Thøgers hate-speech

seidenfaden_411_800.jpgLæserbrev i JP af Kirsten Sarauw

HVAD ER ”hate-speech”? Det er uunderbyggede, løgnagtige eller fordrejende postulater, som bliver fremsat under flittig brug af stærkt nedsættende adjektiver, beregnet på at dæmonisere andre mennesker og deres politiske eller religiøse overbevisninger, videnskabelige arbejder eller journalistiske praksis etc.

Tøger Seidenfadens indlæg på Trykkefrihedsselskabets solidaritetsmøde med den svenske kunstner Lars Vilks i forfatterforeningen 2/10, trykt i JP 5/10, er eksempel på sådan hate-speech af allerførste rang, som yderligere forstærkes ved, at TS forlod mødet umiddelbart efter endt udtømning (tøsedreng…).

Hvad er nu det værste ved TS’ performance? Er det alle skældsordene og den åbenlyse idiosynkrasi? Er det den foragtende sortie? Nej, dermed har han blot fået stemplet sig selv, så ”de onde” må le og ”de gode” græde. Det rigtigt alvorlige er den benægtelse eller det tab af virkelighed, som ligger bag chefredaktørens barnagtige udfald.

Da den islamkritiske bog ”I krigens hus” udkom i 2003, blev der råbt ”hate-speech” efter forfatterne, og medforfatteren Lars Hedegaards kandidatur til ”Pen-klubben” blev i den anledning beklikket. Ikke én af de forargede ulejligede sig dog med at efterprøve bogens dokumentation.

Typisk, ikke? Mange af de varmeste multikulturalister, for eksempel folk som Carsten Agger og Rune Engelbreth, afviser af de besynderligste grunde at sætte sig ind i værdigrundlaget for Islam – jeg har gentagne gange set fremsat, at man skam ikke gider at læse koranen, da teoretisk forståelse af islams fundament ifølge dette befolkningssegment er uden betydning for at forstå muhamedanernes handlemønstre og tankegang. Strudse-adfærd, i bedste fald – sandsynligvis angst for at save den holdningsmæssige gren over, man selv sidder på.

Nu har TS henvist til den gamle anklage, så det mindste man kan forvente er, at han også kommer op med en grundig dokumentation.

Er der i ”Krigens hus” tale om uunderbyggede, løgnagtige og frit-i-luften-svævende postulater uden hold i virkeligheden, som udelukkende er fremsat for at dæmonisere 1,3 milliarder muslimer? Eller er der tale om en veldokumenteret religionskritik, som man kan være enig eller uenig i, men som under alle omstændigheder er en stemme, der skal lyde til oplysning og nuancering af den virkelighed, som vi må kende for at kunne handle politisk adækvat?

Med dokumentation mener jeg ikke en opdyngen af ”afskyelige” citater, som det lanceres af TS, men en grundig undersøgelse af, om udsagn og fortolkning forholder sig sanddru til en underliggende historisk og nutidig virkelighed.

Viser virkeligheden sig at være ubehagelig, forsvinder den jo ikke af aldrig så mange skældsord og besværgelser. Eller ved at henrette budbringerne.

Jeg vil se frem til frugten af TS’ omhyggelige studeringer.

Du skal nok ikke holde vejret imens, Kirsten…

%d bloggers like this: