Jeg har modtaget et brev

– som her citeres i sin fulde ordlyd uden yderligere kommentarer:

Fælles appel fra serberne i Danmark

Jeg skriver på vegne af mange herboende serbere, jeg skriver til fordi jeg lige nu ikke ved hvor jeg ellers skal skrive hen. Jeg ønsker at De skal vide at jeg, ligesom, tror jeg, mange andre serbere samt danskere, er utrolig oprørt over Kosovos ulovlige løsrivelse, og ikke mindst vred og flov over den danske regerings og EUs anerkendelse af Kosovo. Det er svagt, det er rystende kynisk, for jeg kan ikke tro andet end at danske samt EU politikere véd hvilken svinestreg de gør, og det er et kæmpe svigt af et af Europas stolteste folk. Vi har forsvaret Europa og gået forrest i både første og anden Verdenskrig.

”Det som vi oplever med Kosovo, det vil I selv en dag komme til at opleve her i Danmark”. Er det ikke lige præcis det der er begyndt rundt omkring i Danmark de sidste uger, med brandene og hærværket? Derfor, selvom Europas folk endnu ikke har set det i øjnene, så er Serbiens kamp for sit gamle land i virkeligheden hele Europas kamp. Vi er i samme situation. Serbien har blot i århundreder kæmpet denne kamp. Da jeg dengang indså hvad det hele handlede om følte jeg mig underlig fremmed i mit nye land. At I, Danmark, NATO, kunne gøre noget SÅ uretfærdigt.

Men, Per Stig Møller, jeg tror ikke vi serbere skal bekymre os. Vi har styrken og karakteren til at kæmpe for de ting der virkelig gælder, det har vi vist gennem historien. Om der så skal gå hundrede år. Kosovo skal nok blive serbisk igen. Så er jeg næsten mere bekymret for det bløde danske folks fremtid.

Den serbiske delegation har vist forhandlings- og kompromisvilje og har foreslået både kantonisering og elementer fra Sydtyrol, Hong Kong- og Åland-løsningerne som grundlag for forhandlinger.

Det er klart, at kosovoalbanerne må have udstrakt selvstyre. Serbien har ikke interesse i og ønsker ikke at styre de nationalistiske kosovoalbanere. Derimod må Serbien beholde territoriel overhøjhed for at kunne beskytte de serbiske enklaver i Kosovo, serbisk ejendom og kulturarv. Serbiske politikere står fast på, at en legitim løsning for Kosovo må have basis i etableret international retspraksis, europæiske autonomitraditioner og respektere Serbiens suverænitet. Serbien har tilbudt Kosovo myndighedsudøvelse, som normalt kun er forbeholdt selvstændige stater og som vil give Kosovo det mest udstrakte selvstyre, som verden til dato har set.

Siden NATO, og dermed Danmark gik til krig i 1999 for at stoppe Milosevic’ militære operationer mod den kosovoalbanske UCK-guerilla har Serbien opfyldt sine forpligtelser i forhold til FN-resolution 1244, men FN i Kosovo, NATO og kosovoalbanerne har ikke opfyldt deres del af aftalen. Forhandlingerne om Kosovos status fandt nemlig sted, før de mest elementære demokratiske standarder for Kosovo er opfyldt. I Kosovo råder fremdeles apartheid: Serbere og minoritetsgrupper kan ikke færdes frit, og menneskerettighederne bliver brudt.

Mens Vesten under konflikterne i 1990′erne holdt fast på grænsernes ukrænkelighed i daværende Jugoslavien, har man i Kosovos tilfælde givet slip på dette princip. Vi serbere føler derfor, at der anvendes dobbeltstandarder.

Kosovos selvstændighed var ikke mandatet eller begrundelsen for NATO’s militæroperation i 1999.

En ensidig løsning for Kosovo vil øge legitimiteten og presset blandt serberne i Republika Srpska for konføderation med Serbien. Kroaterne i Bosnien ønsker også sin status revideret. Nu synes hele regionen at være tilbage ved udgangspunktet: serbere i Republika Srpska, kroater i Hercegovina-Bosnien, albanere i Makedonien – og serbere i den kroatiske Krajina-region – hvorfor skulle de ikke ønske det samme? Hvem vil forklare dem, at de ikke er et ‘enestående eksempel’?

Den voldelige og ofte chauvinistiske albanske separatisme vil ikke stoppe efter Kosovos selvstændighed og kan brede sig til Makedonien, Montenegro og kommunerne Presevo og Bujanovac i Sydserbien.

Kosovo er ikke unik
Frasen “Kosovo vil ikke skabe præcedens” bruges af vestlige diplomater som ren ønsketænkning, som ikke kan forsvares politisk, historisk og juridisk. Kosovo er ikke unik, men Kosovos status vil på længere sigt kunne påvirke en række frosne konflikter i Europa. Den vil kunne anvendes i konflikthåndteringen af Abkhasien, Syd-Ossetien og Nagorno-Karabakh i Kaukasus, Trans-Dnjestr-republikken i Moldova, Kurdistan-problemet og refereres til af det russiske mindretal i Estland og Ukraine.
Skal andre regioner i andre lande med mindretal af forskellige befolkningsgrupper erklære sig selvstændigt. Som eksempler kan nævnes: Baskerlandet i Spanien, Vojvodina i Serbien, Flandern i Belgien, Færøerne i Danmark, Nord Cypern… osv.
Velstående EU-lande som Belgien, Storbritannien og Spanien er heller ikke skærmet for separatisme. Ja, hvor mange stater skal vi have i Europa?
Der findes ingen større ydmygelse af Serbien, end hvis denne marionetstat på nogen måde bliver accepteret, det vil være som at tage vores hjerte, Kosovo var, er og skal forblive Serbisk.
‘Hvert folk, sit land’ lyder naturligt, men er det ikke. Det lyder logisk: ET FOLK HAR RET TIL AT HAVE SIT EGET LAND. Man så skal alle folkeslag have ret til deres eget land uden at nogle skal være er enestående eksempel.

Desværre er den vestlige civilisation kommet i modvind i Verden som den ser ud I dag – vi og vores kultur er ikke længere politisk korrekt og der er fra EU, FN og Danske politikere et kapløb om at nedlægge den tidligere så stolte europæiske kultur.
Derfor vil EU, regeringen og folketinget støtte oprettelse af “Kosova” i stedet for at lade Kosovo, som er det korrekte navn for området, tilhøre det kristne Serbien.

Et forræderi af tilsvarende karakter og omfang mod europæisk kultur er ikke set tidligere – gad vide hvilken dagsorden politikerne i virkeligheden har for europæere – Kulturel udryddelse eller værre?

Med venlig hilsen
Dragan Mikulovic
Formand Serbisk Forening “Djerdap”
Grønnegade 10
DK-4700 Næstved