De seneste anti-islamiske begivenheder

via Jihad Watch – opdatering til historien her

kvinderne var udvalgt blandt evnessvage patienter:

Atta told state TV that both women were mentally disabled and their explosives were remotely detonated.

February 1, 2008

Two female jihad-martyrdom bombers kill at least 64 in Baghdad

The motivation for a female jihad-martyrdom bomber is murkier than for a male one. The libidinous aspect is not there, but there have been reports that at least some of these female bombers, if not the ones involved in these Baghdad attacks, are women who have come to be considered as having sullied the family’s purity, and as such, their surest path to Paradise is to take hold of Allah’s guarantee of it to those who “kill and are killed” for him (Qur’an 9:111). And that promise, of course, may be attractive also to those who do not otherwise face immediate death.

“At least 64 dead in Baghdad market bombs,” by Hamid Ahmed for Associated Press

The motivation would seem to be, that the incident is staged by male, anti-mohammadan fanatics sacrificing a couple of oligophrene women under their control, to do their dirty work for them. Anti-mohammadans are cowards, hiding behind women and children! A.L.

Vor tids paver og inkvisitorer

JP leder:

INSTITUT for Menneskerettigheder har en lidt besynderlig opfattelse af, hvordan man skal håndtere kritik.

Der gælder forskellige regler, alt efter om det er instituttet, der kritiserer, eller instituttet, der bliver kritiseret. I oktober offentliggjorde menneskerettighedsorganisationen British Council en rapport om integrationen i europæiske lande, og Danmark blev indrangeret på en 21. plads blandt 28.

Rapportens oplysninger om Danmark byggede på indberetninger fra det danske Institut for Menneskerettigheder.

Klik for større billede

Dansk Arbejdsgiverforenings magasin, Agenda, påpegede straks en række fejl, og afdelingsleder i instituttet Birgitte Kofod Olsen afviste uden yderligere kommentarer kritikken med: »I enhver spørgeskemaundersøgelse vil der være risiko for, at ikke alle nuancer kommer med. Der er tale om en begrænsning i metoden, der handler om, at man alene ser på lovgivning og ikke praksis.« At der i høj grad også var misinformation om lovgivningen, anfægtede ikke afdelingslederen, og først efter alvorlig kritik nedlod hun sig til mere detaljerede kommentarer.

Nu har Integrationsministeriet også gennemgået rapporten og påpeger 27 fejl i dens 140 kritikpunkter. Det gør imidlertid ikke større indtryk på Birgitte Kofod Olsen. Hun afviser kritikken og siger: »Ministeriets anklager om inkompetence minder om den sædvanlige modvilje over for international kritik. Man vil hellere afvise kritikken end bruge den konstruktivt, og det er ærgerligt.«

Afdelingslederen er tilsyneladende ganske blind for det faktum, at kritikken bygger på, at det faktisk er noget makværk, som British Council har afleveret, og at makværket bygger på materiale fra Institut for Menneskerettigheder. Den kritik ønsker afdelingslederen ikke at bruge konstruktivt, og det ville ellers have været klædeligt. Institut for Menneskerettigheder forbeholder sig retten til at kritisere på løsagtigt og direkte forkert grundlag, men når kritikken vender den modsatte vej, udvises total kritikresistens.


Agendas omtale af denne omgang populistisk fuskeri og manipulation:

Fejl på fejl i nyt integrationsindeks

Integrationsindekset, som placerer Danmark sidst blandt de gamle EU-lande, er spækket med fejl, der alle trækker Danmark ned. Indekset, som Institut for Menneskerettigheder har stået bag, er fuldstændig ubrugeligt, mener eksperter.Danmark er et af de lande i Europa, som er dårligst til at integrere indvandrere fra tredjeverdenslande. Vi er dårligst blandt de gamle EU-lande, når det gælder antidiskriminationspolitik, og vi holder indvandrerne ude af arbejdsmarkedet.

Sådan lød forsidehistorien i medierne, da Institut for Menneskerettigheder 14. oktober lancerede den hidtil mest kritiske rapport om rammerne for integration i Danmark, koordineret af British Councils Bruxelles-afdeling og organisationen Migration Policy Group.

Klik hér for større figur

Målt på evnen til at få indvandrere fra tredjeverdenslande i arbejde ligger Danmark på en førsteplads i Norden.

Men Agendas gennemgang af en mindre del af de 140 forskellige danske svar på spørgsmål, som er sendt til Bruxelles af Institut for Menneskerettigheder, afslører faktuelle fejl, der systematisk trækker Danmark længere ned i sammenligningen med de andre lande.

I undersøgelsen fremhæves det, at udlændinge med ophold i landet ikke har mulighed for at få opholds- og arbejdstilladelse, hvis de ønsker at åbne en restaurant eller detailhandel. Den oplysning giver Danmark den værste score i spørgsmålet om udlændinges adgang til at drive virksomhed i Danmark.

Men det er ikke rigtigt. Der er ikke et forbud mod at drive hverken restaurant, detailhandel eller anden virksomhed i Danmark for udlændinge uden for EU. Det er på Udlændingeservice’ hjemmeside tydeligt beskrevet, at man bare normalt ikke får en opholds- og arbejdstilladelse, hvis det er det, som er forretningsplanen.

Mandana Zarrehparvar, teamleder i Institut for Menneskerettigheder, erkender, at Instituttet har lavet en fejl.

”Det lyder som en fejl. Vi har svaret, at familiesammenførte med midlertidig opholdstilladelse ikke har adgang. Men det er en fejl,” siger hun.

I undersøgelsen konkluderes det, at der i Danmark ikke findes nationale retningslinier, oplysninger om gebyrer og behandlingstid i en offentlig myndighed, når det vedrører anerkendelsen af kvalifikationer erhvervet uden for EU. Det trækker Danmark nedad i indekset.

Men svaret er ikke korrekt. Cirius, statens center for anerkendelse af udenlandske kvalifikationer, har et klart mandat og oplyser meget tydeligt om både sagsbehandlingstid og gebyrer på hjemmesiden www.ciriusonline.dk.

Institut for Menneskerettigheder henviser over for Agenda til, at den danske bundkarakter blev afgivet af instituttet i starten af året, og at oplysningerne dengang ikke var tilgængelige. Men det er heller ikke korrekt. Ifølge Cirius var oplysningerne også tilgængelige på dette tidspunkt.

Om indvandrere er beskyttet mod diskrimination på arbejdsmarkedet eller andre steder er centralt i undersøgelsen. I rapporten fremhæves det, at dansk lovgivning beskytter mod diskrimination på grund af etnicitet/race og religiøst tilhørsforhold eller tro. Men det trækker voldsomt ned, at Institut for Menneskerettigheder konkluderer, at de danske love ikke explicit beskytter mod diskrimination på baggrund af nationalitet.

12. oktober, to dage før Institut for Menneskerettigheder lancerer indekset, skriver instituttet en dansk oversættelse af den engelske tekst og tilføjer en fodnote. Instituttet har opdaget en fejl:

”Der har sneget sig en fejl ind i den engelske version, som er udtaget i denne danske oversættelse. Fejlen omhandler punktet om anti-diskrimination, og hvorvidt man er beskyttet inden for det sociale område i forbindelse med national diskrimination. Selvom denne beskyttelse ikke er nævnt i den civilretlige lovgivning (lov om etnisk ligebehandling og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.), er den dækket i den strafferetlige lovgivning (lov om forbud mod forskelsbehandling pga. race mv.).”

På trods af denne korrektion, fører det ikke til, at den danske score ændres af Migration Policy Group i Bruxelles. Og på trods af korrektionen er det netop mangel på beskyttelse mod diskrimination på grund af nationalitet, som Institut for Menneskerettigheder selv kritiserer kraftigt i sin pressemeddelelse 14. oktober, hvor indekset lanceres:

”Undersøgelsen peger på, at man fx er dårligere beskyttet i loven, hvis man bliver diskrimineret på grund af ens nationalitet, end hvis det sker på grund af etnicitet. Så har man nemlig ikke samme adgang til at klage eller få sin sag behandlet,” sagde Mandana Zarrehpar 14. oktober. Dagen efter opfordrede hun på forsiden af Politiken til, at Danmark gentænker hele sin integrationslovgivning.

Fejl på fejl i fodnote

Selvom fodnoten burde ændre den oprindelige karakter til Danmark, så er fodnoten heller ikke korrekt. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., kapitel 1, paragraf 1, nævner ganske klart, at forbuddet mod forskelsbehandling også omfatter national oprindelse.

