Global Warming

Kronik fra JP af Bjørn Lomborg – læs det hele

De fleste generationer bliver mødt med store og skræmmende udfordringer. Det er imidlertid de færreste forundt at have en stats- eller regeringsleder, der kan tage udfordringerne op på en fornuftig måde. Det står USA’s kommende præsident, Barack Obama, godt rustet til at gøre, og han kan dermed hjælpe verden med at få løst nogle af dens mest rodfæstede problemer.

Han vil blive bombarderet med forslag til, hvad han først skal kaste sig over – måske især fra dem, der synes, at han skal interessere sig for menneskeskabte klimaforandringer. Han vil få at vide, at det er den største trussel, som menneskeheden står overfor.

Forskningen og økonomien siger noget andet. FN’s klimapanel venter, at temperaturen vil være steget 1,6-3,8 grader celsius ved udgangen af dette århundrede, hvilket kan føre til en stigning i havenes vandstand på mellem 15 og 60 cm. En sådan stigning er imidlertid ikke afskrækkende og falder i tråd med den ca. 30 cm store stigning i vandstanden, som vi har set de seneste 150 år. Mens den globale opvarmning vil betyde ca. 400.000 ekstra dødsfald om året på verdensplan som følge af varme, vil den også have et positivt resultat som f.eks. 1,8 mio. er færre dødsfald som følge af kulde, viser en undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Ecological Economics.

Ifølge de fleste økonomiske modeller vil den samlede effekt af den globale opvarmning ved udgangen af århundredet være ca. 3 pct. af bruttonationalproduktet – ikke nogen bagatel, men heller ikke verdens undergang. Man skal huske på, at FN forventer, at gennemsnitsmennesket vil være ca. 1.400 pct. rigere ved århundredets udgang.

Ikke desto mindre støttes makropolitiske tiltag som Kyoto-protokollen af en ubegrundet opfattelse af, at dommedag er forestående. Initiativtagerne til Kyoto-protokollen vil have verdens lande til at bruge 180 mia. dollars om året i resten af dette århundrede på at nedbringe CO -2 -udledningen. Det vil resultere i en mindskelse af temperaturen på det næsten umålelige 0,15 grad celsius. Det er måske på tide at spørge, om det virkelig er noget, som vi skal sætte øverst på dagsordenen og lade være målet for vores generation.

%d bloggers like this: