Kommentar til Tøger Seid-al-Fadins forsvar for sin logebroder

Debatindlæg af Henrik Ræder Clausen til Politikens leder den 14. januar – brilliant!

Se også denne artikel i Nyhedsavisen

Tragisk at Politiken stadig ikke fatter en brik af hvad det vil sige at forsvare vores frihedsrettigheder. Det starter helt forkert med at nævne Jyllands-Posten som årsag til krisen. Det er helt forbi. JP og tegningerne var anledningen til krisen – årsagen var islamiske fundamentalister, der hader vores ret til at kritisere religion og tænke rationelt.

Men en ting har Politiken fattet – det var uforvarende. Jyllands-Postens redaktører ønskede ikke denne krise. Men pludselig stod vi i den, og så gjaldt det om at stå fast. Vi var under massivt internationalt pres, uden den forventede hjælp fra vores venner, men alligevel stod vi igennem takket været en usædvanlig principfasthed og mod fra de involverede.

Nu er der ikke længere tvivl om, hvem vi kan regne med, når det gælder om at forsvare grundlæggende rettigheder. Det er godt at vide.

Til gengæld har vi en samling sekundære personer, der henter sig en billig profilering på at bagtale dem, der bærer det tunge læs. Man kunne forvente, at de ville slutte op og være solidariske i at stå fast på ytringsfriheden. Men nej, den skal absolut bruges til selvisk profilering og interne skænderier.

Uffe Elleman-Jensen, der på ingen måde har noget i klemme her, har ellers en fin fortid med at forsvare østlandenes frihed mod Sovjetunionen. Men når det gælder om at forsvare sit eget land, skrider det helt for ham. Underligt.

Politiken og TS, der har et ganske anstrengt forhold til foreninger og personer, der tager Trykkefriheden alvorligt, har derimod alt på spil. Uden ytringsfrihed ingen fri presse, og uden fri presse ingen mening i at udgive en avis. Man skulle tro, at de gik forrest i kampen mod de reaktionære religiøse fanatikere, der jo ikke engang repræsenterer et bredt udvalg af muslimer. Ikke mindst i betragtning af at Politiken med sit udspring i det kulturradikale miljø har en stolt tradition for at kritisere misbrug af religion i tide og utide.

Men nej. Solidariteten kan hurtigt kastes over bord, når det gælder om at profilere sig mod et konkurrerende blad og gøre sig interessant i intellektuelle kredse. Så skidt med at vi sætter en grundlæggende rettighed på spil.

Hvornår vender det her mon? Hvornår forstår de inde på Rådhuspladsen, at ytringsfrihed og andre grundlæggende frihedsrettigheder ikke er givet af Gud, men er vundet af mennesker med mod og hjerte for sit samfund, og at disse rettigheder skal forsvares igen og igen for at blive ved med at eksistere? Af almindelige mennesker, journalister, tegnere, redaktører, der tør sætte noget på spil og stå fast på de ting, der virkelig har værdi.

Politiken kører i mine øjne på renomeet. Den har en strålende fortid bag sig, men hvis ikke vi ser risikovillighed og principfasthed bliver avisen kørt bagud af dansen, både af de borgerlige aviser, der virkelig har værdier at stå for, og af den underskov af blogge og internetmedier, der står klar til at bide de gamle, etablerede i haserne når de sover i timen.

Og naturligvis skal JP da ikke undskylde overfor Uffe, der stadig ikke har bidraget med noget som helst konstruktivt. Det manglede bare.

5 kommentarer

  1. […] ————————- TØGER SEIDENFADEN DEFENDS HIS MASONIC BROTHER Toeger Seidenfaden uses a full leading article in Politiken today (01/15/08) to defend his ‘brother’ of the masonic loge from among other The Society of Foreign Affaires, the Bilderberg Group and the Trilateral Commission, Uffe Ellemann. Here he supports Uffe in the claim that Jyllands-Posten’s Flemming Rose himself provoked the Muhammed-Crisis forward, when he ‘ordered caricature-drawings of Muhammed among caricature cartoonists’. As known there was mailed a letter to all members of Danish Newspaper-illustrators in the union under Danish Union of Reporters with a request to draw Muhammed as the saw him. But when have all illustrators become caricature-cartoonists? I hope that the chairman of newpaper-illustrators’ union Claus Seidel shows himself now in full size and on behalf of all newspaper-illustrators and requests to spare us for this appellation invented to the occasion.  ——————— Tøger Seidenfaden is the so-called Responsible Editor on the Danish Newspaper Politiken. Uffe Ellemann is a former Danish Minister of Foreign Affaires Uffe Ellemann-Jensen. Anna Lyttiger har uddybende artikel […]

  2. Hej Anna
    Det glæder mig, at du trækker mit indlæg frem som en selvstændig artikel.

    Må jeg i samme omgang anbefale min blog http://www.europenews.dk til din linkliste?

  3. “Sonia – det ville ha været rart med et link, hun….”

    Således har du afgivet en kommentar sidste nat til mit
    indlæg:

    http://danmark.wordpress.com/2008/01/16/toeger-seidenfaden-forsvarer-sin-logebroder/

    Jeg forstår ikke en dyt. Har dog forsøgt med et par svar.

    Sonia

  4. Sonia – jeg fandt selv et link frem…🙂

  5. Henrik Ræder Clausen

    Dejligt indlæg – og jeg aner ikke om det nogensinde blev optaget i Politiken? – men, der er altså alt for få Roser og alt for mange Ellemann’er i den sag.

    Vi er åbenbart u-standseligt udsat for ensidigt erklærede undtagelsestilstande fra islamisk hold – og imens Seidenfaden gumler videre på udfordringen, er andre heldigvis klare over, at der aldrig skal, eller kan blive tale om en ny samarbejdspolitik som under forrige belejring.

    Hvis ikke vi, der er selvforsynende med brændstof, af alle i vore Europæiske familie, skulle tåle at stå imod de ensidigt erklærede undtagelsestilstande fra islamistisk hold – hvem i alverden skulle så?

    Første alvorlige og helt åbenbart synlige slag mod den islamisk fremsatte, ensidige undtagelsestilstand hvad angår ytringsfrihed, blev udkæmpet med JylandsPostens uforvarende deltagelse. Jeg er temmeligt sikker på, at avisen ikke hylder princippet om at skabe begivenheder – men at skildre dem.

    Derfor var det en ren redaktionel gentlemanagreement med tegnerne om offentliggørelse på en given dato, der afstedkom at netop de indsendte tegninger – med ledsagetekst af Flemming Rose – blev printet og udgivet. Flemming Rose kunne i sagens natur i den konkrete situation, aldrig pålægge sig selv selvsencur!

    Tegnernes sympati-tilkendegivelser overfor kolleger der hidtil af frygt havde meldt pas overfor opvgaven som illustratorere for Kåre Bluitgens Muhammedbog igennem deres personlige bidrag, kan ikke lastes avisen.

    At Uffe Ellemann-Jensen efterfølgender fremturer, skal alene betragtes som et spagfærdigt forsøg å at redde eget skind efter den svigefulde optræden mens Muhammedkrisen buldrede – og naturligvis eget eftermægle. For sandheden om den aldeles åbne invitation, formidlet via, formanden for bladtegnerne, Claus Seidel (esklusivt DR-interwiev d. 17/1 og gengivet i JP 18/1) bringer naturligvis Uffe Ellemann-Jensen i modbydelig ond tro i forhold til kendsgerningerne.

    Seidenfaden og Rose står på hver sin side i konflikten der handler om, hvorvidt vi skal genoptage gamle samarbejdspolitiske standpunkter – eller allerede fra starten etablerer den nødvendige modstandsbevægelse under den aktuelle belejring hvor gentagne isamisk fremsatte, ensidigt erklærede undtagelsestilstande synes at skulle blive den Seidenfal’sk billigede norm.

    I den proces bliver fårene skildt fra bukkene. Seidenfaden og Ellemann stillede sig helt forkert – og sidstnævnte agter nu yderemere at lyve sig fra det i bogudgivelsen og i DR-transmitterede, landsdækkende foredrag!!

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: