Det går fremad i Iraq

Volden er styrtdykket i Irak

Nye tal viser, at volden i det hårdt prøvede land er faldet med over 80 procent. Socialdemokraterne vurderer, at flere flygtninge kan vende hjem.

Oprørsbevægelserne i det krigshærgede Irak er kommet så meget under kontrol, at volden nu rammer langt færre. Antallet af dræbte civile er de seneste 18 måneder styrtdykket, og den forsigtige optimisme har bredt sig så meget, at f.eks. Dansk Flygtningehjælp gør klar til at vende tilbage til hovedstaden Bagdad, der i årevis har været for farlig til organisationen.

Det stærkt faldende antal voldstilfælde er en konsekvens af, at sikkerheden ifølge bl.a. FN er blevet væsentlig bedre i Irak, hvor USA senest har overdraget ansvaret for den tidligere så voldshærgede Anbarprovins til irakerne.

»I dag er Irak et meget anderledes sted, end for to år siden. Den generelle vold er faldet med mindst 80 procent, siden ’bølgen’ (USA’s massive troppeforstærkning, red.) begyndte, mens den etnisk-sekteriske vold – den type, der i 2006 lod til at ville suge Irak ned i en altomfattende borgerkrig – er gået ned med over 90 procent«, skriver tre amerikanske forskere i udenrigsmagasinet Foreign Affairs.

700 civile dræbt om måneden
To af forskerne arbejder til daglig for tænketanken Brookings Institution, der løbende har målt udviklingen på blandt andet dødstal, voldelige overfald, kidnapninger og selvmordsangreb.

De første fire år strittede statistikkerne i den helt forkerte retning, men de seneste måneder er udviklingen vendt , uden at Irak på nogen måde er et »paradis ved floden Eufrat«, som forskerne udtrykker det.

Omkring 700 civile irakere bliver dræbt om måneden, men det er dog det laveste tal, siden krigen brød ud i 2003.

»Overrraskende gode« meldinger
Lars Erslev Andersen, terror- og konfliktforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, betegner også det seneste års meldinger som »overraskende gode«.

»Amerikanerne ser ud til at have lært af deres fejltagelser og holder sig mere i baggrunden, mens de irakiske sikkerhedsstyrker klarer en større del af opgaven selv. Det er forklaringen på, at det ekstremt blodige Anbar er kommet under større kontrol og har kunnet overdrages til irakerne«, siger Lars Erslev Andersen.

Den tidligere danske ambassadør i Bagdad Bo Eric Weber er netop vendt hjem med et meget positivt syn på udviklingen:

»Jeg vil gå så langt som til at sige, at der er sket en dramatisk forbedring af sikkerhedssituationen, særlig det seneste halve år«, siger Bo Eric Weber.

En afgørende fejl at bombe den gyldne moske
Ifølge de amerikanske forskere er det lykkedes at »underminere de sunnimuslimske oprørere, svække de shiitiske militser og i særlig høj grad al-Qaeda i Irak«.

Det er deres vurdering, at terrorbevægelsen begik en afgørende fejl ved at bombe shiitternes gyldne moske i Samarra i 2006.

Først så angrebet ud til at ville kaste Irak ud i borgerkrig, men i stedet indså det sunnimuslimske mindretal, at et katastrofalt nederlag truede, »hvis ikke de fandt en ny allieret – og de vendte sig mod amerikanerne, mens de endnu kunne«.

Volden er også faldet, fordi de shiitiske militser nu forholder sig i nogenlunde ro, og fordi Iraks sikkerhedsstyrker på snart 560.000 mand er blevet stærkere og bedre uddannede.

Tilbagevendende flygtninge kan give problemer
Ifølge forskerne bag undersøgelsen er det store spørgsmål, om de borgerkrigslignende tilstande mellem sunni- og shiamuslimer vender tilbage, og om det lykkes at skabe politisk stabilitet i Irak.

Et andet afgørende spørgsmål drejer sig om de godt fire millioner flygtninge, der enten er internt fordrevne eller har søgt beskyttelse i udlandet, herunder i Danmark. Deres tilbagevenden ventes også at kunne kaste Irak ud i nye problemer, når de gør krav på deres forladte hjem.

Ifølge den nyeste rapport fra FN har kombinationen af »politiske og militære tiltag bidraget til en stadig forbedring af sikkerheden i hele Irak gennem de seneste tre måneder«.

FN står parat til at hjælpe flygtninge
FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, tilskynder dog endnu ikke irakiske flygtninge til at vende hjem i større stil, men står parat til at hjælpe de cirka 10.000 mennesker, som hver måned gør forsøget på egen hånd.

Også herhjemme kan den forbedrede sikkerhedssituation få betydning:

»Jeg tror bestemt, at flere flygtninge kan vende tilbage. Det er ikke så nemt, men der er helt sikkert større mulighed«, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft.

2 kommentarer

  1. Dykket? De tror jeg ikke. Den er bare udliciteret til Danmark.

  2. Tjaa, når man betaler folk for ikke at begå drab og lign. hvad forventer man så?

    Det er det koalitionstyrkerne gjorde, de betalte morderne store summer for at samarbejde med dem, og det gav pote…gad vide om det vil holde i det lange løb

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: