Ramadan på Krogerup

Tariq RamadanTariq Ramadan er sønnesøn af stifteren af Det muslimske Broderskab, Hassan al-Banna, og forsøger at få indført noget, han kalder “euro-islam”. Her bliver han pillet i stykker af Tina Magaard:

Jeg er blevet opmærksom på, at mit navn er blevet del af polemikken omkring prædikanten Tariq Ramadans deltagelse i et debatmøde på Krogerup Højskole. Diskussionen omkring Højskolens formål vil jeg egentlig helst blandes udenom. Mit ærinde som forsker er begrebsudredning, og jeg kan se på de forrige indlæg i sagen, at jeg hellere må forklare, hvordan den begrebsudredning med fordel kan bruges af enhver, der ønsker at forholde sig til Tariq Ramadan. Da et avisindlægs beskedne plads ikke giver mulighed for metodiske overvejelser og detaljerede analyser, vil jeg henvise til min artikel: »Tariq Ramadans reform. Euroislam eller euroislamisme« i tidsskriftet Kritik, nr. 180 juli 2006. Her vil jeg nøjes med at kommentere problemstillinger, der er direkte forbundet med Ramadans oplæg på Krogerup.
Før man forholder sig til Ramadans udtalelser, må man være bevidst om hans kommunikationsstrategi. I interviews til pressen og oplæg til debatmøder à la Krogerups vil han typisk bruge plus-ord så som »reform af islam«, »kritik«, »rettigheder«, »dialog«, »demokrati« uden at forklare, hvad begreberne konkret betyder for ham. Denne strategi favoriserer i høj grad tilhørerens egne forestillinger af disse ords betydning. Men hvis man vil vide, hvad Ramadan mener med disse ord, kan det anbefales at lytte til hans kassettebånd. På båndet »Courants de la pensée musulmane contemporaine. Hassan al-Banna. 3« forklarer han, at man i stedet for at bruge islamiske begreber skal bruge vestlige begreber, men give dem et islamisk indhold. Derfor: Hvis vi ikke skal misforstå hinanden, må vi udrede, hvad vi præcist mener med de forskellige begreber.

Muslim Brotherhood’s logo

I mit spørgsmål til Ramadan på Krogerup var min hensigt netop at forbinde det, han havde sagt i sit oplæg med det, han siger på båndene. Jeg forholdt mig meget præcist til hans egen opfordring: »things which are missing today: The first one is: Trust. Trust«. Jeg roste Ramadan for tillids-tanken, og gjorde ham opmærksom på, at der var en meget enkel, men vigtig ting, han selv kunne gøre for at styrke tilliden: nemlig at sige det samme i åbne debatfora som på kassettebåndene, så vi var klar over, hvor vi havde hinanden. Jeg foreslog, at vi diskuterede to eksempler fra kassettebåndet »L”identité musulmane: construire notre discours«. 1) Ramadan udtaler, at hvis man tager en kop kaffe under ramadanfasten, så er det udtryk for »holdninger som er forbundet med en perversitet«. 2) Han udtaler (i forbindelse med kritik af »ateistiske, verdslige og zionistiske ideologer«) at »intet sted i nogen menneskerettighedserklæring kan kræve, at en mand amputerer sig selv for at opnå statsborgerskab. Hvis det drejer sig om, at jeg skal amputere mit væsen for at få papir på mit statsborgerskab, så har det papir nogle skavanker.« Jeg opfordrede til, at vi sammen debatterede præmisserne for disse udsagn om perversitet og amputering og sluttede af med at sige: »Bring it out in fora like this and let us discuss it freely«. I det kvarters tid, Ramadans svar tog, forholdt han sig ikke på noget tidspunkt til de konkrete passager, jeg havde refereret til, men rettede anklager mod mig, såsom »the mistrust that you are spreading«
Hans reaktion tager jeg nu ikke personligt, da formålet med mit spørgsmål også var at se, om han følger samme kommunikationsstrategi som for ti år siden i Frankrig. Det gør han, med samme forudsigelighed som en velsmurt sodavandsautomat. Først taler han om tillid og opfordrer til at diskutere alle problemstillinger, og hvis nogen så gerne vil have en præcis diskussion af, hvordan han fortolker bestemte begreber, lukker han diskussionen ved at mistænkeliggøre spørgeren. Business as usual. Så vi fik aldrig at vide, ud fra hvilke præmisser, Ramadan forbinder menneskerettigheder med amputation af muslimer og kaffedrikning under ramadanfasten med en perversitet. Ramadan opfordrede mig gentagne gange til at komme med beviser, og det havde jeg hjertens gerne gjort, da jeg jo sad med dem foran mig. Ordstyreren nægtede desværre at lade mig komme til orde. Ordstyreren overhørte ligeledes et væsentligt spørgsmål fra en af de andre tilhørere. Han refererede til en konference afholdt i London i juni 2006, hvor Ramadan havde været en af hovedtalerne, sammen med bl.a. en repræsentant fra Hizb ut-Tahrir. Konferencen bar titlen »The future of Europe in Islam«, og tilhøreren ville gerne høre Ramadans mening om det emne. Ramadan lod, som om han ikke hørte spørgsmålet. Igen, der kunne vi have fået en væsentlig debat, så meget desto mere som der var Hizb ut-Tahrir folk til stede i salen. Har Ramadan samme opfattelse af spørgsmålet »The Future of Europe in Islam« som Hizb ut-Tahrir, eller divergerer det væsentligt? Ordstyreren havde ikke åndsnærværelse nok til at bede Ramadan om at forholde sig til spørgsmålet i stedet for at ignorere det.

Begrebsudredningen kan jo også komme Krogerup-forstander Erik Boel selv til gode. For eksempel skriver han i sin kronik: »Manipulerende angreb på Krogerup«, at »Tariq Ramadans holdning viste sig at være alt andet end antidemokratisk og islamistisk«. Også her vil jeg foreslå en tålmodig begrebsudredning for at være sikker på, at vi ikke misforstår hinanden i forhold til, hvad det betyder at være demokratisk/antidemokratisk. Jeg anbefaler her Ramadans kassettebånd »Critique de la démocratie«, hvor han er meget kritisk overfor det demokrati, der er udviklet i samspil med sekulariseringen i Europa, samtidig med at han udtaler sig positivt om den Islamiske Republik i Iran. Ud fra disse konkrete eksempler kunne vi have fået en god diskussion om, hvad vi hver især lægger i ordene »demokratisk/antidemokratisk«, i forhold til konkrete praksis i henholdsvis Iran og Europa.

Konkrete udtalelser
I stedet for at polemisere opfordrer jeg altså til, at vi forholder os til Ramadans konkrete udtalelser på kassettebåndene, og diskuterer dem åbent med ham. Det kræver naturligvis i første omgang, at han selv og hans tilhængere ønsker at engagere sig i den dialog, i stedet for at mistænkeliggøre enhver, der lægger op til den. Krogerup-forstander Erik Boel hævder for eksempel i sin kronik, at jeg kom med »beskyldninger« mod Ramadan. Men spørgsmålet er jo nok, hvilken side, beskyldningerne kommer fra. Jeg har ikke gjort andet end at forholde mig til, hvad en oplægsholder selv har sagt og så komme med følgende positive opfordring: »Let us discuss it freely«. Erik Boel gør det ikke nemt at føle sig velkommen, men jeg bærer ikke nag. Så jeg er stadig uforstyrret i min forhåbning om, at vi en dag vil kunne gå i dialog om en nøgtern og sober begrebsudredning.

koran-knife-kopi.gif

%d bloggers like this: