Hvem skal man nu tro på?

Nammenam

Nammenam

Der har altid været faggrupper fra de forskellige medicinske specialer, som advarer mod at kaste sig tankeløst i armene på diverse mode-diller indenfor såkaldt komplementær- eller naturmedicin, og gud ske tak og lov for det.

På den anden side synes det, at en magtfuld del af disse faggrupper udgør en lobby, som er imod alle medikamenter, som man ikke kan patentere og tjene penge på, herunder antioxidanter i kost og kosttilskud.

Hvem kender ikke professor Arne Astrup (folkesundhedens svar på biskop Holm fra Århus), som for et par år siden stod frem og sagde, at ß-caroten (det røde farvestof i gulerødder, og samtidig et vitamin), som er en antioxydant, ligefrem ØGER risikoen for at midaldrende mænd som ryger, får større chance for at få lungekræft hvi de tager kunstigt ß-caroten.

Dette byggede på en finsk undersøgelse, som ikke tog hensyn til andre faktorer, som f. eks. om disse finske mænd havde et alkoholforbrug, hvilken kost de indtog, kvaliteten af deres dagligdag (beboelses-forhold, hygiejne) etc. etc., så denne undersøgelse var ubrugelig, hvilket ikke forhindrede myndighederne at beordre al ß-caroten fjernet fra hylderne i forretningerne, hvortil de dog nu er kommet tilbage.

Man skal bestemt ikke tage kosttilskud man ikke har brug for – ikke fordi det er farligt (den som kan påvise et eneste tilfælde af dødsfald, som beviseligt er sket ved normal indtagelse af kosttilskud, får en flaske god rødvin), men fordi det er penge ud af vinduet.

På den anden side har jeg selv taget antioxydanter i ca. 30 år, haft perioder under rejser, hvor jeg ikke har taget kosttilskud, og har mærket en tydelig forskel.

Det er det man kalder empiri (erfarings-viden), som dog ikke er særlig højt værdsat i forskningsverdenen, men dog alligevel bliver anvendt i specialer som etnofarmakologi (at undersøge gamle kulturers brug af lægeplanter, altså empirisk), hvor man leder efter molekyler til medicinalindustrien, som forekommer i planter, som derefter kan syntetiseres, få en ekstra carbohydroxylgruppe klistret på molekylet, som derefter kan patenteres.
Nå, kald mig bare fagidiot…

Men rapporten har ret i, at anti-oxydanter (muligvis med undtagelse af det fedtopløselige vitamin E), ikke hører hjemme i fugtighedscremer og den slags. Ginseng i tandpastaen og neglelakfjerneren er heller ikke til brug for andre end producenten, som griner hele vejen hen til banken.

Men som kosttilskud er det efter min og andres erfaring til éns fordel at tage et moderat vitamintilskud hver dag.

Nok af mit vrøvl: Her kommer noget, som angivelig er det videnskabelig korrekte syn på antioxydanter indtil nogle andre videnskabsmænd finder ud af lige det modsatte om et par måneder, nemlig et forskningsprojekt, som ligestiller mennesker med orme i kliniske forsøg:

Britisk forskning afslører nu, at cremer, piller og kost pumpet med antioxidanter ikke har nogen udskydende effekt på rynker og sygdomme.


Badeværelset bugner med cremer og produkter, der indeholder antioxidanter og som ifølge skønhedsindustrien skulle kunne udskyde de folder og revner, der præger vores udseende med alderen. (Ikke her – jeg bruger mandelolie, Zendium tandpasta og næsten ingen kosmetik)

Men med forsøg på orm har forskere fundet ud af, at selv de orm, der blev udsat for allerflest antioxidanter, på ingen måde ældes langsommere end de orm, der blev udsat for de ellers så ”skadelige” fire radikaler.

Det skriver BBC Health tirsdag.

Forskerteamet, som er fra London University, konkluderer, at antioxidanter ikke har nogen aldersudskydende effekt. Konklusionen er slet og ret, at antioxidanter er et salgstrick i skønheds- og sundhedsindustrien, mener forskerne.

Gammel skønhedsteori

Industrien bygger derimod sin viden på en 50 år gammel teori.

I 1956 forklarede forskere, at aldring var et udtryk for ophobning af skade på vores molekyler forårsaget af reaktive former for ilt, også kaldet superoxider eller frie radikaler, som for rundt i kroppen og lavede ravage.

Det er det, man i sundheds- og –skønhedsbranchen kalder for oxidativ stress.

Og ifølge den 50 år gamle teori, så skulle antioxidanter kunne bekæmpe disse frie radikaler og mindske skaderne – og dermed alderstegn.

Men nu giver forskerteamet fra London University en forklaring på, hvorfor så mange studier, der har forsøgt at modbevise skønhedsbranchens varemærke inden for aldring, ikke holder.

Orm forklarer mennesket

De orm, der er blevet brugt i forsøget ligger langt fra menneskearten. Men ikke desto mindre er de benløse dyr en stor hjælp for forskerne, når det gælder om at forske og undersøge menneskets krop.

For faktisk deler vi mennesker mange gener med orm, og så har begge arter en levetid målt i dage, hvilket gør det muligt for eksperterne at få et fingerpeg om de langsigtede ændringer i kroppen.

Leder af forskningsteamet dr. David Gems fortæller, at holdet manipulerede med ormenes gener så de kunne ophobe frie radikaler.
Men selvom det var forventet, at ormene ville dø hurtige og ældes før, så levede de faktisk lige så lang tid som de orm, der ikke var blevet udsat for ”oxidativ stress”.

“Vi har desværre ikke så stor en viden om aldring og forstår ikke de mest fundamentale mekanismer i aldringsprocessen – teorien om de frie radikaler har derfor fået lov til at fylde et 50 år gammelt vacuum op – teorien kan slet ikke forsvare det, den hævder,” siger forskningslederen og fortsætter:

”Det er nu klart for os, at frie radikaler spiller en så lille og ubetydelig rolle i rynke- og aldringsprocesser – at oxidativ stress ganske enkelt ikke har nogen særlig betydning.”

Spis sundt og varieret

Dr. Gems forklarer, at en sund og varieret kost er det bedste, man kan gøre for at reducere risikoen for aldersbetingede sygdomme som kræft, diabetes og knogleskørhed, men der er ikke noget endeligt bevis på, at det at spise antioxidanter kan mindske eller bekæmpe alderdom – og næsten intet tyder på, at antioxidantpiller og cremer har nogen indflydelse på ydrets forfald.

Derfor er forskerholdets råd, at vi mennesker bare skal fortsætte med at spise frugt og grøntsager. Derimod skal vi droppe de dyre kosttilskud med høje doser af antioxidanter – for de virker ikke!

En kommentar

  1. […] at købe forskellige produkter, som for eksempel kosttilskud. Deres e-Shop er helt eminent, fordi Hvem skal man nu tro på? – annalyttiger.wordpress.com12/02/2008Nammenam Der har altid været faggrupper fra de forskellige […]

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: