Tilman Nagel skriver på den første store Muhammed-biografi i den vestlige verden i 50 år. Islam i Europa må forandre sig, så den ikke længere ligner udlægningen i Egypten eller Tyrkiet, mener han.
Af Michael Kuttner
Berlingske Tidende – sidst opdateret fredag den 28. juli 2006, 15:17
MÜNCHEN: Da Tilman Nagel var tolv år skete der et attentatforsøg mod Egyptens daværende regeringschef Gamal Abdel Nasser i Alexandria. Nagel var tysker, det var i 1954, og i efterkrigstidens forbundsrepublik var Egypten et eventyrligt og eksotisk land. Det var Nagels første, bevidste møde med den arabiske verden. Da han var 20, begyndte han med orientalske studier ved universitetet i Bonn. Det blev et livslangt forhold. I dag er han 64, en af Europas fornemste islamkendere og skriver på den tredje store Muhammed-biografi herfra i nyere tid, efter danskeren Frants Buhls i 1903 og briten W. Montgomery Watts i 1956. I Vesten skal der åbenbart gå et halvt hundrede år mellem hvert grundlæggende værk om profeten.
Nagel, professor i Göttingen, men i øjeblikket på orlov i München for at fuldende sit værk, er en god mand at gæste, hvis man vil have et kvalificeret – og temmelig bramfrit – syn på den skikkelse, der levede for snart 1.500 år siden og som tages til indtægt for såvel krig som fred i vor tid.
Professoren har et uromantisk billede af sit objekt. »Muhammed,« siger han, »var en mand, som var sig sin mission bevidst, og som med politisk snilde og brutalitet gennemførte sit forehavende.« Missionen var at udbrede den islamiske religion, men, siger han, der er gået to ting skævt siden da. For det første er den Muhammed, som de fleste muslimer henholder sig til i dag, ikke den rigtige Muhammed, men »et kunstprodukt, opstået efter hans død«. Og det er, mener han, »et kerneproblem, at de fleste muslimer betragter en kunstfigur, der er det stik modsatte af originalen, som den historiske sandhed.«
For det andet er udviklingen de seneste årtier gået anderledes, end man havde ventet. »Da jeg kom på universitetet i 1962, troede man, at de islamiske stater ville blive europæiserede, med rigtige parlamenter og partier, og at islam ville forsvinde, sådan som middelalderkulturen gjorde det i Tyskland eller Norden.«
»Det var,« siger Nagel, »en overraskelse, at det ikke skete. Tilbageslaget, om man vil, begyndte omkring 1960, da forventningerne til Nasser og hans vestliggørelse af Egypten ikke blev til noget.« I juni 1967 kom Seksdageskrigen mod Israel, som førte til et ydmygende, militært nederlag for egypterne. Siden er det gået ned ad bakke med det vestlige projekt i Arabien, og islam er gået frem, påpeger han. »I radioen høres koranvers døgnet rundt, og islam tilbyder et fællesskab, som unge uden fremtidsperspektiver bliver tiltrukket af. Det er ikke uforståeligt.«
Muhammed, forklarer Nagel, »er for muslimer et konstant midtpunkt, som det gælder om at følge, hvis man vil i himlen. Det er umuligt for andre at forestille sig den dermed forbundne kraft. Bolsjevikkerne ville have været henrykte, om de havde kunnet udløse den energi.«
Men indoktrinering forudsætter, at der er mennesker, som vil indoktrineres?
»Vi har jo også nogle erfaringer i Europa. Vi har set, at selv naturvidenskab ikke er et bolværk mod hjernevask. Mange videnskabsfolk tumler med store spørgsmål, og så kan de falde for en totalitær ideologi, fordi den har sådan et dejligt nemt menneskesyn og svar på alt.«Karikaturerne
Islam i dag bygger i vid udstrækning på »et storhedsvanvid«, siger professor Nagel. »I de islamiske lande tror folk, at Europa vil åbne sig for islam, og at de sidste bastioner snart falder. Hele historiebilledet i skolen er, at islam vil triumfere. Det vestlige undervisningssystem er ikke rustet til opgaven. Min søn blev student for fem år siden, jeg ved, hvad eleverne lærer i historie og religion. De fleste europæere aner ikke, at verdsliggørelse og menneskerettigheder, som langsomt har vundet indpas på dette kontinent, har rødder, der går tilbage til antikken og kristendommen. Det bør såvel indvandrere som indfødte europæere vide. I stedet tror muslimer, at verdsliggørelse er, at homoseksualitet og promiskuitet er tilladt.«
Har krisen omkring de danske Muhammed-karikaturer gjort det hele værre?