Hvorfor fik I ikke ændret karakteren?

”Vi har gjort Bruxelles (Migration Policy Group, red.) opmærksom på det. Og de har ændret teksten,” siger Mandana Zarrehparvar.

Men det har ikke ændret scoren i indekset?

”Som sagt, vi har givet besked til Bruxelles”.

To dage efter I selv delvist opdager fejlen, går I ud og fremhæver diskriminationsproblemet i pressemeddelelsen. Hvorfor?

”Vi mener stadig, at der er et behov for at indføre beskyttelsen bredere i lovgivningen,” siger Mandana Zarrehparvar.

Man finder dog også beskyttelse mod diskrimination efter national oprindelse i Lov om forbud på grund af forskelsbehandling på grund af race m.v, Straffelovens § 266 b, Den europæiske menneskerettighedskonvention art. 14, EU-Traktatens art. 39, art. 43 og art. 49 samt ILO-konvention nr. 111 og nr. 158.

I de mange spørgsmål vedrørende beskyttelsen mod diskrimination i Danmark, er der flere iøjnefaldende resultater i indekset. Ifølge svarene, som Institut for Menneskerettigheder har afleveret til Bruxelles, er det i Danmark for eksempel ikke muligt for ofre med dårlig økonomi at få fri proces, medmindre de har en stærk sag. Det påstås også, at der ikke er adgang til frie tolke i retssager. Det giver Danmark en klar bundkarakter i indekset.

Men de danske regler giver mulighed for fri proces under visse økonomiske betingelser, og hvis der er rimelig grund til at føre sag. Der er ”rimelig” grund til at give fri proces, hvis der er tale om opsigelse af lejemål, ansættelsesforhold eller personskade.

Civilstyrelsen oplyser desuden, at en dommer vil give adgang til fri tolk, hvis retten vurderer, det er nødvendigt.

Ifølge Eva Smith, professor ved Københavns Universitet, er der adgang til både fri proces og tolkebistand i diskriminationssager.

“Jeg synes ikke, at vi har et problem her. Der gælder de sædvanlige regler for fri proces,” siger Eva Smith.

Hun peger til gengæld på, at det kan være svært for en udlænding at finde ud af, hvordan man kan anlægge en sag om diskrimination.

“Men det rettes der op på nu, hvor der åbnes for klageadgang til et nævn i diskriminationssager,” siger Eva Smith.

Mads Bryde Andersen, professor i jura ved Københavns Universitet og tidligere stærkt kritisk medlem af Det Europæiske Center for Overvågning af Racisme og fremmedhad, mener, at opgørelsesmetoden i undersøgelsen er kritisabel.

Har vi i dansk lovgivning fri mulighed for at diskriminere efter nationalitet?

“Overhovedet ikke. Det kan jeg slet ikke få øje på,” siger Mads Bryde Andersen, der advarer mod at udvande diskriminationsbegreberne, så alt kan betegnes som diskrimination.

Støtte til indvandrerorganisationer

I undersøgelsen spørges der også til indvandreres mulighed for at deltage i det politiske liv. Et underspørgsmål går på, om indvandrerorganisationer får offentlig økonomisk støtte eller bistand.

Nej, hverken nationalt, regionalt eller lokalt lyder svaret fra Institut for Menneskerettigheder til Bruxelles. Danmark får derfor en bundkarakter i 4 spørgsmål.

Men det er ikke korrekt. Der gives støtte til flere indvandrerorganisationer, oplyser Integrationsministeriet, der har tilsendt Agenda et notat om de støttede projekter og organisationer. Blandt andet har Integrationsministeriet løbende ydet økonomisk støtte til de lokale integrationsråd og Rådet for Etniske Minoriteter Islamisering.

”Der gives ikke længere driftsstøtte til indvandrerorganisationer. Det er det, som vi har svaret på i undersøgelsen,” siger Mandana Zarrehparvar.

Men spørgsmålet går jo på, om der ydes økonomisk støtte generelt?

”Ja, men der gives ikke driftsstøtte,” siger Mandana Zarrehparvar.

