TV2’s forhold til censur og sandhed

Sådan tackler TV2 “problematiske” scener: De bliver klippet fra!!! Længe leve demokrati og “Public Service”!

TV2 synes, at denne kvinde er for fræk, så hende censurerer de væk

TV2 synes, at denne kvinde er for fræk, så hende censurerer de væk

En somalisk kvinde står rankt midt på Nørrebrogade. Bag hende troner et sort lig af en udbrændt bil. Sådan så en af scenerne ud i Cathrine Asmussens film om Naser Khader, ’Mig og Naser’. Scenen blev til, mens Muhammedkrisen var på sit højeste. På det tidspunkt, hvor Nørrebro nærmest stod i flammer.

Bil havde intet med sagen at gøre
Men scenen fik en usædvanlig kort levetid. En halv time før filmen skulle sendes, 25. september 2007, fandt TV 2 nemlig saksen frem. Og uden at inddrage filmens instruktør klippede de den somaliske kvinde og den brændte bil ud.

Forklaringen på indgrebet, der senere er blevet kaldt urimeligt og drastisk, var, at den brændte bil ikke havde noget som helst at gøre med hverken Muhammedkrisen eller Naser Khader.

»Stærkt manipulerende«
Bilen havde fået motorstop og var selvantændt. »Jeg oplevede bilen som stærkt manipulerende. Og det er præcis sådan nogle situationer, jeg vil undgå i fremtiden«, siger TV 2’s programchef, Keld Reinicke.

Han har nu besluttet, at filmskabere, der leverer til TV 2, skal overholde tv-kanalens værdier.

Hvis ikke de gør det, vil TV 2’s klippere tage saksen i egen hånd og klippe problematiske scener ud af filmene, inden de bliver vist.

I strid med ophavsretsloven
Den beslutning traf Keld Reinicke, efter at der i denne måned faldt dom for TV 2’s egenhændige behandling af ’Mig og Naser’.

Dommen talte ellers et tydeligt sprog:

TV 2 skulle have ladet saksen ligge.
Klipningen var nemlig i strid med en bestemmelse i ophavsretsloven, der sikrer, at instruktører, forfattere og andre ophavsmænd ikke får misbrugt deres stof, og at det ikke kommer til at fremstå på en anden måde, end skaberen havde tænkt.

TV 2 kræver accept af instruktører

Men på trods af, at Keld Reinicke indrømmer, at han ikke skulle have klippet scenen ud af filmen, har sagen fået TV 2 til at stille etiske krav til filmskaberne.

»Vi vil have, at instruktørerne skal acceptere den måde, vi tænker på. Når vi sender dokumentarfilm på TV 2, er det os, der bliver afsendere af produktet. Og hvis instruktørerne ikke accepterer det, vil vi ikke tøve med at klippe de problematiske ting ud af filmen«, siger han.
En udmelding, der vækker harme i filmbranchen.

Filminstruktører: Horribelt krav
Formanden for Danske Filminstruktører, Dorte Høeg Brask, kalder den »yderst bekymrende«. Hun mener, at det er et umuligt krav, at instruktørerne skal indarbejde TV 2’s værdier i deres film.

»Samtidig kan instruktørerne jo aldrig vide, hvornår deres værk er færdigt, fordi TV 2 altid kan ændre på det. Det er en fuldstændig uacceptabel måde at arbejde på. At kræve det af sine samarbejdspartnere er horribelt«, fortsætter hun.

Del af standardkontrakt
At TV 2 vil have muligheden for at foretage final cut på de dokumentarfilm, de køber, kan virke som et overflødigt krav. Det er nemlig normal praksis, at man underskriver en standardkontrakt, når producent, betaler og instruktør indleder et samarbejde. I kontrakten er det et krav, at det færdige produkt skal kunne vises på den kanal, der køber filmen.

Filmselskab: TV 2 har ikke redigeringsretten
Alligevel er også Det Danske Filminstitut, der i samarbejde med TV 2 finansierer dokumentarfilmene, skeptisk over for TV 2’s udmelding.

»Af kontrakterne fremgår det glasklart, at producenten er forpligtet til at aflevere noget, der kan sendes på kanalen. Men når det er sagt, betyder det ikke, at TV 2 kan sidde og klippe og klistre, som de har lyst til. Hvis det er det, Keld Reinicke mener, tager han fejl. TV 2 har ikke købt sig til redigeringsretten. Det må entydigt være instruktør og producent, der skal lægge sidste hånd på værket«, siger Henrik Bo Nielsen, der er administrerende direktør for Det Danske Filminstitut.

Reinicke: »Løsningen er to film«
På trods af kritikken fastholder Keld Reinicke sine krav. Men helst så han, at han kunne undgå at sende de film, der ikke overholder kanalens værdier, men så længe det nuværende medieforlig gælder, er både TV 2 og DR forpligtet til at sende dokumentarfilm, der bliver finansieret af Det Danske Filminstitut og kanalerne selv.

»Derfor bliver instruktørerne nødt til at vide, at de skal overholde vores værdisæt. Hvis ikke de er interesseret i det, må de lave deres film med nogle andre«, siger Keld Reinicke.

Instruktør: TV 2 undervurderer publikum
Han foreslår en fremtidig model, hvor filmskaberne producerer to udgaver af deres film: en til tv, der er redigeret ud fra kanalens etiske principper, og en til filmfestivaler, hvor instruktøren har haft det sidste ord.

Men det kan være en problematisk løsning, mener ’Mig og Naser’s instruktør, Cathrine Asmussen. Hun vurderer, at Keld Reinicke undervurderer sit publikum ved at sende redigerede udgaver.

»Det er fordummende tv at censurere på den måde. Som om seerne ikke selv kan tænke. I ’Mig og Naser’ ligger det i titlen, at det er en subjektiv fortælling. Selvfølgelig kan folk forstå det. Men TV 2 bliver bange for, at nogen skal tro, at de manipulerer, og så klipper de i værket i stedet for at bakke deres redaktør, der har fulgt og godkendt filmens tilblivelse, op«, siger Cathrine Asmussen.

Hun er i gang med en ny film til TV 2.

Selv om kanalen nu påberåber sig retten til at klippe i dokumentarfilm, der ikke overholder værdigrundlaget, er hun ikke i tvivl om, hvem der skal foretage de sidste klip i hendes film:

»Jeg kan slet ikke tage Keld Reinickes udtalelse alvorligt. Filmen er mit ansvar, og jeg kan under ingen omstændigheder give andre lov til at lave final cut«.

%d bloggers like this: