Ramadan på Rådhuset i København

Rådhus og ramadhan (det er ikke lykkedes mig at finde et link, beklager)
Af Mikael Jalving, kommentator Berlingske Tidende 17.10.08

Forleden inviterede hovedstadens socialdemokratiske integrationsborgmester Jakob Hougaard godt 100 muslimer til Københavns Rådhus for at fejre afslutningen på den islamiske fastemåned, ramadan. »Glædelig eid mubarak«, sagde borgmesteren til de fremmødte på rådhuset, og i den personlige invitation til bl.a. islamiske ambassadører og Islamisk Trossamfund hed det ifølge Politiken: »Jeg ønsker at vise min og bystyrets anerkendelse af alle muslimer i København ved at markere en af muslimernes vigtigste højtider eid ul-fitr.«

Avisen spurgte efterfølgende borgmesteren, hvorvidt politik og religion skal blandes sammen. Hertil svarede han: »Nej, det skal adskilles«, og fortsatte så: »Men jeg synes, at der i den hjemlige debat er opstået en hysterisk forskrækkelse af, at det ikke må have noget med hinanden at gøre«.

Jakob Hougaards udtalelse er værd at beskæftige sig med, fordi den giver et signalement af, hvor – ikke alene socialdemokrater – men det meste af venstrefløjen med Villy som spektakulær undtagelse er på vej hen i værdidebatten. De er, som RUC-lektor Torben Bech Dyrberg konkluderer i det seneste nummer af tidsskriftet Kritik, på vej mod en »konform og reaktionær kulturrelativisme, der ophøjer holdningsløshed og konfliktskyhed til bærende principper«.

Men først lidt om Jakob Hougaard. Han kommer ikke udenom, at det at invitere et specifikt trossamfund til at feste på rådhuset og dermed også for offentlige midler er at blande religion og kommunalpolitik sammen. Det ved han nok også godt, hvis han tænker sig om, men det væsentlige for ham ligger bagved dette forhold – og det væsentlige er den hjemlige debat. Det er debatten, der er problemet. Det er debatten, der er borgmesterens egentlige ærinde, og som han gerne vil gøre mere sober og anstændig ved at erstatte den med dialog.

Her har vi den moderne magtarrogance for fuld udblæsning. Modsat i gamle dage, hvor magten lå i at handle, ligger den i dag i at mene det rigtige og lægge låg på meningsdannelsen ved hjælp af dialog. Derfor ser en moderne borgmester det ikke som sin hovedopgave at træffe beslutninger, i dette tilfælde sørge for, at religion og politik holdes adskilt, men i stedet at forme og styre debatten, så ingen bliver ofre for den.

Dermed er vi fremme ved RUC-lektorens konklusion. I stedet for at være kritisk over for alt og alle, sådan som venstrefløjen traditionelt har bestræbt sig på eller ment at være, har den opløst sig selv. Tilbage står kun en forsimplet og binær logik mellem undertrykker og offer, en logik, der i det aktuelle spørgsmål gør »kristne« til førstnævnte og »muslimer« til sidstnævnte, men duplikeres i forholdet mellem Vesten og Mellemøsten, hvide og sorte, mænd og kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle, etc. Pointen er, at ofrene skal fredes og friholdes fra kritik og nærmest er at regne for børn, mens undertrykkerne skal tvinges væk og genopdrages.

Venstrefløjens verden er med andre ord blevet sort/hvid, og dens primære politiske opgave består derfor i at korrigere individuelle misopfattelser og afvigende tanker. Politiske modstandere behandles følgelig i bedste fald som hystader eller som umoralske mennesker, der vil det onde og modarbejder det gode. Det gode er dialog og tolerance, der egentlig blot er midler, men af den konfliktsky venstrefløj ophøjes til mål for hele samfundet.

Det er derfor, at Jakob Hougaard ikke bekymrer sig synderligt om, hvorvidt ramadan-festen på rådhuset er udtryk for en uhellig alliance mellem islam og kommunalpolitik. Det er debatten og dens tone, der bekymrer ham, dvs. den frie og mere eller mindre oplyste offentlige diskussion om samfundet. Debatten er farlig, og dette er faktisk det eneste, borgmesteren har ret i. Den er undergravende og potentielt revolutionær, idet den tillader selv de onde at komme til orde, endda konfrontatorisk og med afsæt i erklærede værdier og principper. Dermed bliver debat til noget andet end dialog, fordi debat er en kamp på ideer om politiske målsætninger og ikke blot proces og forhandling eller et fromt ønske om at please bestemte befolkningsgrupper.

Når venstrefløjen ikke længere kan eller tør skelne mellem ramadan og rådhus, er venstrefløjen blevet holdningsløs og behagesyg, og så har den i længden ikke noget at tilbyde tænkende mennesker i et frit samfund. Venner af venstrefløjen må græmme sig i disse år. Vi andre har da lov at feste, om ikke på rådhuset, så i privaten.