Mere magt til Instituttet

Er det altafgørende for integrationen, at Institut for Menneskerettigheder får flere midler og en egentlig myndighedsrolle? Det er vurderingen i rapporten, hvor det trækker voldsomt ned, at vi ikke har en specialiseret myndighed, der både kan efterforske og retsforfølge sager om diskrimination.

Ifølge Thomas Huddleston (OBS: link til Powerpoint præsentation), analytiker fra den uafhængige organisation Migration Policy Group i Bruxelles, der har samlet svar ind fra de europæiske lande til undersøgelsen, er der i disse spørgsmål taget udgangspunkt i Institut for Menneskerettigheders mandat, når Institut for Menneskerettigheder har svaret.

Det vil altså gå bedre med integrationen, hvis Institut for Menneskerettigheder blev til Integrationspolitiet og fik udvidede beføjelser til også at tage sig af religiøses rettigheder?

”Vi har bare svaret på, hvilket mandat, Institut for Menneskerettigheder har,” siger Mandana Zarrehparvar.

Ubrugeligt indeks

Torben Tranæs, forskningsleder ved Rockwoolfondens Forskningsenhed, som i mange år har forsket i integration, mener, at integrationsindekset offentliggjort af Institut for Menneskerettigheder er fuldstændig ubrugeligt.

”Indekset kan ikke bruges til at måle, hvem som er bedst til integration. Bestemt ikke. Jeg er tilhænger af, at man sammenligner love på tværs af lande, men helt uforstående over for, at man betragter disse love som udtryk for integration,” siger Torben Tranæs, der tilføjer:

”Hvis man vil lave hypoteser om lovgruppers betydning for integrationen, skal man se på effekten af kombinationer af love,” siger Torben Tranæs.

Abu

En formodentlig god nyhed:

Topleder i al-Qaeda i Afghanistan dræbt

abu_layth_al-libi_1.jpg

En af de øverste medlemmer af al-Qaeda i Afghanistan er blevet aflivet.
Abu Laith al Libi
Age:
early 40’s
Citizenship:
Libyan
Personal:
An al-Qaeda field commander and spokesman, Abu Laith is an outspoken leader of al Qaeda, appearing in videos and on the internet. It was he in July 2002 who revealed that Bin Laden was still alive, the first comments about the al Qaeda leader’s health after the end of the Afghan conflict. Then in June 2004, he is shown leading an attack on what appears to be an Afghan military outpost and calling for jihad. He is known to operate on the Afghan side of the border, working with the remnants of the Taliban.
In some US intelligence circles, he is seen as al Qaeda’s No. 3.
»På nuværende tidspunkt er der ingen grund til at tvivle på, at han er død. Der er tegn på, at han rent faktisk er død«, siger kilden til Reuters (He’s dead or alive, our experts say???).

Reuters nævner, at der samtidig har været formodninger om et nyligt amerikansk angreb i Pakistans nordlige, bjergrige region Waziristan, der grænser op til Afghanistan. Angrebet var rettet mod nogle højtstående al-Qaeda-ledere, der dog ikke hører til den absolutte top, har beboere i området oplyst. Ifølge en efterretningsofficer var en af de døde stedfortræder for Abu Laith al-Libi.
Det var blandt andet al-Libi, der i juli 2002 kom med de første udtalelser om Osama bin Ladens helbred siden afslutningen af invasionen i Afghanistan.

Parwez

Det ser ud til at være Afghanistan-dag her på bloggen:

Fra Kr. Dagblad

En skare på omkring 200 demonstranter vovede sig i går ud i Kabuls gader for at fordømme dødsdommen mod den 23-årige afghanske journalist Perwiz (Parwez!) Kambakhsh.

Demonstranterne forlangte, at præsident Hamid Karzai skrider ind i sagen og ophæver den ultimative straf, der af en lokal domstol i det nordlige Afghanistan er blevet tildelt Perwiz Kambakhsh for blasfemi og for kritik af Koranen.

– Proceduren i denne sag og anklagerne mod Kambakhsh er på ingen måde anderledes end retssagerne og forfølgelserne under det mørke og middelalderlige Talebanstyre, skriver det afghanske solidaritets-parti i en pressemeddelelse.

Perwiz Kambakhsh er blandt andet blevet dømt for en artikel, hvor han kritiserer profeten Muhammed for at se bort fra kvinders rettigheder, og for at læse hjemmesider på internettet om kvinders rolle i islamiske samfund.

