Camre om Europas dødskramper

Camres artikel bør ikke gå i glemmebogen, da det han skriver, er af største vigtighed, og desuden klokkeklart og logisk. Derfor bringer jeg her hele artiklen, selv om den er fra den 5. december (mine fremhævelser. AL).

Europas dødsdom

Af Mogens Camre

29/11 STEMTE Europa-Parlamentet om godkendelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det var egentlig en formalitet, for charteret var allerede godkendt af regeringscheferne i medlemslandene, som - bortset fra England og Polen - betragter charteret som juridisk bindende.

Parlamentet henviser da også i afstemningen om charteret til, at »Lissabon-traktaten … har bevaret substansen i den betydelige landvinding, som del II af traktaten om en forfatning for Europa udgør.«

Jo, forfatningen blev ganske vist forkastet af de franske og de hollandske vælgere, men i EU regner man som bekendt ikke med vælgerne, så derfor er alt som før.

Det må vi bare ikke vide, for nu skal Lissabon hastes igennem af Folketinget og de andre parlamenter.

For charteret stemte 534, imod stemte 85. Jeg stemte selv imod.

Ganske vist er en stor del af charterets bestemmelser udmærkede præciseringer af bestemmelser, som allerede står i Europarådets konvention om menneskerettighederne, men nu bliver disse bestemmelser retligt bindende og underkastet EF-domstolen, således at EU kan påtvinge os en bestemt fortolkning af disse rettigheder, og det vil EU gøre, fordi EU’s ledere tror, at alle andre vil være mod os, som vi ønsker at være mod dem.

Under parlamentets afstemning sad jeg med den følelse, at flertallet var ved at skrive den europæiske kulturs dødsdom.

Det var naturligvis ikke det, de troede. De troede, at de var ved at befæste Europas værdier, for de vil ikke se i øjnene, at papiret giver lige adgang for en langt mere brutal og selvsikker kultur, som ønsker at udslette det meste af det, der står i charteret.

Mangfoldigheden

I artikel 21 forbydes enhver forskelsbehandling på grund af bl.a. religion eller tro, politiske eller andre anskuelser eller »ethvert andet forhold.«

For at slå meningen helt fast hedder det i artikel 22: »Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed.«

Det betyder, at EU ønsker lige ret for de mennesker, bevægelser og holdninger, som ønsker at ødelægge den europæiske kultur.

Vi har ved en flertalsbeslutning i Rådet og Europa Parlamentet besluttet at forbyde det Europa, som kun har overlevet ved at udelukke og forskelsbehandle dem og det, som ikke ønskede vores kultur.

Kollektiv udvisning er forbudt i flg. artikel 19.

Vi må ikke udvise dem, som gør det nødvendigt at beskytte vore ledende politikere dag og nat.
Vi må ikke udvise de mange, som optræder voldeligt i vore byer.
Vi må ikke udvise dem, som ikke bryder sig om demokrati og ligestilling og som truer en Manu Sareen og andre indvandrerkonsulenter bort fra deres arbejde.
Vi bøjer os for krav om halalslagtet kød i vore børnehaver, vi neddrosler julen i vore skoler, og vor nye integrationsminister bøjer sig for tørklæderne, for hun har ikke fattet, at de er en demonstration for den ideologi, som vore soldater dør for at bekæmpe i Afghanistan.

Forskelsbehandling er forbudt - for os. En svag kultur bøjer sig for en stærk. Sådan gik Romerriget til grunde. Vi har åbenbart intet lært.