Europa og islam: Et historisk tilbageblik

Alf Ronnby, docent ved universitetet i Göteborg, er en modig mand. At arbejde ved et svensk universitet og skrive som han gør i dagens kronik i JP, kan ligne bevidst selvmord, og det skulle da heller ikke undre, om han bliver “berufsverboten” eller det, som er værre.

Og han siger kun, hvad alle islamkritikere har sagt de sidste 40-50 år.

Europa er blevet invaderet af muslimske hærstyrker og civile muslimer i mange hundrede år.

Derfor er det ikke så underligt, at der næres dyb mistillid til muslimer. Muhammed indstiftede doktrinen om hellig krig, jihad, i 610. Hans efterfølgere fik succes med hellig krig. 10 år efter Muhammeds død i 632 havde de muslimske hærstyrker under Abu Bakr og Umar erobret store dele af det gamle romerske rige i Nordafrika og Mellemøsten. Islam blev en verdensmagt.

I 711 gik muslimerne over Gibraltarstrædet og erobrede store dele af Den Pyrenæiske Halvø. I 732 var de nået langt op i Frankrig, men blev besejret af Karl Martels hær ved Poitiers. Muslimerne oprettede kalifatet al-Andalus (det arabiske Spanien). Det havde sin storhedstid i 900-tallet. I 1100-tallet begyndte den kristne tilbageerobring, og i 1492 faldt den sidste muslimske bastion i Spanien, Granada. En tilbageerobring af al-Andalus står som en drøm for visse muslimer i dag. Islamistisk vold i Spanien skal ses i dette lys.

Mod øst var Byzans udsat for konstante angreb fra muslimske hærstyrker i 800 år, indtil byen bukkede under i 1453, og hele Sydøsteuropa blev islamiseret. Den islamiske ekspansion fortsatte i Europa, men den muslimske belejring af Wien i 1683 slog fejl. Det blev et vendepunkt, og derefter begyndte kristne hærstyrker at trænge det muslimske imperium i Østeuropa tilbage.

Islam er dog stadig den dominerende religion i visse områder på Balkan. Af hele Det Osmanniske Rige er det kun Spanien, Portugal og Ungarn (samt nogle Balkan-stater), som ikke længere er muslimske.

Islam beskrives som en religion, som forbyder vold. Men det er en sandhed med modifikationer eller rent hykleri. Koranen forbyder vold, men hylder hellig krig. Det er en dobbeltmoral, som Muhammed selv udviste, da han forsvarede den vold, som gavnede hans egne interesser og erobringer. Allah beskrives som de vantros mægtige dræber.

I vore dage er der ingen muslimske tropper, som trænger ind i Europa. Invasionen kommer til udtryk på anden vis. Europa har de seneste 20-30 år været under muslimsk pres. Store indvandrer- og flygtningestrømme er kommet hertil fra de muslimske lande. Ifølge bogen ”The Third Islamic Invasion of Europe” er der ca. 30 millioner muslimer i Europa i dag – og de bliver ved med at strømme til. Om 20 år er der måske dobbelt så mange.

Er det et problem? Ikke nødvendigvis, men vi har set, at en del muslimer ikke trives i vore samfund. Ja, af og til foragter de vor kultur og vil ødelægge den. Islamistiske terrorangreb rundt om i Europa er udtryk herfor. Men på længere sigt opstår der måske et meget større problem med den muslimske indvandring. Det, som gør islam specifik som religion, er, at islam i sig selv er klart politisk. Islam er ikke blot en religion. Islam skelner ikke mellem civilsamfundet og staten. Det islamiske samfund er også staten og den førte politik. Islam skelner heller ikke mellem det åndelige og det verdslige. Alle offentlige og private anliggender falder ind under den hellige lov, sharia. Islam er i høj grad traditionsbærer og derfor politisk konservativ, hvilket er tydeligt i muslimske samfund.

At være muslim er ikke nogen privatsag. Religionen og dens leveregler gennemsyrer det muslimske samfund og kommer til udtryk i religiøst begrundede love. Ifølge disse principper kan ingen rettroende muslim blive integreret i et ikke-muslimsk samfund. Her har vi en af årsagerne til, at sande muslimer i f.eks. Storbritannien kræver, at sharialove skal gælde for dem, og henviser til, at alle mennesker betyder lige meget og har de samme rettigheder. Det må være ensbetydende med, at muslimerne skal leve i deres egne enklaver eller i parallelsamfund. Muslimsk foragt for vesterlandsk demokrati beror også på dette forhold.

Hertil kan indvendes, at de fleste muslimer, som kommer til Europa, er flygtet fra islamisk undertrykkelse, og at de ikke er ortodokse. For dem er det ikke svært at acceptere vor kultur. Det er dog ikke altid, at deres børn gør det. De bliver skuffet i spørgsmålet om forventet velstand og søger tilflugt i fundamentalistisk islam, som de tror, er bedre. Og de vil have hævn, som vi har set i London og Madrid. Det er et alvorligt spørgsmål, hvad der venter Europa med Tyrkiet som EU-medlem med en stor muslimsk befolkning.