Ja, SÅ må han af med hovedet. Men naturligvis har det intet med islam at gøre.

Meshrano Jirga, der er det afghanske parlaments overhus, kritiserer både USA og FN for at blande sig i interne afghanske anliggender og udtrykker sin støtte til dødsdommen. Selvom Overhuset ikke har nogen juridisk vægt kommer støtten til dødsdommen som en overraskelse blandt mange.

Uanset Overhusets motiv til at støtte dødsdommen får initiativet skarp kritik fra Den Internationale Forening af Journalister:

The International Federation of Journalists (IFJ) today accused Afghan parliamentarians of being out of touch with democracy when they supported a death sentence passed on a journalist and condemned international human rights protests.

The upper house of the Afghan parliament was commenting on a decision issued last week by a religious Islamic court that convicted Sayed Parwez Kambakhsh, a journalism student and reporter for the daily newspaper Jahan-e Naw, of blasphemy and sentenced him to death.

“This statement by Afghan lawmakers is a shocking confirmation of intolerance and a lack of respect for free speech,” said Aidan White, IFJ General Secretary. “It is worryingly out of touch with international standards of democracy.”

As well as endorsing the death sentence, the parliamentarians also criticised the human rights groups who have launched a public campaign to get the death sentenced reversed.

The IFJ has called on its member unions to join a campaign to urge Afghan President Hamid Karzai to overturn the death sentence against Kambakhsh. The IFJ believes the sentence handed down disregards Afghanistan’s constitution, which says that “freedom of expression shall be inviolable. Every Afghan shall have the right to express thoughts through speech, writing, illustrations as well as other means in accordance with provisions of this constitution.”

“While the Afghan government may not want the scrutiny from the international community, it is our job to put the pressure on President Karzai to ensure that Afghanistan abides by its own laws,” White said.

The IFJ is supporting local groups, including the Afghan Independent Journalists’ Association, in their fight for justice for Kambakhsh.

For more information contact the IFJ at +32 2 235 2207
The IFJ represents over 600,000 journalists in 120 countries worldwide

Meena

Glem ikke de afghanske kvinders kamp for frihed! Besøg Rawa’s website, og støt dem moralsk og økonomisk!

Meena

MEENA (1956-1987) was born on February 27, 1956 in Kabul. During her school days, students in Kabul and other Afghan cities were deeply engaged in social activism and rising mass movements. She left the university to devote herself as a social activist to organizing and educating women. In pursuit of her cause for gaining the right of freedom of expression and conducting political activities, Meena laid the foundation of RAWA in 1977. This organization was meant to give voice to the deprived and silenced women of Afghanistan. She started a campaign against the Russian forces and their puppet regime in 1979 and organized numerous processions and meetings in schools, colleges and Kabul University to mobilize public opinion. Another great service rendered by her for the Afghan women is the launching of a bilingual magazine, Payam-e-Zan (Women’s Message) in 1981. Through this magazine RAWA has been projecting the cause of Afghan women boldly and effectively. Payam-e-Zan has constantly exposed the criminal nature of fundamentalist groups. Meena also established Watan Schools for refugee children, a hospital and handicraft centers for refugee women in Pakistan to support Afghan women financially. At the end of 1981, by invitation of the French Government Meena represented the Afghan resistance movement at the French Socialist Party Congress. The Soviet delegation at the Congress, headed by Boris Ponamaryev, shamefacedly left the hall as participants cheered when Meena started waving a victory sign. Besides France, she also visited several other European countries and met their prominent personalities. Her active social work and effective advocacy against the views of the fundamentalists and the puppet regime provoked the wrath of the Russians and the fundamentalist forces alike and she was assassinated by agents of KHAD (Afghanistan branch of KGB) and their fundamentalist accomplices in Quetta, Pakistan, on February 4,1987.Meena gave 12 years of her short but brilliant life to struggle for her homeland and her people. She had a strong belief that despite the darkness of illiteracy, ignorance of fundamentalism, and corruption and decadence of sell outs imposed on our women under the name of freedom and equality, finally that half of population will be awaken and cross the path towards freedom, democracy and women’s rights. The enemy was rightly shivering with fear by the love and respect that Meena was creating within the hearts of our people. They knew that within the fire of her fights all the enemies of freedom, democracy and women would be turned to ashes.