Hvem respekterer hvem?

Weekendavisen 02 november 2007, 1. SEKTION side 12

Islamisme. Den skal imødegås ved, at unge muslimer får langt større adgang til store stillinger i socialgruppe I, mener forskerne. Skal jeg le eller græde?

Af Lone Nørgaard, lektor, cand.mag.

Jeg læste med stor interesse Trine Flockharts og Nadeem Iranis kronik, »Demokratisk peptalk« i Weekendavisen i sidste uge. Heri fastslår forfatterne, at det er naivt at tro, at man kan omvende unge muslimer til demokratiet gennem undervisning. Der er nemlig ikke tale om et forståelsesproblem, men snarere om at de unge radikaliserede muslimer har afvist demokrati og vestlige værdier til fordel for et andet værdisæt.

Jeg er ganske enig i tesen og tilsvarende i forfatternes skitse af en social identitetsteori, der kan koges ned til: alle har behov for at tilhøre en social gruppe, som giver individerne identitet og status. Jeg nikker også i takt, når Flockhart & Irani anfører, at de seneste terrorsager i Europa viser, at de tiltalte ikke har manglet uddannelse eller viden om demokrati og vestlige værdier og har været tilsyneladende velintegrerede.

Men så er det også slut med enigheden.

Den forklaring, Flockhart & Irani byder sig til med, lyder nemlig: De højtuddannede og tilsyneladende velintegrerede muslimer kan ikke »opnå medlemskab af de højest rangerende socialgrupper – oftest fordi de grupper har et religiøst og kulturelt kodeks, som muslimer ganske enkelt aldrig vil kunne leve op til.« Derfor skal løsningsstrategier ikke fokusere på demokrati, men rette opmærksomheden mod de ydmygelser og den udelukkelse, som muslimerne bliver udsat for.
Halli-hallå og tøv lige en kende. For det første har stort set alle unge en drøm om at sætte sig i en eller flere direktørstole i socialgruppe I, og i hvert fald som minimum at skaffe sig adgang til gruppe II. For det andet ved jeg ikke, om jeg skal le eller græde, når kronikørerne fremturer med, at svaret på islamisme er, at de unge muslimer skal have langt større adgang til de store stillinger i den højest rangerende sociale gruppe.

For det skal de da helt bestemt – altså lige præcis i de tilfælde, hvor de samme muslimer går af med sejren i kappestriden om topposterne, fordi de er de bedst kvalificerede. Magt, indflydelse og privilegier er som hovedregel ikke noget, man får foræret, det er faktisk noget, man knokler sig til.

Samtidig er jeg fuld af forundring over, at jeg i samme åndedrag bliver konfronteret med krav om at vise værdsættelse af en kultur, hvis omdrejningspunkt på verdensplan er massiv undertrykkelse og kontrol af kvinder. Jeg afkræves altså respekt for nogle politiske og religiøse standpunkter, som jeg tager dybt og inderligt afstand fra.

Fordi jeg opfatter kravet som fornuftsstridigt, vil jeg gerne fremsætte et forslag, som er både konstruktivt og anerkendende for alle parter: hvis unge, ambitiøse muslimer ikke føler, at de kan få deres ambitioner indfriet i Vesten, fordi deres muslimske værdier ikke bliver tilstrækkelig værdsat, hvorfor så ikke emigrere til et af følgende lande, hvor disse værdier er i højsædet: Egypten, Irak, Saudi Arabien, Yemen, Jordan, Syrien, Libanon, Algeriet, Bahrain, Djibouti, Kuwait, Libyen, Mauretanien, Marokko, Oman, Palæstina, Qatar, Somalia, Sudan, Tunesien og De Forenede Arabiske Emirater?

Lad mig runde af med at citere den dansk-egyptiske hotelkonge, Enan Galaly, der for nyligt inviterede 180 indvandrere på foredrag og middag: »Jeg er fremmedarbejder. I er fremmedarbejdere, uanset om I vil det eller ej. Og uanset, at vi er blevet kaldt gæstearbejdere, nydanskere, tosprogede, danskere med anden etnisk baggrund eller noget andet pjat (..).
Jeg er misundelig på jer. Ja, jeg har formue, og jeg nyder respekt, Men I har fået langt mere af Danmark, og har langt større muligheder, end jeg nogensinde har haft. I får undervisning, I får psykologhjælp. I får lejligheder og I får penge. Jeg har aldrig fået en pind (..).

Men jeg har heller ikke haft tid til at sidde på café eller i basaren og diskutere politik fra andre lande. Jeg havde alt for travlt med at arbejde. I bliver sure på samfundet, hvis noget går jer imod. Men uanset, hvad I har oplevet, har jeg oplevet noget, der er værre. Forskellen er, at I kan finde på at slå, hvis I bliver sure. Jeg tænkte bare, at så måtte jeg arbejde dobbelt så hårdt for at få respekt (…).«

Sagt lidt anderledes: Spar mig for muslimsk offersnak – og for forskere som ideologiske sendebud.

%d bloggers like this: