Miljøbevidsthed

Bruxelles: Udenrigsminister Per Stig Møller (K) protesterede i går på Danmarks vegne mod, at EU’s 27 stats- og regeringschefer samt alle udenrigsministre i december drøner af sted i mindst 27 jetfly og afholder topmøde i to europæiske hovedstæder inden for et døgn. Under et udenrigsministermøde i Bruxelles appellerede Per Stig Møller som den eneste til, at næste måneds topmøde afholdes enten i Bruxelles eller i Lissabon.

Som situationen er nu, skal EU-ministrene flyve til Lissabon den 13. december til en højtidelig ceremoni for at underskrive den nye EU-traktat. Herefter flyver de næsten 2.000 km til Bruxelles og fortsætter topmødet den 14. december. Dermed kommer EU-lederne tilsammen til at flyve mindst 77.000 km ekstra og samtidig sende over 100 tons forurenende CO -2 ud i atmosfæren for at underskrive en traktat, der blandt andet skal være med til at ruste EU til at indfri politikernes mange flotte løfter om en fælles og øget kamp mod klimaforandringer.

»Jeg tog sagen op og sagde, at vi må holde topmødet enten i Bruxelles eller i Lissabon, ikke begge steder,« sagde Per Stig Møller.

Men det danske krav blev mødt med total tavshed. Ikke et eneste land bakkede op bag forslaget – end ikke svenskerne. Først senere under mødet udtrykte Sverige og EU-Kommissionen tøvende, at de da havde sympati for det danske synspunkt.


Forklaringen er, at Portugal, der i øjeblikket varetager posten som EU-formand, stædigt fastholder, at den nye EU-traktat skal underskrives på portugisisk jord, så de nye spilleregler kan gå over i historiebøgerne som Lissabon-traktaten. »Jeg har ikke sagt dette for at genere Portugal. De må gerne kalde den Lissabon-traktaten. Men jeg synes, at det er forkert, at vi inden for et døgn flyver til Lissabon bare for at skrive under og så flyver videre til Bruxelles,« sagde Per Stig Møller.

I begge hovedstæder venter benzinslugende limousiner og politieskorter, der skal fragte EU-lederne rundt. Udenrigsministrene skal også skrive under på traktaten, og dermed vokser antallet af politikere til 54. Den britiske avis The Times har for nylig offentliggjort beregninger, der viser, at det dobbelte topmøde som minimum vil medføre, at EU-lederne skal rejse ekstra 77.000 km. De 27 private jetfly vil give et ekstra udslip på minimum 135 tons C0 -2 . Situationen bliver endnu mere absurd, når man kan konstatere, at EU-lederne også flyver til Lissabon 8.-9. december – altså blot fire dage tidligere – for at holde topmøde med Afrika.

Ren Al Gore.

%d bloggers like this: