Slaver i Libanon

Hvordan skal man ellers forklare følgende?

95 kvindelige immigranter, der har arbejdet i lokale husholdninger, er døde i Libanon siden 2007. Der er særligt tale om selvmord eller forfejlede forsøg på at slippe væk deres arbejdsgivere.

– Raten er mere end ét dødsfald om ugen, fortæller en højtstående medarbejder for menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW). De fleste af immigranterne kom fra Filippinerne, Etiopien eller Srilanka. Organisationen kalder tendensen for alarmerende og har anmodet Libanon om en national strategi, så man kan komme problemet til livs.

I en rapport i fjor kritiserede HRW adskillige stater i Golfen samt Libanon for at gøre for lidt for at slå ned på mishandling af kvindelige immigranter og beskytte dem.

Omkring 150.000 udenlandske kvinder arbejder som hushjælp i Libanon.

Reklamer

Pedersen advarer sine landsmænd

Kaliffen af Nørrebro

Narkohandler Pedersen bryder sig ikke om, at trykkefrihedsselskabet har planer om at udgive The Jewel of Medina. Han har det, som alle muhamedanere, meget, meget svært med, at der er ytrings- og pressefrihed i Danmark.

Han finder det opportunt at “advare” (læs: true) sine landsmænd med forblommede løfter om terror, hvis man formaster sig til at overtræde den muhamedanske censur.

Fra Helle Merete Brix’s blog:

Nørrebro-imamen Abdul Wahid Pedersen har i dag et åbent brev til Trykkefrihedselskabet i Politiken. Han bryder sig ikke om, at Trykkefrihedsselskabets Forlag ønsker at udgive The Jewel of Medina.

I det mærkværdige brev, spørger imamen blandt andet om Danmark nu skal være den “trædesten, som sikrer, at nynazistisk propaganda og xenofobisk litteratur bliver sat i tryk og mangfoldiggjort?”. Er det mon Sherry Jones´bog, han betegner som nynazistisk propaganda?

Indledningsvis skriver Wahid Petersen:

“Det er kommet undertegnede for øre, at I agter at udgive Sherry Jones’ bog om profeten Muhammed (bogen handler IKKE om Muhammed, men om hans barnebrud, Aisha, som han penetrerede, da hun var ni år gammel, AL), som hun ikke kunne få udgivet i USA, da de potentielle udgivere frygtede, at bogen kunne give anledning til uro og ballade. DA JEG IKKE kender bogens indhold, agter jeg ingenlunde at kommentere på, om det er en lødig eller underlødig skildring af det emne, den beskæftiger sig med. Men den amerikanske ængstelse taget i betragtning er der dog noget, der kunne tyde på det sidste.

Hvad var det lige, man kaldte folk som Reino Arild Pedersen under den tyske besættelse? Prøver han at udkonkurrere sin kollega fra denne tidsperiode, Frits Clausen?

Her fortæller quislingen, hvordan man efter hans mening skal straffes, hvis man handler i modstrid med hans manualer:

Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.

De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer og ville dermed have stillet os selv uden for Islam.

Børn som terrorister

Hvad får børn til at sige, at de ikke er interesserede i dette liv – de vil i paradis så hurtigt som muligt?

Vi har lige set, at den irakiske pige Raini alligevel ikke var så interesseret i at forlade denne verden for fuldt knald, om jeg så må sige.

Denne artikel fra Palestinian Media Watch (klik og læs resten) går i dybden med problemstillingen. Det er denne mentalitet vi er oppe imod, så kan den lokale grønthandler eller pizzamand være nok så flink og rar.

“Ask for death” is the message that the Palestinian Authority [PA] has been conveying to its children since the start of violence in October 2000. In June 2002, two articulate 11-year-old girls were interviewed in the studio of official Palestinian Authority TV. Among other topics, they spoke of their personal yearning to achieve death through Shahada – Death for Allah – and of a similar desire they said exists in “every Palestinian child.” It is striking that their desire for death was expressed as a personal goal, not related to the conflict with Israel. Having been convinced that dying for Allah is preferable to life, their goal in living is not to experience a good life, but to achieve the proper death – Shahada.

The following is a selection from their remarks:

Host: “You described Shahada as something beautiful. Do you think it is beautiful?”
Walla:
“Shahada is very, very beautiful. Everyone yearns for Shahada. What could be better than going to paradise?”
Host:
“What is better, peace and full rights for the Palestinian people, or Shahada?”
Walla:
“Shahada. I will achieve my rights after becoming a Shahida.”
Yussra:
“Of course Shahada is a good thing. We don’t want this world, we want the Afterlife. We benefit not from this life, but from the Afterlife… The children of Palestine have accepted the concept that this is Shahada, and that death by Shahada is very good. Every Palestinian child aged, say 12, says ’Oh Lord, I would like to become a Shahid.” [PATV, June 9, 2002]