»Næh, det har den ikke. Den slags protester er jo ikke nye, karikaturer omkring islam er et gammelt tema. Men det blev tilsyneladende brugt i en kampagne, og den egyptiske ambassade i København gik ind i sagen for at tage spidsen af sine egne islamiske bevægelser derhjemme.«
Hvad der har skærpet forholdet mellem Vesten og islam er derimod »den forudsigelige katastrofe i Irak og i Afghanistan«, siger Tilman Nagel.
»Alle, der kender lidt til den islamiske verden, ved, at det er utopisk at tro, at man kan styrte Saddam – som var en slyngel – og indføre en slags demokrati. Sunni- og shiamuslimer kan ikke forene deres udlægning af troen med frie valg. Og det var en fejl at hjælpe talebanerne på vej i Afghanistan, så de kunne gøre det beskidte arbejde for os mod Sovjetunionen. Man beder ikke andre om den slags. Enten gør man det selv, eller man lader helt være. Nu sidder vi i suppedasen. Vestens ukritiske støtte af Israel har heller ikke gjort det bedre. Israel skal støttes, men ikke ukritisk. Det er denne række af begivenheder, som har bragt os hertil, hvor vi står nu.«
Der er islamiske gejstlige, som tager afstand fra den rabiate udlægning af Koranen. En af dem, Adnan Ibrahim i Wien, har for nylig fastslået i Berlingske Tidende, at der intet er de islamiske skrifter, som tilsiger tvangsægteskaber, omskæring af kvinder eller modstand mod et verdsligt retssamfund. Han hævdede sågar, at der er fuldstændig frihed i islam til at skifte tro?
»Jamen, det er én mand, der siger det. Det kræver stor ihærdighed at komme igennem med sådan et synspunkt. Det må diskuteres bredt og åbent i islamiske kredse, og det sker ikke. Hvis man vil vide, hvordan toneangivende cirkler tænker, kan man tænde for TV-stationen Al Jazeera. Her er der en gammel, gejstlig professor, Qadari, som hver uge tolker islam i sin egen udsendelse. Han siger, at konvertitter skal dræbes. Det er der millioner, som lytter til. Vi har brug for, at islam tager fat på den slags spørgsmål, sådan som katolikkerne har gjort det. Den katolske kirke har også været imod menneskerettighederne, men nu mener man, at de er i orden.«Erfaringerne
Er islam forenelig med demokrati i vestlig forstand? Er der plads til et Islam Light?
»Umiddelbart er det ikke muligt. En muslim diskuterer ikke med andre i øjenhøjde. Han har jo altid ret. Og et Islam Light vil altid have den vanskelighed, at mange ikke vil anse det for den rette islamiske lære. Forestillingen om, at Koranen skulle indeholde evigtgyldige sandheder, er et enormt problem. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer til at se Koranen som en tekst fra Arabien i det 7. århundrede, der ikke kan betyde det samme for os i dag. Det er mit indtryk, at muslimske foreninger ikke er parate til at gå dette skridt, for så tillader man jo integration, og det vil man ikke.«
»Man skal begynde med børnene i 1. klasse. De skal have at vide, at vi alle er lige, uanset om vi hedder Ahmed eller George. Kun på den måde kan vi afmontere storhedsvanviddet. At overlade religionsundervisning til islam duer heller ikke. Det er et skråplan. Man behøver bare at læse, hvad ledende muslimer mener. Ayatollah Khomeini – den iranske revolutionsfører – skrev i sin lille grønne bog, at mullaherne skal overtage samfundet. Det er ligesom med Hitlers »Mein Kampf«. Det hele står der, sort på hvidt. Vi hælder til at sige, at det ikke kommer til at ske på den måde. Men der er desværre erfaringer, som tilsiger, at det kan man ikke være sikker på. Islam i Europa må forandre sig, så den ikke længere er identisk med islam i Egypten eller Tyrkiet. Nej, jeg er ikke pessimist, men hvis vi skal klare udfordringen koster det tid og penge, og det bliver meget møjsommeligt. Og det er på tide, at vi kommer i gang.«
No virus found in this incoming message.
Checked by AVG.
Version: 8.0.100 / Virus Database: 270.2.0/1494 – Release Date: 10-06-2008 07:22
Gemt i: historie, islam, islamforskning | Tagged: Tilman Nagel