Siden krigen i det tidligere Jugoslavien i 1995 har Saudi-Arabien intensiveret sine forsøg på at udbrede islam i Europa. I Sarajevo har saudiaraberne f.eks. opført to kæmpestore moskeer, som kan rumme 5.000 personer. Saudi-Arabien har også betalt for opførelsen af et par hundrede andre moskeer, adskillige koranskoler og islamiske kulturcentre. Grande Mosquée i Paris og mange andre moskeer i Frankrig modtager støtte, og i Tyskland er 2.500 moskeer skudt i vejret med støtte fra Saudi-Arabien og Tyrkiet. Kontoret for religiøse anliggender i Ankara sender sine imamer på arbejde i Tyskland og styrer indholdet i fredagsbønnen. Islam er nu også en europæisk religion. I Storbritannien finansierer staten islamiske skoler, og i Tyskland kræver muslimske organisationer at få mulighed for at undervise i islam i landets skoler.

Islam er en religion på stærk fremmarch i verden, og den har nu overhalet katolicismen for så vidt angår tilhængerantal. 50.000 kristne i henholdsvis Frankrig og Storbritannien er konverteret til islam. Muslimer udgør nu 19,2 pct. af verdens befolkning (ca. 1,3 milliard), katolikker 17,4 (ca. 1,1 milliard). De kristne tilsammen (protestanter, katolikker, ortodokse m.fl.) er dog flest og tegner sig for 33 pct. af verdens befolkning.

Set ud fra et kristent eller ateistisk perspektiv er problemet med islams udbredelse i Europa, at islam ikke blot er en religion. I islam er religion og politik forbundet. Islam er en politisk religion med ambitioner om at tage over som den dominerende magt i samfundet og verden. Et andet problem er, at islam er en tvedelt religion, som på den ene side forkynder ikke-vold og fred, men på den anden argumenterer for hellig krig – jihad. Bosnien og Kosovo er efter krigen blevet opmarchområde for jihadbevægelsen i Europa i lighed med Algeriet og Marokko. Jihadbevægelsen findes med sikkerhed i Danmark, Frankrig, Holland, Spanien, Storbritannien og Tyskland.

Islamisters trussel mod vor vesterlandske kultur og livsstil har Europa fået en forsmag på i form af bombeangrebene i Madrid og London og adskillige trusler mod fly. Politiet i Storbritannien har anholdt et stort antal formodede terrorister med tilknytning til islamiske centre og koranskoler. For nogen tid siden blev der også foretaget anholdelser i Danmark. Takket være europæisk sikkerhedspolitis omfattende efterforskning har der ikke været flere bombesprængninger.

I mange moskeer prædiker militante imamer imod vor dekadente, promiskuøse kultur og livsstil og mod vor ugudelige levevis. For dem er den islamiske lov, sharia, den eneste rigtige. Den foreskriver muslimers adfærd og påklædning. Udadtil drejer det sig tilsyneladende om enkle ting, som at kvinder ikke må vise deres hår og ikke være sammen med andre mænd end familiemedlemmer. Men bagved ligger noget langt alvorligere, som kan forandre tilværelsen i vore samfund radikalt.

Efterhånden som Europa bliver islamiseret, bliver alle vi andre tvunget til at tage større hensyn til, hvad muslimer og deres islam kræver i spørgsmålet om, hvordan vi skal leve livet. Vi bliver tvunget til at tilpasse os et samfundsklima, der er mindre tolerant over for andre “vantro” opfattelser. Det er den ubehagelige side af den snigende islamisering af Europa, og den er her allerede i skikkelse af selvcensuren.

Den islamiske terror har voldt os mange bekymringer med hensyn til sikkerhedsspørgsmål, ikke mindst inden for luftfarten, hvor kontrolforanstaltningerne af og til har ført til kaos. Men vold har vi ikke kunnet undgå.

I 2004 blev den hollandske filminstruktør Theo van Gogh myrdet på åben gade i Amsterdam. Han fik halsen skåret over og to knivstik i brystet. Morderen, en marokkansk islamist, opfordrede alle muslimer til hellig krig mod islams fjender.

I Frankrig måtte forfatteren Robert Redeker gå under jorden i 2006, fordi han skrev, at koranen prædiker had og vold.

I Danmark pågreb politiet tre muslimske mænd, da det blev afsløret, at de havde planer om at myrde Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard.

Kunstneren Lars Vilks i Sverige er også blevet truet på livet for at tegne en hund med Muhammed-hoved i en rundkørsel.

I Holland modtog Geert Wilders en mordtrussel efter en kritisk film om islam. Alle har villet gøre opmærksom på islamisk vold, og muslimer har eftertrykkeligt tilbagevist anklagerne. Samtidigt truer muslimer med at dræbe dem, som siger, at islam er en voldelig religion.

2 kommentarer

  1. “Den islamiske terror har voldt os mange bekymringer med hensyn til sikkerhedsspørgsmål, ikke mindst inden for luftfarten, hvor kontrolforanstaltningerne af og til har ført til kaos. Men vold har vi ikke kunnet undgå”

    Jah, det er godt nok rigtigt…jeg skal rejse til amsterdam på tirsdag, og jeg tror at de har tænkt sig at tjekke mig mellem benene for at se om jeg ikke har sprængstoffer der….

    Men ellers så tror jeg det bliver sjovt ved red light district, specielt når jeg har taget flere tusinde kroner med😉

  2. Pas nu på du ikke redder dig en syfilis – eller det der er værre.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: