Hvad står i vejen for arabisk demokrati?

Her er et bud fra Professor Joshua Muravchik fra American Enterprise Institute (AEI) – læs det hele her


Economic backwardness explains the problem in part. Generally, the most powerful correlate of democracy is higher per capita income. The overwhelming majority of countries where citizens enjoy an annual income of $5,000 or more are democracies. Few Arab countries have reached this level. But this factor still falls short as an explanation. For one thing, while a few Arab countries with wealth from oil or commerce have passed the $5,000 mark, none of them are electoral democracies (although a few, including Bahrain and Kuwait, as well as non-oil countries such as Jordan, are ranked among the “partly free.”) Furthermore, although much of the Arab world is poor, it is not as poor as sub-Saharan Africa, where per capita income is less than half of that of the Arab states. Yet democracy has begun to take hold in sub-Saharan Africa, where half of the 48 countries are electoral democracies.

Islam may be a second explanatory factor. Of the 47 states in the world with Muslim majorities, only nine, or 19 percent, are democracies. On the other hand, of 146 non-Muslim states, 114, more than three-quarters, are democratic. The impression of tension between Islam and democracy is reinforced by the fact that the only historic example of an Arab democracy is Lebanon, between the time it achieved independence in 1945 and the time it imploded into civil war in 1975, largely due to the pressure of foreign forces. What distinguished Lebanon in the Arab world was that, during its democratic era, it was largely a Christian-led nation.

Multi-kulti – nej tak!

Uden at nogen har ulejliget sig med at spørge de europæiske befolkninger, har man (det vil sige inkompetente, arrogante, socialistiske pampere i tæt samarbejde med De Radikale og et profitfixeret erhvervsliv) de seneste 30-40 år lukket vidt op for sluserne – der kunne simpelt hen ikke importeres nok muhamedanere (gerne analfabeter og fup-“flygtninge”), som efterfølgende fik statsborgerskab og ad libitum indførsel af fætre, forældre, klanmedlemmer et cetera et cetera.

Der er nu nogen kloge hoveder på Aalborg universitet, som har fundet ud af, at vi danskere måske ikke er over-lykkelige over denne tingenes tilstand.

JP skriver: Danskerne er ikke til multikultur

Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet:

Resultaterne offentliggøres i bogen ”Danskerne nationale forestillinger”, Aalborg Universitetsforlag. Bogens sammenligninger mellem forskellige folkeslag giver unikke muligheder for at beskrive det særegne ved danskernes nationale forestillinger, dvs. forestillingerne om, hvad der binder os sammen, og hvad der afgrænser ”os” fra ”de andre”. De overordnede resultater præsenteres af adjunkt Christian Albrekt Larsen på et pressemøde:

Onsdag d. 6. februar kl. 12-13
Københavnsafdelingen, Aalborg Universitet
Lautrupvang 15, 2750 Ballerup, lokale M2.76 Blandt hovedresultaterne kan nævnes:

  • danskerne føler sig stærkt følelsesmæssigt tilknyttet deres nationalstat – mere end i de fleste øvrige lande.
  • danskerne opfatter tilstedeværelsen af flere kulturer som en svaghed snarere end en styrke for et samfund; selv de unge og højtuddannede. Her ligger danskerne på en førsteplads ud af de 27 lande.
  • danskernes vigtigste kriterier for at være ”rigtig dansk” er at kunne det danske sprog.
  • på mange områder er danskerne ikke et særligt stolt folkefærd, f.eks. er vi blandt de lande, der er mindst stolte af landets kunst og kultur (vi ligger på en tredjesidsteplads).
  • danskerne har dog ét vigtigt nationalklenodie – velfærdsstaten. Her ligger danskerne på en førsteplads ud af de 27 lande.
  • danskerne viser tegn på et ”lilleput-syndrom” – og vi skiller os endda ud fra nordmænd og svenskere. F.eks. mener langt flere danskere end nordmænd og svenskere, at vi skal stå sammen ud af til, også selvom landet gør noget forkert.
  • gennemsnitligt set er vi mindre indvandrefjendske end mange øvrige folkeslag, men til gengæld er vi blandt de tre mest polariserede folkeslag. I stil med Østrig og Frankrig er de gamle og lavt uddannede mobiliseret mod meget indvandrefjendske holdninger, mens de unge og højt uddannede er mobiliseret mod ”overnormalt” indvandrevenlige holdninger. Danskerne adskiller sig tydeligt fra de øvrige nordiske lande.
  • Der er også spændende variationer indenfor gruppen af danskerne. F.eks. dør den ægte fædrelandskærlighed formentlig ud med de to ældste generationer. De unge mister ikke tilknytningen til det nationale, men de får et mere ”afslappet” forhold.
  • Den umiddelbare interesse for Ny Alliance ved 2007-valget kan opfattes som et ønske og at ”hele” nationen. Det samme kan det politiske forsøg på vha. globaliseringsdiskursen at samle nationen i et forsvar for det vigtigste nationalklenodie – velfærdsstaten. I sidste kapitel diskuterer bogen kritisk disse nationale forsøg på samling.