»Når man ikke spiser om dagen, forringer man reaktionsevnen,« siger han til dagbladet Urban.
»Ens mentale og fysiske formåen nedsættes klart, når kroppen ikke får energi i løbet af dagen, og der er ingen tvivl om, at man bliver mere ukoncentreret og ens reaktionshastighed reduceres betydeligt. Derfor er der også en forhøjet risiko ved at sætte sig bag rattet, når man kun spiser og drikker efter mørkets frembrud,« siger Arne Astrup.
Klik og hør interview med Arne Astrup
Den muslimske fastemåned begyndte i tirsdags, og forbyder muslimer at spise og drikke fra daggry til solnedgang. Busselskabet Connex har 1.840 chauffører landet over, heraf mange muslimer.
»Vi har tillid til, at vores chauffører kun melder sig klar til at køre bus, hvis de er 100 procent i stand til at gøre det på forsvarlig vis. Men under ramadanen er vi ekstra opmærksomme på, hvilken tilstand vores chauffører møder på arbejde i,« siger vicedirektør Jan Vinther.
Politiet registrerer ikke ulykker ud fra religiøse forhold, men tager alligevel Arne Astrups advarsel seriøst.
»Når reaktionsevnen forringes, skal man selvfølgelig tænke sig om, inden man kører bil. Og det vil vi være opmærksomme på,« siger chefen for Københavns Politis Færdselsafdeling, Gert Sejbak.
Direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed René la Cour Sell er enig i, at man generelt bør lade bilen stå, hvis man er udpint, da koncentrationen ryger.