skubber folkestyret ud af vuggen?

Frihedsrettighederne
Snarere end menneskerettighedernes brede ladeport burde vi fokusere på basale frihedsrettigheder.

Ikke at de økonomiske og sociale forhold er uvigtige, ofte er de afgørende, men det har altid forekommet mig urimeligt, at man ikke opfylder menneskerettighederne, fordi der ganske simpelt ikke er midler til at realisere dem.

Det koster derimod ikke noget at lade være med at undertrykke friheden til at tro, tale og stemme.

Ja, hvad kunne der ikke spares på den konto i alverdens diktaturstater?

Endnu er det en menneskeret at diskutere menneskerettighederne, og de kalder i den grad på kritisk og nøgtern drøftelse frem for højstemte skåltaler og from tilbedelse.

%d bloggers like this: