Og hvad skal vi så dø af i dag?

Hermed vil jeg lancere udtrykket brødkræft. For definition, se min “ordbog“.

Brød, ovnbagte kartofler og kaffe øger måske risikoen for brystkræft. Det viser nye forskningsresultater fra DTU Fødevareinstituttet og Kræftens Bekæmpelse.

Stegte, bagte eller grillede fødevarer med stivelse, der varmes op til over 120 grader, danner det kemiske stof akrylamid, der ifølge forskningen kan have sammenhæng med kræft.

Men der dog er ingen grund til at smide brødet eller kaffen i skraldespanden endnu, siger overlæge Anne Tjønneland fra Kræftens Bekæmpelse. – Der er ikke påvist et direkte link mellem de fødevarer og brystkræft . Det er kun en indikation.
(Hvorfor går I så til pressen med det? Mangler I bevillinger??? AL)

Derfor skal der flere undersøgelser til (Ja, tænkte jeg det ikke nok… AL),
før vi skal holde op med at spise ovnkartofler eller knækbrød.

Herredumilde kineser. Man kan også dø af at trække vejret, ja, man kan endda dø af at være i live – for ikke at sige, at selve livet er den mest livstruende tilstand, man kan komme ud for. Jeg ser for mit indre blik angste mennesker smide deres brød i skraldespanden, på trods af Anne Tjørnestads forsøg på at hale torsk i land.

Giv os i dag vort daglige… øh… aaaargh… gurgle…

Endnu et eksempel fra dagens presse – man dør af for meget sol, men man dør også af for lidt. 180Grader…

Må vi snart være her? Speciallæge i almen medicin Anders Tuxen har også undret sig:

Og hvad skal vi så dø af i dag? Tja. Se blot i dagens avis – det plejer at stå på forsiden – eller luk op for radio eller tv. Jeg er ikke nu så bekymret for Ugeskriftets (Ugeskrift for Læger, AL) læsere; de er vant til at håndtere disse tilbagevendende »sensationer«. Men den lille mand og hans kone bliver bange, urolige og kede af det, for de tror så ikke, at de passer på deres liv i tilstrækkelig grad? De præsenteres for nye påstande i næste uge.

Ingen har mod og mandshjerte nok til at sige, at hvis man hellere vil følge sundhedsprofeternes mange råd, opnår man såmænd nok en skønne dag et langt livs belønning: Kørestol, demens, plejehjem, ble og kateter.

Jeg anklager – for deres ansvar er det:
De hvidskurede sundhedsapostle – uanset fag – med alle deres løftede pegefingre. De skaber mest ængstelse og skuffede forventninger. De hensynsløse mediefolk – tv, radio og presse – der selvhævdende kører deres historie, uden tanke for konsekvenserne.

Det har denne anonyme skribent også:

Folk over 30 burde være døde!
Ifølge dagens lovgivere og bureaukrater burde de af os, som var børn i 40’erne, 50’erne, 60’erne, ja til og med tidligt i 70’erne ikke have overlevet.

Vores børnesenge var malet med blybaseret maling.
Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede bar ingen af os hjelm.
Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags. Og det at sidde bag på en ladvogn en varm sommerdag var altid en speciel nydelse.
Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker. Skræk og rædsel!
Størstedelen af folk røg som skorstene. Host!
Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege. Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske, uden at nogen rent faktisk døde af det.
Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på. Efter nogen ture i grøften lærte vi at løse problemet.
Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – ingen mobiltelefon. Utænkeligt!
Vi havde ingen Playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen TV-spil, ikke 99 TV-kanaler, ingen videofilm/DVD, surround-sound, mobiltelefoner, hjemme-PC’er eller chatrooms på Iternettet.
Vi havde venner! Vi gik ud og fandt dem!
Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud, men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv. Husker du uheldene? Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det.
Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde og spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv. Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.
Nogen elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Frygteligt!
Denne generation har fostret nogle af de mest risikovillige – de bedste problemløsere og investorer nogensinde. De sidste 50 år har været en eksplosion af nyskabelser og nye ideer. Vi havde frihed, fiaskoer, succes’er og ansvar, og vi lærte at forholde os til det alt sammen. Og du er en af dem.

Tillykke!!!